Det danske skolesystem set med spanske øjne: Ana, Leticia og Sofia er startet i folkeskole

Fra det sydlige Spanien til det nordlige Aarhus - pigerne er rykket ind hos tre danske drenge og deres familier. I en måned skal de være en del af hverdagen. 

Ana Rodriguet Anguita, Sofia Garrido Lara, 16 år og Leticia Mariscal Jiménez, 15 år
Offentliggjort

Engelsk med 9.a

Solen skinner ind i klasseværelsets store panoramavinduer. Lokalet er varmt og indelukket. Frokostpausens efterladenskaber hænger i luften. En sodavandsdåse og lidt madpakkepapir flyder.

Klokken er 12.20, da Ana, Sofia og Leticia trisser ind i klassen sammen.

De går målrettet mod det højre hjørne af lokalet og sætter sig på deres faste pladser. I ført jeans og hættetrøje ligner de til forveksling de andre elever i rummet, men alligevel afviger de fra resten.

Det er svært at fange 9.a's opmærksomhed i dagens næstsidste lektion.

Elevernes fokus er rettet mod computerne. Fem fra klassen står samlet om en skærm og ser en YouTube-video.

De kigger skiftevis på læreren og ned på laptoppen. Deres ene fod tripper lidt. Den skal beslutte sig for at gå mod sin plads eller blive stående.

De tre spanske piger venter tavse på timens begyndelse og kigger rundt på eleverne, der så småt finder vej mod pladserne.

En anderledes skoledag, man stadig skal vænne sig til

Engelsklæreren ankommer på slaget. Eleverne i klassen siger hej og bruger lærerens fornavn. Det er pigerne ikke vant til. De bruger ikke navn, når de tiltaler deres lærer.

Engelsktimen er noget helt andet i Danmark end i Spanien.

”Vores klasse i Spanien laver lige nu bare grammatikopgaver,” fortæller pigerne.

Annas lyserøde Vans-taske er halvt åben, og nede i den ses notesbøger, penalhus og de lektier, hun har fået fra sin spanske lærer:

”I Spanien gør vi alt i skolen analogt. Ingen har computer, telefoner eller anden elektronik med – det er forbudt.”

Computerspil og Netflix ville stjæle fokus, og det ville ende helt galt, hvis den teknologiske virkelighed kom til skolen i Artarfe – det er pigerne sikre på. Nej, pen og papir er de nu glade for. 

Film på skemaet

Klassen mangler de sidste 30 minutter af den klassiske film ”The Butler”.

I 9.a skal de analysere og forstå temaerne fra filmen i et større perspektiv samt de historiske referencer.

Pigerne er forundrede over de danske elevers engelskniveau. De har ikke selv lært engelsk i skolen, men har gået til privatundervisning og taget en Cambridge-eksamen for at nå samme niveau.

Et skarpt, metallisk klik skærer igennem mumlen. En Cocio-dåse brækkes op. En af drengene tager en stor slurk.

En elev vipper på stolen. To andre har lagt sig fladt ned på en bred vindueskarm indrettet som bænk.

Pigerne hvisker lavmælt til hinanden på spansk for at afklare, hvad der nu skal til at ske:

”Her er det bare almindeligt at se en film. De virker ikke engang glade, men i Spanien ville eleverne juble, fordi de ikke skulle lave opgaver,” smiler Ana.

Sølvringen på Leticias finger ruller op og ned. Sofia leger med et hårelastik. Den bøjes rundt i forskellige former.

10 minutter inde i filmen falmer elevernes ellers nysgerrige blikke. Trætte øjne og tunge hoveder placeres i hænderne. En af pigerne fra klassen hiver en stak papir frem og deler flittigt ud til de omkring siddende.

De tegner og viser hinanden deres kreationer. Med det ene øre lytter de til filmen og med det andet til hinanden.

Tillid og relation i fokus

En pige rejser sig op og går ud midt i timen. 10 minutter senere kommer hun tilbage. Læreren skæver kort, da hun træder ind, men uden yderligere reaktion.

Nede fra det højre hjørne i klasseværelset kigger pigerne kort op inden blikket igen falder tilbage på filmen. De er de seneste to uger blevet præsenteret for en anden skoleform med ”friere rammer”.

”Det er vildt, hvor meget lærerne stoler på eleverne her i Danmark. I Spanien lukker de porten til skolen, og vi må først gå ud, når dagen er slut,” fortæller Anna med et rystende hoved og et paf blik.

Den gensidige tillid mellem lærer og elever er en forskel, pigerne særligt bider mærke i.

Pigerne skal ud at lave spansklektier i et af skolens grupperum. Her må eleverne arbejde uden lærerens opsyn. Et frirum for de danske elever, som pigerne beundrer:

”Her på skolen må eleverne gerne gå i supermarkedet og rundt i kvarteret i frikvartererne"

Med stor begejstring fortæller pigerne om det privilegium, de nu i en måned kan benytte sig af.

En snak om fremtiden

En tyk mappe hives op af Leticias taske: ”Ja, det er så vores lektier.”

Håndskrevne regnestykker fylder A4-arket. Lektierne skal laves og afleveres til læreren, når de vender retur til Spanien.

Jakob og Oliver, værtsmakkerne, der huser pigerne, er med i grupperummet. De pakker kufferten til november og flytter ind hos pigerne i Spanien.

De snakker i fællesskab om fremtiden og hvad den byder dem hver især.

”Jeg vil gerne til Italien, når jeg starter i tiende klasse – det kunne være meget spændende,” fortæller Jakob. Oliver tilføjer, at det er fedt at komme ud i verden og prøve noget andet.

Det er ikke den samme virkelighed, pigerne befinder sig i. De skal vælge retning og fag på universitetet, som de om to år begynder på.

Da drengene fortæller om deres drømme om tiden efter folkeskolen, ser pigerne med misundelige blikke:

”Jeg ville ønske, jeg også kunne tage en tiende klasse og finde ud af, hvad jeg vil... Det kunne være fedt også at komme på udveksling, hvis vi fik muligheden,” fortæller Sofia, mens de to andre piger nikker.

Snakken flyder videre. Bakken Bears' turnering i aften og weekendens tur til Jakobs sommerhus i Skagen.

De nye indtryk, perspektiver og refleksioner tager de med sig fra endnu en overstået skoledag.

Med rygsækken på tager de erfaringerne og oplevelserne med på deres vej videre. 

 

Powered by Labrador CMS