”Det er her jeg hører hjemme”:

Rasmus Meyer fortæller
om sin søgen efter identitet

Som en del af det danske mindretal i Tyskland
har Rasmus været på en rejse for at finde ud af,
hvem han er.

Tilhørsforholdet har fået ham til at føle sig anderledes.

Offentliggjort

”Dansker er man, når man har et dansk statsborgerskab og er født i Danmark.”

 ”Men så kan jeg jo ikke være dansk,” siger Rasmus Meyer.

For nylig var den 46-årige Rasmus til et arrangement i Middelfart, hvor han skulle holde oplæg om det danske mindretal i Tyskland. Under en samtale fik han at vide, at man kun er dansker, når man har dansk statsborgerskab og er født i Danmark.

Som en del af det danske mindretal er det langt fra første gang, at Rasmus bliver mødt med denne holdning, og hver gang får det ham til at undre sig over, hvornår man så egentlig er dansker.

I en by, der engang var dansk, men i dag tysk lever forskellige nationaliteter sammen. To forskellige sprog bliver hørt på gaden. Et tysk ”Guten Tag” og et dansk ”Goddag”.

Flensborg rummer nemlig en stor del af det danske mindretal i Tyskland.

Midt på byens gågade ligger et stort gult hus. Flensborghus.

En lugt af gammelt træ præger huset, der i dag indeholder kontorer og mødelokaler.

Gulvet knirker, og Dannebrog blæser i vinden på de mange malerier, der hænger på væggene. Mørkeblå salmebøger står klar på en reol, for her holder man af at synge danske sange.

Det er her i Flensborghus, at Rasmus arbejder som kommunikationschef for Sydslesvigsk Forening, der er det danske mindretals kulturelle hovedorganisation.

Hvorfor er der et dansk mindretal?

På begge sider af den danske og tyske grænse bor et mindretal. I Danmark er det det tyske mindretal, og i Tyskland er det det danske mindretal. De er opstået, fordi grænsen mellem Danmark og Tyskland har rykket sig igennem mere end 100 år.

Flensborg ligger i et område, som var under dansk herredømme, men da danskerne tabte krigen mod Preussen i 1864, blev grænsen rykket, og området fortysket.

I 1920 fastlægges grænsen til der, hvor den er i dag. Den dansk-tyske grænse etableres på baggrund af en folkeafstemning, som kommer af tyskernes nederlag under 1. verdenskrig. I dag lever begge mindretalsbefolkninger på hver sin side af grænsen, hvor de deler et unikt fælles tilhørsforhold.

Rødderne

Rasmus er født i Flensborg og har boet der igennem det meste af sin opvækst. Rasmus’ rejse i det danske mindretal går dog langt forud for ham selv. Hans oldefar flytter fra det sydlige Tyskland til Flensborg i jagten på et arbejde og begynder her at engagere sig i det danske mindretal.

Rasmus har igennem sin opvækst været præget af familiens ønske om at være dansk. Men når man bor i Tyskland, snakker dansk og har danske traditioner, kommer det ikke uden spørgsmål. Derfor har han fra barnsben skulle forholde sig til, hvad han egentlig er. For hvorfor bor han i Tyskland, når han lever så dansk, som han gør?

Mange tror, at skiltene i Flensborg både har det tyske og danske navn på grund af turismen, men det er faktisk på grund af mindretallet, fortæller Rasmus.

Rasmus ved ikke, hvorfor det spørgsmål fylder så meget for ham. En af grundene er nok, fordi han altid er blevet spurgt ude fra, hvad han er.

Når man i en meget tidlig alder skal forholde sig til et så komplekst spørgsmål, kommer det til at fylde meget i ens overvejelser resten af livet, fortæller Rasmus.

Hvor Rasmus har en dobbeltkultur og kan være i tvivl om sin identitet, kan flertalsborgere måske have svært ved at forstå, hvorfor man som mindretalsborger ønsker at dyrke sin minoritet så meget, fortsætter Rasmus.

For hvis ens nationalitet er klar, behøver man ikke på samme måde undre sig over, hvem man er. Hvis man som individ derimod er en blanding af to forskellige kulturer, kan det godt være svært at navigere i, hvem man er. Rasmus føler sig hverken helt tysk eller helt dansk:

”Jeg er ikke tysk, men jeg er nok dansk på en anden måde, end man er i Danmark,” udtaler Rasmus.

Identitetsrejsen

Rasmus synes, at spørgsmålet om hans identitet og danskhed var svært at forholde sig til igennem teenageårene. 

”Jeg løb skrigende væk herfra, da jeg var teenager, fordi jeg ikke kunne finde ud af det,” siger Rasmus.

Tilbage til slut 90’erne, hvor tonerne fra Aqua blæser ud af radioen, er Rasmus en opsøgende teenager, der er klar på at finde ud af, hvor han hører til. 

En blanding af nysgerrighed på at bo i Danmark og en frustration over hele tiden at skulle forklare og forholde sig til, hvad han er, får Rasmus til at tage sin studentereksamen på Aabenraa Gymnasium.

Han vil gerne være en del af fællesskabet på gymnasiet, og på baggrund af den aktive tilgang finder han det derfor nemt at falde til i det danske samfund.

Han finder hurtigt ud af de danske normer, såsom at holde fest med sine klassekammerater og tage til halbal. Men igen og igen er der øjeblikke, hvor han bliver bekræftet i, at han alligevel er anderledes.

Blandt klassekammerater bliver Rasmus betegnet som ”ham tyskeren”. Klasselærerne sætter spørgsmålstegn ved historien omkring mindretallet, fordi de ikke helt forstår den. Det bunder i, at man hverken er dansk eller tysk.

En episode fra gymnasiet husker Rasmus især. Karrieredag. En dag, hvor man som gymnasieelev i det danske samfund, skal blive klogere på, hvad man kan være.

En mand fra det danske militær fortæller om officersuddannelsen, og det lyder egentlig meget spændende, tænker Rasmus, indtil han hurtigt finder ud af, at det på daværende tidspunkt kræver dansk statsborgerskab.

”Og det har jeg jo ikke. Der går det igen op for mig, at jeg er anderledes,” siger Rasmus.

Rasmus overvejer også i sin tid i Danmark, om han skal søge om dansk statsborgerskab. Et skridt på vej i den retning indebærer en sprogtest, som Rasmus slet ikke kan forstå, at han skal tage.  

Lige der fik Rasmus en følelse af at være en udlænding, hvilket han på papiret også var. Men hele sit liv er han vokset op med en fortælling om, at han som en del af det danske mindretal, er en del af et dansk folkefællesskab. Men det følte han ikke der. Han fremstod pludselig som tilflytter. Ikke dansker.

Rasmus tager til Danmark i håb om at finde en bekræftelse på, at han er god nok, men det, han i stedet finder, er en idé om, at han alligevel ikke hører til.

I Flensborg har Rasmus brugt det meste af sin opvækst. Her har han gået i dansk børnehave og skole.

Tiden i Tyskland

Rejsen for Rasmus fortsætter på den anden side af grænsen. Han tager i det tyske militær.

Han vil udforske den side af sin identitet for endnu engang at finde ud af, hvor han har hjemme.

Når Rasmus i dag tænker tilbage på sine overvejelser dengang, ser han nu, at det var en ekstrem måde, han valgte at dyrke den tyske kultur på. Han erfarer hurtigt, at dem, som han var i tjeneste med, havde helt andre baggrunde og værdier end ham selv.

De har gået i tysk skole. Han har gået i dansk skole.

De har traditioner, som han ikke kan relatere til.

De har en form for fædrelandskærlighed, som han kan mærke, at han ikke selv har.

”Det er svært at forklare, men det handler meget om følelse. Der manglede noget danskhed,” fortæller Rasmus om sin tid i militæret.

Hjemstavn

Rasmus’ skridt på vej til at finde sin identitet, var vigtige for ham for at nå hen til der, hvor han er i dag. Hans omveje har gjort, at han kunne udvikle sin identitet.

Fordi Rasmus ikke vidste, hvor han hørte til, var det ikke klart, hvad han skulle gøre. Derfor blev han nødt til at rejse frem og tilbage. 

Han er dog glad for de omveje, han har taget, fordi de har skabt den identitet som han besidder i dag.

Rasmus vil ikke sige, at Danmark er hans moderland og heller ikke hjemstavn, men det vil han heller ikke sige om Tyskland. Sydslesvig er hans hjemstavn.

Over 100 års historie gemmer sig i Flensborghus. Stemmeplakater fra efter 1. verdenskrig er blandt andet at finde her.

Rasmus mener at det lå i kortene, at han skulle tilbage til Sydslesvig:

”Det er her, jeg hører hjemme. Jeg bliver tit spurgt, om jeg kunne finde på at flytte til Danmark, men det vil jeg ikke, for jeg vil gerne leve på min danske måde her.’’

Når der er landskampe eller andre arrangementer, hvor det er entydigt, hvilken nation man holder med, føler Rasmus ikke, at han kan være en del af det. Her kan han godt nogle gange tænke, at det ville være nemmere, hvis han ikke var en del af et mindretal.

Men selvom dobbeltkulturen godt kan have sine begrænsninger, ser han den mere som en berigelse:

”Jeg kan tage til Berlin og opleve byen på en anden måde, end turister gør, men jeg kan også tage til København og sætte mig ved siden af folk og snakke med dem uden de nødvendigvis lægger mærke til, at jeg ikke er dansker.”

Når folk spørger, hvad Rasmus er, vil han ikke sige at han er dansker, men heller ikke tysker, for den sags skyld. Derfor synes han stadig, at spørgsmålet om, hvornår man er dansk, er spændende og relevant.

Rasmus synes, at danskhedsdebatten i dag handler om at stille folk op i rigtig dansk og ikke rigtig dansk, hvilket han ikke mener, at man kan.

At have den faste ramme, der omfatter at du skal være født et bestemt sted, du skal spise bestemt mad, du skal give hånd på den rigtige måde, er i Rasmus’ verden en forkert tilgang.

”Du kan sagtens tjekke alle disse ting af, men stadig være lige så forkert. Omvendt passer du måske ikke ind i netop de mønstre, men derfor kan du alligevel være pæredansk,” siger Rasmus.

Et problem man godt kan løse

Når Rasmus bliver adspurgt til den rejse, han har været igennem, udtrykker han positivitet. Han synes, at man skal få det bedste ud af det ved at have en åben tilgang:

”Man behøver ikke at se sin identitetskrise som en krise, men i stedet som en spændende rejse. Identitetskrisen kan føles som et problem, men et, man godt kan løse ved at være nysgerrig og prøve ting af,” siger Rasmus.

Rasmus håber på, at andre kan bringe hans råd med videre i deres overvejelser, når man som mindretalsborger måske en dag skal tage en beslutning om, hvad ens tilhørsforhold er. Han håber, at man ser på rejsen med muligheder og ikke begrænsninger.

Powered by Labrador CMS