“Det er en lang kamp, jeg har kæmpet, siden jeg var teenager.”

Odd Thordarson trækker vejret tungt, mens han trasker op ad bakken. Han har ingen bagage, men alligevel bærer han en tungere byrde end de fleste.

Han er på vej hjem fra et AA‑møde. Det tredje denne uge. Han går hele vejen til Skejbycentret i dag, fordi vejret for en gangs skyld, som han siger: “giver ham lyst til at bevæge sig.”

Han har været clean i 182 dage. Han tæller dem én for én.

Alkohol. Hash. Svampe.

“Rusmidler har været min største udfordring. Jeg har haft mange tilbagefald.” Ordene falder uden dramatik, som om han taler om vejret.

Mødet med ligesindede har været en stor del af revanchen.

“Det er gruppeterapi for mig. Vi deler livserfaringer. Ingen dømmer.”

De skal ikke love guld og grønne skove får de altid at vide. “Det vigtigste er dagen i dag.” Det lyder som en dårlig kliché, men Odd finder nu alligevel lidt sandhed i udsagnet.

Odd har tre børn og tre børnebørn. Han smiler skævt, da han nævner dem.

“Jeg var tit skæv til deres fødselsdage. Men aldrig fuld.”

Han siger det med en bestemthed, der lyder som en regel, han engang klamrede sig til.

Familien har aldrig vendt ham ryggen. Han ringer ofte til sine to yngste børn. Den ældste får lov til at ringe, når hun har tid. “Hun har travlt med job, mand og tre børn,” siger han, uden spor af bitterhed.

“Jeg har det bedst med at lave noget hele tiden.”

Derfor fryder han sig over vejret netop i dag, og at sommeren er på vej. Det betyder nemlig flere møder i AA gruppen. Rekorden er otte gange på én uge fortæller han mig fornøjet.

Nu er han på vej igen. Prustende på vej op igennem Trøjborg. Og med hver fod han flytter, et skridt tættere på de 183 dage.