”Det er ligesom hvis man går til koncert og holder sig for ørerne”
Stof kan købes med få klik på nettet. Men hos Gitte Mathiasen bliver det løftet mod lyset, strakt mellem hænderne og mærket med fingrene, før kunderne beslutter sig
Et stykke himmelblåt glimmerstof bliver løftet op mod lyset.
Pia Busk Damm kniber øjnene sammen og vifter stoffet frem og tilbage. Små glimt danser hen over overfladen.
”Ej, det har altså ikke det rigtige shine.”
Foran hende og veninden Ann Munch ligger forskellige stoffer. Nogle med glimmer, andre uden. Nogle med pailletter, andre helt enkle.
Stoffet er spredt ud over et lille, hvidt laminatbord, der er klemt inde mellem stofruller, mannequiner og stofprøver.
De skal finde stof til to diskodragter.
Ligesom så meget andet kan stof købes med få klik på nettet. Men her i stofbutikken Hos Gitte Mathiasen på Silkeborgvej i Åbyhøj bliver stoffet løftet, vendt og trukket i.
”Nej, det går ikke. Farven bliver for kold.”
Gitte finder endnu et stykke stof frem.
Det er sort, men langs stoffet løber bølgende striber af pailletter. Da hun løfter det, fanger pailletterne lyset, og stoffet skifter udtryk.
”Den kunne altså være en god mavedanserkjole. Hvis kroppen stadig kunne holde til det,” siger Pia og griner.
De leder videre.
Et nyt stykke stof lander på bordet.
Jagten fortsætter.
Som at holde sig for ørerne
Tidligere på dagen stod Line Cummings ved det andet store laminatbord ved indgangen.
Hun skal sy ærmer på to diskodragter. Hun stikker hånden ned i sin sandfarvede totebag med en brun gravhund på siden og hiver to pangfarvede toppe frem. De er fyldt med glimmer og store sten, der glimter, da hun lægger dem på bordet.
Line er i tvivl om, hvilke farver ærmerne skal have.
Gitte forsvinder mellem stofrullerne.
Hun vender tilbage med flere forskellige stoffer.
Line tager fat i det første.
Hun mærker det mellem fingrene og trækker i det.
”Den her, den er mest stretch.”
Stoffet giver efter mellem hendes hænder.
Line prøver endnu et stykke.
Og endnu et.
Til sidst ligger fire stykker stof på bordet.
Gitte går ud på lageret for at hente mere.
Lageret er som en labyrint af stofruller fra top til tå.
Hun kommer tilbage med armene fulde og lægger stoffet på bordet. Pappet omkring rullen rammer laminatbordpladen, hver gang hun folder endnu et stykke ud.
Et stort, brunligt træmålebånd lander med et klask.
”40 centimeter er fint.”
Saksen glider gennem stoffet.
Klip.
Klip.
Klip.
Line har ikke syet særligt meget.
Men når hun skal vælge stof, vil hun ind i butikken.
”For at købe stof på nettet er som at tage til koncert og holde sig for ørerne.”
Hun holder stoffet op mod lyset. Mærker efter mellem fingrene. Trækker i det.
Rundt om hende står stofrullerne tæt.
Nogle er matte. Andre skinner, når sollyset fra vinduerne rammer dem.
Bag disken står rækker af tråd sorteret efter farve som en regnbue.
Der dufter af nyt stof og en svag, kunstig duft
Fra den åbne dør trænger lyden af biler på Silkeborgvej ind.
Ding.
Klokken over døren ringer.
”Hej, velkommen til.”
En blyant i hånden
Selvom kunderne kommer for at få stoffet mellem fingrene, findes butikken også på nettet.
Men ikke alle stofrullerne er på hjemmesiden.
Hvert stof skal fotograferes og beskrives, før det kan lægges på webshoppen. Gitte fortæller, at det kan tage mellem 20 minutter til en halv time at oprette ét nyt materiale.
Når en kunde køber noget i butikken, skal lagerbeholdningen på nettet rettes bagefter.
Indtil da klarer en blyant og et stykke papir arbejdet.
Gitte bøjer sig over papiret og noterer, hvad hun har solgt.
Hun lægger blyanten fra sig.
Klipklapperne slår mod gulvet, mens hun bevæger sig ind mellem rullerne for at hente mere stof.
Ding.
Endnu en kunde træder ind ad døren.
Gitte har ellers kaldt det en stille lørdag.
”Jeg kan ikke lade være”
Karin Kracht med kort, gråt hår, briller og et stort smil træder ind ad døren.
Bukserne og jakken har hun selv syet.
Nu vil hun lave et par bukser magen til.
Gitte bukker sig ned og tager stoffet fra Karins bukser mellem pege- og tommelfingeren. Hun mærker på kvaliteten.
Derefter finder hun en rulle med samme materiale frem og ruller den ud på det hvide laminatbord.
Karin lærte at sy, da hun var 13-14 år. Siden har symaskinen fulgt hende, og gennem årene har hun syet meget af sit eget tøj.
Når hun går rundt i byen og ser en bluse eller et par bukser, kan hun blive nærig, når hun ser prisen.
”Det kan jeg da lige så godt sy selv.”
Hun smiler.
”Jeg kan ikke lade være.”
Foran hende ligger stoffet til de kommende bukser nu foldet på bordet.
Alligevel kalder hun sig selv amatør.
”Når jeg bare er amatør, så har jeg jo altid et sted at spørge, ikke?”
Hun åbner sin taske og tager telefonen frem for at betale.
Et øjeblik efter ligger den igen væk.
Hun tager stoffet med sig under armen. Det har været mellem hendes fingre, strakt ud på bordet og vurderet i lyset.
Nu skal det hjem til symaskinen.
Ding.
