Den danske lytter går enegang
Danskernes lytteforbrug er under forandring. Vi søger mod større selvbestemmelse, og vi lytter mere alene. Individualisering er fællesnævneren på tværs af generationer.
To timer og 22 minutter.
Så lang tid brugte vi om dagen på at lytte til musik, radio eller podcast i 2025. Og det vigtige for os var, at lytningen foregik hver for sig. Det fortæller DRs undersøgelse, Medieudviklingen 2025.
Vores lytteforbrug er blevet mere individualiseret. Dels på grund af de personlige anbefalinger og playlister, som vi bliver præsenteret for i vores lydapps. Dels fordi vi søger større selvbestemmelse over vores medieforbrug.
Men vores personlige lytteforbrug kan også påvirke fornemmelsen af at være en del af et større hele. Nemlig et fællesskab og et samfund, som engang hørte de samme radiokanaler og så de samme TV-udsendelser.
I hovedtelefonernes enerum
DR har lavet undersøgelsen, Medieudviklingen 2025. Den kortlægger danskernes medievaner, og her spiller musikstreaming og podcast en stadigt større rolle. For eksempel viser undersøgelsen, at mennesker oftere tager hovedtelefoner på for at lytte til deres yndlingspodcasts eller streame musik.
Det betyder konkret:
” (…) at vi i højere grad udnytter muligheden for at kunne lytte på farten, og at vi bruger mere tid på at lytte alene end sammen med andre”, fortæller de to forfattere til artiklerne om lyd, Emilie Vidø og Jesper Steen Andersen.
Samtidigt peger forfatterne på, at det mere individualiserede lydforbrug er påvirket af algoritmer. Dermed er individualisering en fællesnævner for dem, der lytter til podcasts og musik.
Generationerne lytter til forskellige programmer
Rasmus Kleis Nielsen er direktør for Reuters Institute of the Study of Journalism, og han har skrevet bogen Hvad skal vi med nyhederne?
I bogen beskriver han, at mediebrugerne får deres information på forskellig vis, fordi algoritmerne i dag er præcist tilpasset brugernes behov. Og det er i et medielandskab, som har fået flere ting at vælge imellem.
Han beskriver tendensen sådan:
”De fleste af os bruger måske en lille smule mere tid på forskellige medier, end mine forældres og bedsteforældres generation gjorde det, men ikke meget. Det, der har forandret sig mest radikalt, er, at vi har mere at vælge imellem”
Samtidigt bliver generationskløfterne også tydeligere i rapporten, Medieudviklingen 2025. For undersøgelsen konstaterer, at unge vil underholdes og ældre vil oplyses.