”Der er noget galt, hvis vi ikke smiler, når vi slåsser”

Sveden drypper fra hendes pande. 

Rundt om hende står vikingerne, der en efter en angriber hende med spyd, sværd og økser.

Hendes løbesko skraber mod gruset, mens hun presses til det yderste. Modtager slag og afgiver slag.

For Caroline Koldsø er testen afgørende: Består hun i aften, må hun skifte træsværdet ud med et stålsværd.

Klokken 18 starter træningen på en mudret plæne, der mest af alt ligner en byggeplads. 

”Vi er fucking vikings!”  

Sådan lyder det tirsdag aften fra høvding Hildetand. Her står otte mænd og en kvinde klar til vikingekamp.

Ved siden af plænen bliver der placeret forskellige skjolde, sværd, økser og tordenspyd, mens der bliver givet krammere til alle fremmødte.

Våbnene er af forskellige størrelser, nogle er af træ og andre af metal. Men et tema går igen. De bærer præg af Gjallarhorns stolte farver, sort og gul.

Thomas Holleufer, der bærer vikingenavnet Hildetand, tager sin riddervest på, mens han gennemgår reglerne for vikingekamp. Hvor man må slå. Hvor man ikke må.

Han var i 2004 med til at grundlægge Gjallarhorn og har nu været viking i 30 år. Han får pusten, tager en tår vand og gør klar til kamp:

”Det er en kæmpe nulstilling at kæmpe. Jeg har set folk, der har haft svært ved at gå, fordi de har været så presset i en kamp.”

Venlig slåskamp

Første øvelse skal i gang. Vikingerne udvælger deres våben og gør klar til kamp. En mod en. Mand mod mand. Viking mod viking.

Ned i knæ, et skjold, der dækker maven og et sværd til at angribe modstanderen. Klar. Parat. Kæmp.

Der bliver trampet i jorden, og tunge vejrtrækninger bryder stilheden.

Klink. Klank. Klånk.

”Arr! Du fik mig,” lyder det fra slagmarken, og der bliver udvekslet et smil og et lille grin, inden kampen skal til at starte igen. For selvom det er en kamp, så er det en kamp blandt venner.

Det er noget af det tiltalende for kæresteparret Bjarke Brorsen og Caroline Koldsø, der har været vikinger siden efteråret 2025, og sammen er blevet en del af Gjallarhorn:

”Der er et eller andet galt, hvis vi ikke smiler, når vi slåsser,” lyder det fra Bjarke Brorsen, mens han bliver suppleret af sin kæreste:

”Det er et fællesskab. Det er fedt, at vi er forskellige, og der er plads til alles niveauer.”

De er begge startet efter, de var til et vikingetræf i Esbjerg, hvor de med det samme blev grebet af fællesskabet.

Det afgørende slag

Efter en vandpause, skal den afgørende del af træningen stå. Slaget. Fem på gult hold. Fire på sort hold. Tre kampe. To hold. En vinder.

Inden krigen skal i gang bliver der på begge hold gennemgået taktik:

”Så hvis du holder min venstre side, så kan jeg angribe fra højre.”

”Hvis I begge går højre om, så kan i isolere ham.”

Begge holds taktikmøder stopper og kampen kan sættes i gang. Hen over plænen bliver der kigget koncentreret på modstanderne:

”Gul klar?”

”JA!”

”Sort klar?”

”JA!”

Klar. Parat. Kæmp. Vikingerne løber mod hinanden, nede i knæ, skjoldet foran maven og våbnet hævet.

Sveden fra vikingerne drypper fra hovedet og pulsen stiger, imens de forsøger at få ram på deres modstandere.

Nulstilling.

En efter en ryger vikingerne ud, når de bliver ramt på de få specifikke områder, hvor man må slå i vikingekamp.

”Bliv ved, bliv ved. I har ham nu,” råbes der, imens slaget går sin gang.

”Sådan! Pissegodt Hilde!”

Sejrherren bliver fundet:

”Vildt godt arbejde gult! Og supergodt, du lukker af der,” fortæller Hildetand, imens der bliver sendt nogle anerkendende smil mellem de to hold.

Et broderskab

Selvom kampen er forbi, er træningen ikke helt ovre for Caroline Koldsø. Der skal vurderes, om hun sikkert og forsvarligt kan begynde at bruge stålvåben.

Hun bliver omringet af vikingerne og skal på skift kæmpe dem hver især i fire omgange. Caroline Koldsø skal vise, at hun kæmper sikkert nok med sit træsværd til, at hun kan få et stærkere våben.

Den første hun skal op imod er høvding Hildetand, der hiver sit sværd frem og begynder kampen.

Caroline Koldsø er koncentreret. Klar til udfordringen foran hende.

En runde overstået. Hun er fokuseret, rolig og selvsikker i hendes kampe mod de mange vikinger.

Anden runde følger efter. Sveden drypper fra hendes pande. Ingen pause, ingen tid til at få luft.

Tredje runde. Benene ryster, og slagene bliver svagere og svagere for hvert sekund.

Fjerde runde. Prøven er overstået. Der bliver sendt anerkendende nik i hendes retning, imens hun får vejret.

Høvding Hildetand og to af de mere rutinerede vikinger trækker sig fra gruppen, og begynder at diskutere Caroline Koldsøs præstation.

Efter noget tid kommer de tilbage, og hun får vurderingen:

”Jeg er blevet godkendt,” siger hun, imens hun giver en krammer til sin kæreste.