Det er fællesskabet, der gør at vi stadig er her

Clara Irena Nielsen og Agnes Ansbjerg sidder som altid ved siden af hinanden.

Der er mange, der er syge, siger Agnes.

De kan nå at komme endnu, svarer Clara.

Det tror jeg sgu ikke.

Allerede tyve minutter før start sidder størstedelen af deltagerne på deres faste pladser i det varme lokale, hvor summen af vittigheder og røverhistorier fylder rummet. Samme stemning som i en dagligstue, bare med flere bankoplader- og brikker. Der er arrangementer i Folkehuset hver uge, men de bliver færre og færre, da der ikke er mange pensionister og frivillige kræfter i området længere.

På bordene står hvide porcelænskopper på underkopper, hver med en lille blomstreret serviet under. Kopperne er tomme for nu, for kaffen kommer først i pausen. Indtil da står der kun vandkander på bordene, mens bankopladerne ligger klar på små gummimåtter, så de ikke skrider.

Brikkerne er magnetiske og ligger i små bunker. Der er magnetstave i alle farver, klar til at samle brikkerne op fra pladerne. Et par pladser står stadig tomme, men kun få.

Døren går op, og lyden af en kørestol ruller ind over gulvet.

Hej Peter, du nåede det lige, lyder det fra fra bankolokalet.

Peter Rasmussen, 95 år, triller ind på sin faste plads ved bordet i forreste række, hvor hans bedste kammerater sidder. Her har alle deres faste sæder, og ingen behøver at spørge, hvor de hører til.

Hans Jørgen Sørensen, 82 år, sidder overfor Peter. Hans blik bevæger sig konstant mellem sine egne fire plader og Peters to. Når tallene går lidt hurtigt, giver han et lille nik mod det rigtige felt, så Peter kan nå at få brikken lagt. Ikke som en stor gestus, bare som en stille hjælp.

Vi hjælper hinanden her, siger Hans Jørgen med et glimt i øjet og kigger op på sine kammerater.

Ved opråberbordet i midten af lokalet sidder Doris Kronborg, 87 år.

Her spiller vi om kontanter. 25 kroner på rækken og 50 kroner på pladen. Ovre på den anden side af vejen spiller de om smør på rækken og kød på pladen, fortæller Doris mens hun griner.

Hun rømmer sig, og rummet falder til ro.

Sshh vi starter nu. Spids ører, udbryder Agnes.

Jaja de siger det to gange, fniser Clara.

39… og det var 39!

Den har du, Peter, siger Hans Jørgen, og Peter lægger brikken med rolig hånd.

Luften er tæt, og ingen åbner vinduet. Det skal jo heller ikke trække. Alle sidder let foroverbøjet, og brikkerne klikker mod pladerne i et rask tempo. Så længe spillet er i gang, er der stille. En telefon ringer, men ingen reagerer på det. Der spilles bare videre. Enten høres det ikke, eller også ignoreres det, da alle er fuldt fordybet i Doris’ bankospil.

89… og det var nummer 89!

Så lyder det pludselig fra Agnes: BANKO!

Det er da lige før du skal tage taxa hjem, så meget du skal slæve’ på, griner Clara.

Magnetstavene glider tjept hen over bankopladerne, så næste runde er klar til at starte. Doris fortsætter det raske tempo.

Hun rømmer sig og hoster lidt. Er du okay, Doris, skal du ha’ noget vand? Man bliver da også så tør i halsen af at sidde og råg’ sårn’.

En af vennerne straks flyver op med noget vand. Doris rømmer sig igen og genoptager spillet som intet var hændt.

27… og det var nummer 27!

Er der snart pause, hviskes der i lokalet, hvorefter en anden svarer, at hun nu altså må vente en runde mere, før der er kaffe. Det er nemlig altafgørende med kaffe og kage (og ostemadder til dem som ikke spiser kage). For så kan man lidt igen, fortæller Clara mens hun kigger på sin tomme kaffekop.

BANKO!

Yes, så er det kaffetid! Det er det bedste, det er det vi kommer for, lyder det fra bankolokalet. Citronkagen er skåret i stykker på størrelse med et solidt mellemmåltid, og kopperne fyldes med varm kaffe.

Jeg vinder aldrig noget. Men det er også lige meget, jeg er her for fællesskabet, siger Peter med et smil.

Der er banko hver anden uge, men bankodeltagerne ser hinanden langt oftere end det. Der er nemlig fællesspisning alle hverdage i cafeteriet. 58 kroner for et måltid.

Cafeteriet er hjertet her. Uden det, var der heller ingen arrangementer, fortæller Hans Jørgen og peger gennem rummet mod spisesalen.

Og uden det her fællesskab, havde vi jo ikke nogen, supplerer Peter.

Vores koner er døde, så nu har vi bare hinanden, fortæller han. I weekenderne inviterer Hans Jørgen dem hjem til aftensmad, når cafeteriet er lukket.

Men noget nager Doris og flere af de andre bankodeltagere.

Det er lidt bekymrende, for der er færre og færre arrangementer her. Der bor færre og færre pensionister i området, så vi er færre om at hjælpe til her i Folkehuset, fortæller Doris mens hun sukker.

Hun trækker vejret dybt.

Vi mangler nogen til at holde gang i stedet. Jeg er ved at være for gammel til at fortsætte med at drive arrangementerne.

Doris er med til at planlægge de øvrige arrangementer i huset, såsom den kommende påskefrokost. Det er et af årets højdepunkter, hvor der både vil være underholdning, sild og snaps.

Når jeg ikke er her mere, er der ikke nogen til at stå for det hernede. Og hvad skal der så ske med fællesskabet her, siger hun med et suk.

Doris rømmer sig og rummet bliver stille igen.

Er du klar, Hans Jørgen, lyder det fra Doris ved opråberbordet.

Ja, bare kom.

Spillet fortsætter og tre minutter inde lyder det igen: BANKO!

Satans, udbryder Hans Jørgen. Han peger derefter på Peters plade.

Du var også tæt på, Peter, siger han lige så glad, som var det hans egen plade. Han manglede kun nummer 24 for at have banko.

Nå vi vandt ikke i dag, men ski’ være med det, vi kan godt li’ at være her!

Uden hyggen og det her fællesskab var jeg ikke sikker på, at alle ville være her endnu, fortæller Peter, mens han smiler stort og kigger op på Hans Jørgen og de andre kammerater omkring ham.

Klokken bliver 16.00 og bankospillerne går eller ruller ud af lokalet, indtil de ses igen om to timer til aftensmaden i Marselis Folkehus.