"De taler ikke andre steder end her"

Til Åben Poetisk Scene i Aarhus får både garvede oplæsere og nervøse førstegangsoplæsere mulighed for at sætte ord på tanker og følelser, de ellers går alene med.

Poetklub Aarhus afholder Åben Poetisk Scene hver anden og fjerde onsdag i måneden
Offentliggjort

Udenfor caféens murstensfacade siler regnen ned. Folk haster forbi, men flere vender hovedet mod vinduerne og kaster et hurtigt blik ind.

På hovedindgangen hænger en plakat: Åben Poetisk Scene kl. 19.

Indenfor er luften varm og den bibliotekslignede cafe, Løve´s bog- og vin cafe, er proppet med mennesker der sniksnakker, drikker et glas vin eller læser i bøger. En mand går over til den lille scene og banker på mikrofonen. Samtalerne omkring bordene dør ud. Hovederne vender sig mod scenen.

”Velkommen til Åben Poetisk Scene, hvis man gerne vil læse op, skal man henvende sig til mig først.” Gæsterne klapper. Nogle bliver siddende ved bordene med deres vinglas, mens andre allerede står klar med et digt i hånden. Et par gæster henvender sig til Lars Holmbo der er næstformand i Poetklub Aarhus. De vil gerne på listen over oplæsere til aftenens arrangement.

Fællesskabet for alle

Poetklub Aarhus blev dannet i 2002 og har siden holdt Åben Poetisk Scene på forskellige cafeer rundt i Aarhus. Lars Holmbo har selv været med siden 2019, han startede med at komme som gæst, men blev mere og mere tiltrukket af at fortælle digte foran andre.
Poetklubben startede med åben poetisk scene på Cafe Ris Ras, men har de senere år haft fast aftale med Løve´s bog- og vin cafe.

”Da jeg i 2019 kom som gæst første gang, blev hurtigt afhængig af at læse poesi højt foran andre.” Lars understreger, at alle må sige noget på scenen, man behøver ikke selv have skrevet det eller være forberedt.

Lars læner sig frem. ”Mange af dem, som taler her, er meget sårbare mennesker, de taler ikke andre steder end her. En yngre herre med langt overskæg og skjorte er helt stiv i blikket da han skal læse op. De næste fem minutter kommer ordene uden tøven. ”Med knive rammer den to centimeter fra hjerter. Og skærer struber over. Med boltsakse klipper den fingre over.”
Først da applausen bryder ud, trækker den krumryggede mand på smilebåndet.

Når der bliver læst højt, er der musestille. Kun lidt skramlen fra glas oppe i baren giver lyde. Et humoristisk digt udløser et grin blandt gæsterne. Så følger en lille kunstpause, inden der så bliver helt stille igen. Sent ud på aftenen fortsætter et grin lidt for længe, så længe, at en ældre kvinde vender sig om og lægger en finger for munden.

At læse poesi højt er jo ikke normen

Bagerst i lokalet helt op ad bogreolen sidder Birthe Skytte. Birthe sidder i grå striktrøje, som nærmest går i et med hendes lange grå hår. Hun sidder med hænderne i skødet og venter på, at det bliver hendes tur til at læse højt. Birthe er kommet til Åben Poetisk scene igennem flere år og har konsekvent viet hver anden og fjerde onsdag aften hver måned til poesi.

Hun har i dag medbragt en af de fire digtsamlinger hun selv har skrevet. ”Jeg startede med at skrive her for cirka 10 år siden, og i dag elsker jeg det bare, hver gang jeg får en tanke, skriver jeg det ned med det samme.” Selvom Birthe er meget optaget af poesien ved hun godt, at dem der læser højt, kan være sårbare. ”Det er en mulighed for at specielle mennesker kan få lov at ytre sig, det er jo ikke normen der sidder herinde” siger Birthe Skytte med et skævt smil

Da Lars annoncerer aftenens sidste pause, vender gæsterne sig mod sidemanden. Samtalerne begynder så småt at sprede sig i rummet igen.
Når mikrofonen er slukket, lyder caféen som enhver anden café. Da Lars tænder den igen, stopper samtalerne én efter én.

Første gang på scenen

I anden akt skal Christel op og læse højt for første gang. Hun har taget mod til sig, efter at have været gæst et par gange. ”Jeg havde ikke troet jeg skulle læse højt i dag, så undskyld hvis jeg er lidt nervøs”, siger Christel inden hun går i gang. Christel har i mange år skrevet om ting som er svært for hende, men har aldrig læst højt før. Da hun er færdig, klappes der ekstra højlydt, mens Christel sænker skuldrene og går ned på sin plads igen. ”Det var en lettelse for mig at få det sagt” hvisker Christel til sin veninde.

Nu hvor sidste vers er blevet læst højt, klappes borde og stole sammen. Nu afsluttes de sidste samtaler med grin og kram inden poetklubben trasker ud i regnen på Nørre Allé.

Heldigvis bliver det også onsdag aften i næste måned.











Powered by Labrador CMS