”Det er ikke bare et hold. Det er en reservefamilie”

“Hjem” råber Nicklas Ask til sin medspiller, i det han spurter mod målet. Keeperen skyder bolden mod hans fødder, der gelejder bolden direkte ind i nettet. 2-0 til Aarhus Street Soccer. Nicklas Asks andet mål i kampen udløser en stor applaus fra holdkammaterne på sidelinjen bag de hvide bander, og med under to minutter tilbage, er sejret så godt som sikret. 

Det er fredag i Aarhus Festuge, og DM i Ombold løber af stablen. Ombold er et landsdækkende idrætsfællesskab for voksne i udsatte positioner. 250 spillere fordelt på 35 hold fra hele landet er taget til Aarhus for at dyste om at blive Danmarks bedste gadefodboldhold og for at mødes i et fællesskab, der rækker langt udover boldbanen.

Et af dem er Aarhus Street Soccer, forkortet ”ASS” og udtalt med engelsk accent. "Det er vist ikke helt tilfældigt", siger en af spillerne. Normalt træner de tirsdag og torsdag under Ringgadebroen på Godsbanen, men i dag har de vendt skosnuden mod Herman Salling Plads.

Ombold minder om fodbold, men der er undtagelser. Der er fire spillere på banen. Kampen varer syv minutter. Og så er der ingen pikker under sålerne, for kampene skal spilles der, hvor de plejer: På gaden.

Ikke en normal klub

Fem minutter inden første kampstart, indkalder holdleder, Viggo Andreassen, ASS til en status. Viggo eller “boss” fortæller, at to af holdkammeraterne ikke er dukket op. Det samme gælder for et andet Aarhus- hold, og ASS bliver spurgt, om de vil hjælpe ved at være stand-in. Spillerne siger ja uden videre.

”Så kan det være, at vi får lov til at spise frokost to gange” griner spiller og formand, Alf Svendsen. 

"På bane såårt, og det var bane såårt, er det ASS mod Krammeholdet" gjalder speakeren fra højtaleren. Holdet trækker de sort og rødstribede t-shirts over hovedet og dribler sammen mod banen. Arme svinges fra side til side, ankler vrides. En gang i mellem slipper en tatovering fri fra de korte ærmer. 

”Piift” fløjter dommeren og spillerne sætter i løb mod den hvide bold.

Holdets yngste spiller, 21-årige Nicklas Ask, hørte om ASS, da han flyttede ind på et ungdomsbosted for fem år siden. Han havde været misbruger i flere år, og hverdagen var præget af ustabilitet og ensomhed. Da han startede i ASS, følte han sig for første gang på hjemmebane:

“Det ikke bare et hold, det er en reservefamilie for mig. Min far gad ikke at have mig, og jeg skred fra min mor, da jeg var 16. Det her er blevet min nye familie.”

Noget tyder også på, at medspillerne nyder godt af Nicklas Ask og særligt hans højre fod. Den unge spiller scorer tre ud af fire mål for ASS. Han erkender også, at han er god nok til ”normal fodbold.” Men det er ikke noget for ham:

”I ASS kan vi komme med alle vores qurks og særheder, og der er ingen, der dømmer os. Det er en klub for alle os, der ikke passer ind i de normale klubber,” fortæller han.

Et nyt liv

"Husk at gøre dig spilbar” råber Alf Svendsen fra sidelinjen til sin medspiller. Dagens anden kamp mod FC Isbjerg er i gang på en glat, Sort bane. Det mangeårige medlem af ASS vrider sig fra side til side og strækker ud. Stængerne er trætte efter de mange kampe som stand-in. Men Alf Svendsen siger sjældent nej, når et hold har brug for hjælp. 

Før Alf kom med i foreningen, sumpede han i en sofa og røg fede hver dag. I dag har han fem børn, en kone og spiller fodbold fire-fem gange om ugen:

 ”Ikke at man kan se det,” siger han og tager sig på maven under Jysk-logoet. 

 “Mange af os spillere har ikke meget andet at lave, og holdet gør, at vi har et fællesskab, der tager os væk fra alt det, det fylder i privaten,’” fortæller han, inden han løber ind, erstatter Nicklas Ask og forsvinder ind i flokken af rød- og sortstribede trøjer.