“Det er forfærdeligt, men jeg forstår dem godt”

Uta tager ca. en gang om året rundt i forskellige tyske delstater med hendes mand og børn for at få en bedre forståelse af landets diverse kultur. Seneste gang var de taget til Thüringen. Familien var taget på en bådtur, og ved bredden holdt det lokale brandvæsen sommerfest. Grill, øl og en stor menneskemængde iklædt Afd-t-shirts. 

"Vi blev bange," husker Uta. Det var ikke noget bestemt, de kunne pege på. Bare en fornemmelse af ubehag, og at noget havde ændret sig i deres land. 

Episoden er et lille glimt af den udvikling, der lige nu tegner sig i Tyskland. Alternative für Deutschland (AfD) ligger historisk højt i meningsmålingerne. Blandt andet i Sachsen-Anhalt, hvor de fik 43,8% af stemmerne, hvilket er mere end en fordobling af deres resultat fra seneste valg i 2021.  

Rystet over resultater 

Uta er 53 år, tidligere lærer og bosat i Köln-området. Efter eget udsagn en god tilværelse, hvor hun er privat sygeforsikret, rask og har en dejlig familie. Hun er langt fra en typisk AfD-vælger, og hun lægger ikke skjul på sin dybe skepsis over for partiet. 

"Jeg blev rigtig rystet, da jeg så tallene fra Sachsen," siger hun. For hende handler det ikke kun om politik, men om historie. Tysklands fortid under Hitler gør, ifølge Uta, at den europæiske bølge af opbakning til højre nationale partier rammer særligt hårdt i Tyskland. 

Men samtidig med rystelsen kommer noget andet. En forståelse, hun ikke kan ryste af sig. 

"Jeg har forståelse for den østtyske håndværker, der arbejder rigtig, rigtig meget og alligevel ikke har råd til at betale sit hus af," siger Uta. Hun peger på en oplevet skævhed. Mens hun selv og hendes omgangskreds ikke mærker meget til inflation og økonomisk pres, oplever andre tyskere, ofte i Østtyskland, at det simpelthen ikke kan løbe rundt, selvom de arbejder lige så meget som dem, der har det bedre. 

Den følelse af uretfærdighed, mener Uta, er en af de vigtigste forklaringer på AfD's fremgang. Det handler ikke kun om økonomi, men også om, at mange østtyskere oplever affolkning, lukkede forretninger og udsigt til lavere pension, selv efter et langt arbejdsliv. De unge flytter til de store byer, og dem, der bliver tilbage, føler sig glemt af de etablerede partier i Berlin. 

"Jeg tror, mange er blevet temmelig trætte af de etablerede partier og vil prøve noget nyt, folk er frustrerede", siger hun.  

Mere integration 

Uta fortæller om en ung, ukrainsk mor, familien tog imod under krigens begyndelse. Familien fandt hende en billig lejlighed og forsørgede hende gennem det tyske bistandssystem uden krav om, at hun skulle arbejde. Bagefter sad Uta tilbage med en følelse af skuffelse. Den unge kvinde takkede ikke ja til et rengøringsjob, de havde skaffet hende. 

"Det var åbenlyst en fejl. Man skulle have forsøgt at integrere hende noget mere," siger Uta i dag. En erkendelse, hun ikke lægger skjul på, selvom den også rummer en vis selvkritik af systemet, hun selv er del af. 

Hun peger desuden på et pressede tysk skolesystem, hvor mange elever ifølge hende forlader skolen uden ordentlige læse- og skrivefærdigheder.  

Ingen konkret løsning 

Uta har ingen entydig løsning på, hvad der skal ske, hvis AfD fortsætter sin fremgang. Hun bakker op om de etablerede partiers "brandmur" mod samarbejde med AfD, men er samtidig bekymret for, om strategien for alvor virker, eller om den blot udskyder problemet. 

Hendes afsluttende tanke handler ikke om politik, men om noget mere grundlæggende. Nemlig nødvendigheden af at tale sammen på tværs af skel. Hun refererer til den tyske forfatter Juli Zeh, der er flyttet fra Berlin til Brandenburg og skriver om at møde sine nye naboer på landet til ridning, gymnastik og børnenes fritidsaktiviteter. 

"Vi mennesker er simpelthen nødt til at tale sammen og forstå, hvorfor vi er, som vi er," siger Uta. "Det er en form for livsklogskab, man er nødt til at have, når man skal tale om de her problemer."