"Det er ikke engang et nyt kapitel. Det er en helt ny bog."

Stephanie har i flere år levet som nyresyg, hvor sygdom og dialyse var en fast del af hverdagen. Nu er det et år siden hun modtog en ny nyre.  

Stephanie er 33 år, bor i Vamdrup lidt uden for Kolding i et stort etplanhus med sine to hunde Blue og Atlas og sin mand Simon. Til dagligt arbejde hun som driftskoordinator hos Falck.
Offentliggjort

“Jeg har sgu en nyre til dig.” 

Det er overlægen i røret. Stephanie Dangthongcharoen ligger i sin seng og skal til at sove, da ordene rammer øregangen.  

“Du lyver simpelthen.”  

“Nej, det gør jeg ikke. Den er til dig, og den passer perfekt.” 

Hun bryder fuldstændig sammen i dobbeltsengen, med sin mand Simon ved sin side. 

Han lytter opmærksomt til samtalen. Han kan se alvoren i Stephanies blik.  

Pludselig farer Simon op og begynder at pakke, mens Stephanie ligger lammet tilbage i sengen.  

“Hvad skal jeg pakke? Hvor længe skal du være afsted?” spørger Simon. 

Men Stephanie har ingen anelse – hun har aldrig prøvet det før.  

Overlægen uddyber de praktiske informationer: 

“Har du tegn på influenza eller forkølelse, og kan du være på OUH i morgen klokken syv?” 

Simon overhører, at overlægen fortæller Stephanie, at hun om en time skal påbegynde sin faste.  

Han forlader straks pakkearbejdet, pisker ud i køkkenet og sætter rundstykker i airfryeren.  

Det eneste, der går gennem hendes hoved er, at hun skal have en ny nyre.

Pakning, rundstykker og søvn kan vente.  

Stephanie Dangthongcharoen er nyresyg 

Udadtil skiller Stephanie sig ikke meget ud fra andre unge kvinder. Men noget ved hende er alligevel anderledes. For tre år siden får hun konstateret nyresvigt.  

Inden Stephanie bliver syg, bruger hun næsten al sin tid på arbejde og den eneste, der virkelig, virkelig betyder noget for hende, er hunden Blue.  

Familie, kæreste og venskaber kan vente – Stephanie lever sit eget liv. Hun er, med egne ord, “en kæmpe kælling.” 

Hvalpen Atlas (tv.) og hunden Blue (th.) har været ved Stephanies side under sygdomsforløbet.

Et almindeligt rutinetjek hos tandlægen udløser lavinen 

Symptomer på nedsat nyrerfunktion

De fleste mennesker er født med to nyrer. De  fungerer som kroppens rensningsanlæg. Hvis man mister funktion i nyrerne kan man opleve træthed, kvalme, forhøjet blodtryk og hudkløe - symptomer der kan gå under radaren. Flere kan derfor gå i år uden at opdage nyresygdom. 

Kilde: Sundhed.dk

Mens Stephanie ligger i stolen under de skarpe lys konstaterer tandlægen, at der er alvorlige syreskader på hendes tænder. Tandlægen spørger direkte, om det kan være bulimi. Men det er Stephanie sikker på, at det ikke er.

På det sidste har hun dog studset over, at hun dagligt kaster op. Nogen dage sker det op til fem gange. For en sikkerheds skyld anbefaler tandlægen, at Stephanie får taget en blodprøve.  

Det er et par timer siden, hun fik taget en blodprøve hos lægen. 

Klokken er 18.10, da telefonen pludselig ringer. 

“Stephanie, jeg bliver nødt til at tilkalde en ambulance,” fortæller kollegaen fra Falck i røret.

“Du må have fat i den forkerte, jeg er jo ikke patient,” siger Stephanie, der først forventer svar på prøven i morgen.  

Men der er ikke nogen tvivl fra alarmcentralens side. Kollegaen kan tydeligt genkende det unikke efternavn.  

Stephanie tager det med ro. Hun skal lige have styr på pasning af Blue, der altid er førsteprioritet. 

Da hun ankommer til hospitalet, står det klart. Nyretallene er tårnhøje og blodtrykket er heller ikke til at tage fejl af.  

Ingen forstår, at hun stadig står oprejst.  

Det, der skulle have været en smuttur til Kolding Sygehus, bliver til tre ugers indlæggelse.  

Tre uger bliver til to et halvt års dialysebehandling 

Stephanie ender med at komme i dialysebehandling, og hun får et ufrivilligt tæt forhold med sin dialysemaskine. 

Listen over indlæggelser, infektioner og komplikationer i forbindelse med sygdommen er lang. De sidste to et halvt år har været hårde.  

“Dialyse er for mange unge mennesker ikke en måde at leve på. Du overlever, men du lever fandeme ikke,” fortæller Stephanie med et alvorligt udtryk. 

Blodet strømmer ud af kroppen fra det gennemsigtige kateter, der går ind i maskinen, bliver renset og til sidst ender i Stephanie igen.  

For Stephanie er dialyse den eneste måde at forstå og acceptere sygdommen.

Virkeligheden indfinder sig hos hende i takt med at hendes blod bliver renset, liter for liter. Set i bakspejlet er Stephanie uforstående overfor at hun har været så blind over for symptomerne. Hun kender jo til ulykke og sygdom gennem arbejdet hos Falck.  

Gæsteværelset i huset blev til Stephanies hjemmehospital, da hun var i dialyse. I dag holder hun døren lukket, og værelset står tomt.

I fem år ignorerer hun de mange tegn på nyresvigt. Hun er god til at finde på diverse forklaringer.  

På kontoret joker kollegaerne med, at de mange opkastninger, hun oplever, blot er fordi, hun er gravid. Den daglige migræne fejes under gulvtæppet, og lige pludselig er det helt normalt at være omtåget og træt.  

“Der var alle de klassiske tegn, men jeg tænkte, at jeg nok bare var stresset," fortæller Stephanie med rystende hoved.

En nyre lander 

Datoen er den 10/10/2025, og Stephanie har længe ventet på, at det blev hendes tur.  

Klokken 16:45 siger Stephanies søster, at hun lige har hørt en helikopter lande på taget af OUH. I samme øjeblik stormer en sygeplejerske ind på stuen.  

“Det er nu!” 

Stephanies søstre begynder at græde. 

Simon ryster på hovedet, mens han gentager: “Det er fucking nu, det er fucking nu!”

Forældrene er paf og kigger skiftevis på Stephanie og sygeplejersken.  

Klokken 21 slår Stephanie øjnene op, og en ny nyre er flyttet ind.

Tågen, hun i årevis er gået rundt i, er forsvundet. Om det er morfinen eller ej vides ikke - men Stephanie kan mærke, at noget er forandret.  

Stephanie har et udsnit af sine journaler liggende.

Et år efter rejser hårene sig stadig på Stephanies arme ved tanken om mindet. 

Nyren kommer hurtigt på plads i sit nye hjem, og fem dage senere er hun hjemme i Vamdrup.  

“Jeg følte mig bare så klar!” 

Den nye tilværelse byder på langt større frihed, og hun er ikke længere afhængig af en maskine. 

For første gang i fem år føler Stephanie sig som sig selv. Hun har behov for at være normal og gøre de ting, som andre gør. Da hun bliver udskrevet, er energien i top.

På vej hjem fra hospitalet meddeler hun Simon, at de ikke skal hjem - de skal på besøg hos søsteren først. Den nye frihed skal udnyttes.  

Hun kan allerede mærke, at hun er til stede på en helt ny måde. Hun kan snakke med sin søster uden at føle sig træt og distanceret. Men dagen slutter ikke der. Da hun hører, at svigerforældrene skal spille padel om aftenen, insisterer hun på at komme forbi og heppe.

"Jeg følte mig bare så klar," fortæller hun. 

En tur på rådhuset og et ja til hinanden 

Stephanie har ikke kendt Simon uden at være syg. Nyresvigt og sygdom har været på besøg i forholdet og fulgt dem i tykt og tyndt.  

Da Stephanie var på sit laveste med slanger og kateter hængende ud fra kroppen besluttede parret sig for at blive gift. Frygten for, at Simon skulle stå alene med hus og hunde, var for stor.

Egentlig anbefaler sundhedspersonalet, at de bliver gift på sygehuset, da Stephanies tilstand er så dårlig. Men hvis de skal giftes, skal det gøres rigtigt. 

En tur på rådhuset og et ja til hinanden.

Tilbage på sygehuset står sygeplejerskerne klar med champagne, port og en lille fejring for det nygifte par.  

I dag er de glade for, at de sagde ja til hinanden. Nu skal de finde hinanden uden dialyse, komplikationer og indlæggelser. Det gør de med ugentlige dates og fremtidsdrømme.  

Stephanie har gemt en del af den æresport, som sygehuspersonalet lavede til dem.

Er jeg egentligt rask? 

Men lykken over udsigterne til en ny tilværelse får en dæmper, da Stephanie en uge efter udskrivelsen får et opkald fra kommunen om noget så kedeligt som sygedagpenge.   

“Jamen, jeg har fået dine journaler og kan se, at du er rask,” siger medarbejderen i den anden ende af røret.  

Stephanie stopper op, og skal til at give damen en lang forklaring om, hvad det vil sige at være nyresyg.  

I det sekund går det op for hende, at ja, hun har en ny nyre, men det er ikke det samme som at være rask.  

At få en ny nyre er ikke en garanti for et langt og bekymringsfrit liv. Frygten sniger sig langsomt ind på Stephanie og lykkerusen fra den første uge falmer. Hun bliver bange.  

Selvom det er et år siden, at Stephanie fik den nye nyre hænger angsten for, at den pludselig svigter, eller at den ikke holder så lang tid, som hun håber, ved.  

Det, der fylder allermest 

“Medicin og efterbehandlingen er et fuldtidsjob,” fortæller Stephanie.  

Hun overholder retningslinjerne til punkt og prikke. Hver morgen og aften på præcis samme tidspunkt tager hun sin medicin. Lægetjek og blodprøver passes.

Timen efter en blodprøve er taget, opdaterer hun Sundhed.dk gentagende gange. I den time skal hun være alene, og når noget ikke er som håbet, får lægen i Kolding et opkald. 

En ting er, hvad tallene siger. Noget andet er tanken om, at hun har en del af et andet menneske i sig. Det er det, der fylder mest:

“Hvis jeg skal gøre det op, så er det i hvert fald 30 procent af min dag, der går med at tænke på donoren.” 

Hvilket slags menneske var donoren? Ung eller gammel? Mand eller kvinde? Godt eller dårligt?  

Hvordan døde donoren?  

Hvem er de efterladte? Ved de, at hun tænker på dem hver dag? 

Hun har drømme om trafikuheld og hjertestop. Drømme, hvor hun er sin egen donor. Kan hun have overtaget minder fra mennesket bag nyren?

Hun betegner ikke sig selv som overtroisk, men hvad skal hun lægge i det, når hun har de her oplevelser? 

“Der er også ting, jeg plejede at elske at spise, som jeg ikke kan fordrage længere” fortæller hun eftertænksomt.

Hun ved, at det er alvorligt og unaturligt, at det får lov at fylde så meget, som det gør. Derfor går hun til psykolog for at vende tankerne med en anden. Det er et vilkår - i hvert fald lige nu.   

"Det her er et ar, man er stolt af," fortæller Stephanie.

Ikke et nyt kapitel, men en ny bog 

For en nyresyg person tager Stephanie forholdsvis lidt medicin.

Den 10/10/2026 er det et år siden, at Stephanie modtog sin nyre. En symbolsk dag. På organdonationsdagen. En dag hvor der sættes fokus på organdonation, og de mennesker, der har haft det inde på livet. Det skal Stephanie fejre.  

"Det er ikke alt ved sygdomsforløbet, der har været dårligt," fortæller hun med et smil på læben. Hun er et forandret menneske. I dag er hun mere empatisk, sætter pris på livet og tænker mere på andre end før. Kællingen fra tidligere er lagt på hylden.  

Den nye nyre har også gjort hverdagen en del lettere. Hun er mindre træt, døjer ikke med hovedpine og forhøjet blodtryk.

Noget helt særligt er, at hun ikke længere kan høre sig egen puls og hjertet pumpe. Kroppen er i ro. "Det er unaturligt for mig," fortæller Stephanie.    

Hun tør mere.

Parret går med tanker om at flytte fra det lidt for store hus og de trygge omgivelser tæt på sygehuset. En urealistisk tanke for bare et år siden.   

"Det minder lidt om et tegneserie-ar," siger Stephanie.

Det nye liv kan ikke beskrives med ord:  

“Det er ikke engang at få livet tilbage for mig. Det er ikke engang et nyt kapitel. Det er en helt ny bog.” 

Powered by Labrador CMS