Den sidste runde er langt fra skænket

Selvom flere af de københavnske værtshuse lukker, så samles stamgæster stadig på Kanalbodegaen på Christianshavn.

Stamgæster på Kanalbodegaen
Offentliggjort

Røgen hænger i luften.

En ølflaske rammer bordet. Fra jukeboxen spiller musikken i baggrunden, mens stemmerne omkring det runde træbord langsomt overdøver den. På de hvide vægge hænger Jägermeister- og Campari-billeder. Ved baren står ølflaskerne tæt.

Klokken er lidt over 16 på Kanalbodegaen, og gæsterne begynder stille og roligt at komme i strømme. Udenfor sidder det unge klientel. Dem, der godt kan lide en udeservering langs kanalen. Men indenfor finder man en anden gruppe. Den gruppe af mennesker, som er kommet på værtshusene fast i mange år.

Med egne ord betegner de sig selv som ”stamgæster”.

Johnny, Flemming og Betina hedder de. Kanalbodegaen er deres stamsted. Det har dog ikke altid været sådan. For Johnny Plougmand har det været hans faste sted i 15 år.

Inden da havde han sin faste gang på værtshuset Høvlen, men nu slår han sine folder ved kanalen på Christianshavn.

”Mit gamle sted hed Høvlen, men da der kom nyt personale og ny ejer, så jeg rykkede herned”.

Med et smil på læben fortæller den ældre mand, at særligt én bestemt ting er væsentlig for, hvorfor Kanalbodegaen blev hans sted.

”Dem der er på Kanalbodegaen, det er hyggelige mennesker. Hernede kære man sig om hinanden”.

Kanalbodegaen er ikke bare et sted, man køber øl.

Det er et sted, man bliver genkendt. Det er et fællesskab.

De fortæller, at de som regel er at finde på Kanalbodegaen ”2-3 gange om ugen”. Fredag, lørdag og søndag. Men hvis stemningen er der – eller der opstår en anledning til at besøge stamstedet – så kan de være der flere gange.

Men hvorfor vender de tilbage til det samme sted igen og igen? Og hvad driver dem?

Svaret er ret klart.

Menneskerne.

Tuborg Classic er sekundært.

Johnny er ikke alene. Ved andre borde sidder flere stamgæster. Nogle hilser på hinanden, andre taler sammen, men det, de har til fælles, er, at de kender hinanden. Selvom de ikke sidder ved det samme bord, er det tydeligt, at Kanalbodegaen er deres sted.

Stamgæster på Kanalbodegaen

Der bliver grinet.

En ny gæst træder ind.

Så en mere.

Døren til Kanalbodegaen står åben, og gæsterne bevæger sig ind og ud mellem kanalen og det brune værtshus.

I bogen Stamsteder blev det kortlagt, at der i 80’erne lå næsten 1.400 værtshuse i København og på Frederiksberg – men det tal ligger nu på cirka 200.

Udviklingen kan skyldes flere ting, men Flemming Strandet svarer prompte, at en del af forklaringen er tilflyttere.

”Det er folk, der bosætter sig oven på værtshusene, som der klager – og så har stederne ikke råd til at lave de store renoveringer, det af og til kræves”.

Johnny og Betina nikker, mens Flemming giver sit bud på, hvorfor flere steder lukker. De er meget enige i den udlægning.

Men røgen fra de mange cigaretter kan også skræmme den yngre generation væk fra de brune gulve og runde borde.

”Røgen spiller også ind – de unge mennesker er lidt bange for den”.

Der er en meget tydelig stemning på det 81 år gamle værtshus. En stemning, som ikke findes mange steder mere i København. Ølflasker, som rammer bordet, lyden af de mange røverhistorier fra gamle dage, musikken fra jukeboxen og lugten af Rød Prince.

Værtshuset er 81 år gammelt, og indenfor mærker man historien. Ølflaskerne, billederne på væggene, jukeboxen og røgen er ikke pynt, der er sat op for at skabe en bestemt stemning. Det er en del af den måde, stedet fungerer på.

Der er ikke meget, der minder om en moderne cocktailbar.

Det er her, Pia Jensen kommer ind.

Som bestyrer på Kanalbodegaen kender hun stamgæsterne på fornavn. Da hun træder ind ad døren, bliver hun mødt af bemærkninger fra gæsterne. Stemningen, som allerede er høj, får endnu et løft.

”Nå, der var du, Pia” udbrydes der fra bordet.

Pia betragter ikke kun gæsterne som kunder. Hun betragter dem som familie.

Hun ved som regel, hvis en af de faste gæster ikke har været forbi i nogle dage. Hvis hun ikke selv ved hvorfor, bliver der spurgt ind til det. Nogle gange bliver der sendt bud efter den person, som mangler.

Det er en lille ting.

Men det fortæller noget om det fællesskab, som stamgæsterne har med hinanden.

På mange andre barer kan man være en af mange. På Kanalbodegaen bliver man lagt mærke til, hvis man ikke kommer.

En tydelig fornemmelse af fællesskab og en bevarelse af et miljø, som i skrivende stund har set bedre dage. Fortidens styrke i de glade 80’ere er ikke den samme mere, men både Pia og stamgæsterne håber på bedre tider forude.

Timerne går, og pladsen inde på værtshuset bliver sparsom. Det nærliggende Christiania har fødselsdag, så der er ekstra gang i den ved kanalen.

Udenfor sidder det unge klientel stadig langs kanalen. Indenfor bliver pladserne færre.

En af de tomme flasker bliver fjernet fra bordet. Der bliver kigget mod baren.

Det er tid til en ny runde bajere.

Powered by Labrador CMS