"Der er noget galt, hvis vi slås uden et smil på læben"

Stadionlampernes skarpe, hvide lys skærer igennem tirsdagsmørket og oplyser en rå jordplads i midten af Aarhus. Ved siden af ligger en byggeplads, som en moderne kontrast til de mænd og kvinder, der i to timer hver tirsdag bytter kontorstole og studiebøger ud med stålvåben, skjolde og armskinner. 

Caroline og Bjarke går begge til viking sammen. De er kærester og siden de mødtes på en fantasyfestival, havde de ledt efter noget aktivt at lave sammen. De faldt over klubben og tænkte, at det var en perfekt mulighed for at lave noget, som de begge interesserer sig for.

Termometeret viser seks grader, men det afholder ikke flere fra at møde op i shorts og t-shirts. ”Er du mand eller mus?” lyder det med et grin, da kulden bliver kommenteret.

Inden træningen for alvor går i gang, bliver der uddelt store krammere hele vejen rundt. 

Derefter trækker folk i deres udstyr. Det indebærer alt fra armskinner og knæbeskyttere til læderbrynje og skjolde malet med klubbens våbenskjold.

Her er man ikke bare træningspartnere. Man er et broderskab, der er klar til at gå i krig for og mod hinanden, med et smil på læben.

En følelse af nulstilling

Thomas, i dette regi kendt som ”Hildetand”, står for opvarmningen. Navnet betyder ”sejrsivrig”, og det passer godt på den 60-årige mand, der grundlagde klubben i 2004. Han har været viking i 27 år, lige så lang tid som klubbens yngste deltager har været i live.

”Vi er frie mænd,” proklamerer Hildetand, mens han kigger ud over flokken på 8 mand, der denne aften er mødt op. ”Vi er fucking vikings.”

For Hildetand handler sporten om mere end blot at svinge med metal. Det handler om en følelse af ”nulstilling”. Når man står over for en modstander med et spyd eller en økse, forsvinder omverdenen. Der er kun nuet, paraden og det næste hug der eksisterer. 

Det er en mental pause fra hverdagen, som han agter at fortsætte med, indtil kroppen siger stop.

Selvom det ser voldsomt ud, er sikkerheden i top. Våbnene er af stål, men de er ikke skarpe, de har et ”æg” på minimum 2 millimeter for at undgå alvorlige skader. Det minder om de faste sikkerhedsregler i andre sportsgrene for ældre og voksne, hvor man fjerner de farligste elementer, som f.eks. tacklinger i fodbold, for at alle kan være med.

Adrenalin og arkæologi

Blandt de kæmpende finder man Martin, også kendt som ”Krismisser”. Han har været viking i fire år og læser til dagligt forhistorisk arkæologi. For ham er sporten en måde at bringe historien til live på. 

”I aften er det kun sportsdelen, vi øver, men det er så meget mere,” forklarer han, med røde kinder trods kulden. 

Han beskriver et massivt adrenalinsus ved at besejre en modstander, men understreger samtidig, at glæden er det vigtigste: ”Der er noget galt, hvis vi slås uden et smil på læben.”

Carolines ilddåb

Træningen kulminerer i aften i noget særligt. 27-årige Caroline skal op til sin ”træprøve”. Nu skal hun bevise, at hun er klar til at opgradere fra trævåben til stål.

Prøven er intens. Caroline skal slås mod alle de andre deltagere efter tur. Det handler ikke om at ”dræbe” flest mulige, men om at vise overskud, sikkert forsvar og kontrollerede angreb. Kammeraternes sikkerhed er altid første prioritet.

Undervejs bliver der råbt taktikker og opmuntringer. ”Godt dækket!” lyder det fra sidelinjen.

Da en modstander bliver ramt lidt for hårdt på armen, lyder spørgsmålet prompte: ”Er du okay?”.

Efter prøven bliver Caroline trukket til side af fire mænd fra klubben, der tilsammen har svunget stål i næsten et århundrede. De kommer tilbage efter lidt tid og det er officielt: Caroline har bestået. Efter seks måneders slid kan hun begynde at slås med stålvåben.

Træningen slutter kl. 20.00, med kæmpe krammere til alle. Præcis som den startede, selvom de har brugt de sidste to timer på at simulere dødelig kamp, er der ingen nag at spore.

Hildetand og hans folk er et bevis på, at sport kan være mange ting. Det kan også være så simpelt som Hildetand forklarer det: ”Bare at finde nogle mennesker, man kan godt sammen med.”