Det israelske valg banker på - men ingen kan danne et flertal

Siden Hamas' angreb på Israel den 7. oktober 2023 har krigen i Gaza været et centralt spørgsmål i israelsk politik. Samtidig er volden fra israelske bosættere mod palæstinensere på Vestbredden eskaleret, og flere europæiske lande har indført eller annonceret restriktioner rettet mod israelske bosættelser.

Det internationale pres er derfor også en del af den politiske virkelighed, som israelerne går til valg i.

Men valget handler ikke kun om, hvem der skal være Israels næste premierminister. Det handler også om, hvem der kan samle et flertal i et politisk landskab, hvor ingen af de to hovedblokke ifølge de seneste målinger står til de nødvendige 61 mandater.

Ingen kan tælle til 61

Israel har 120 pladser i parlamentet, Knesset. For at danne regering skal et parti eller flere partier tilsammen kunne samle støtte fra mindst 61 medlemmer.

Det kan blive svært. De seneste meningsmålinger viser, at ingen af de to konkurrerende blokke ser ud til at kunne samle de nødvendige 61 mandater.

Men ifølge Gideon Rahat, professor i israelsk politik, er der faktisk ikke kun to blokke.

”Det, vi har i Israel, er grundlæggende ikke to blokke, men tre blokke. Den ene blok er Netanyahu-blokken, som består af den yderste højrefløj, religiøse zionister, de ultraortodokse partier og Likud. Så har vi den såkaldte forandringsblok, som blandt andet består af Eisenkots centrum-højre parti og andre centrumpartier, og så har vi en tredje blok bestående af de arabiske, ikke-zionistiske partier.”

De to hovedblokke står ifølge meningsmålinger fra Jerusalem Post til at få 52 mandater hver.

Den tredje gruppe består af de arabiske partier, som står samlet til omkring 12 mandater i de seneste målinger. De kan derfor blive vigtige for, hvem der kan danne regering, men flere centrale partier ønsker ikke at være afhængige af deres støtte.

Samtidig står et nyt parti ledet af Yoaz Hendel og Yaron Zelekha uden for de to hovedblokke og balancerer omkring spærregrænsen. I de seneste målinger er partiet både blevet målt til at komme ind med fire mandater og til at falde under grænsen.

Det betyder, at få procentpoint kan få stor betydning. Ikke bare for, hvem der får flest mandater, men for hvem der overhovedet kan samle 61 og danne regering.

Hvem kan samle de 61?

Men hvis ingen af hovedblokkene kan nå 61 mandater alene, hvem kan de så samarbejde med?

De arabiske partier kan være en mulig brik i det politiske puslespil. Problemet er, at ingen rigtig vil samarbejde med dem.

”Problemet er, at de ikke-zionistiske partier bliver set som uacceptable samarbejdspartnere af for mange mennesker. Derfor kan forandringsblokken ikke sige, at de vil samarbejde med dem, hvis de vil vinde valget.”

Men et samarbejde behøver ikke nødvendigvis betyde, at de arabiske partier bliver en del af regeringen. En anden mulighed er en mindretalsregering, hvor de arabiske partier er støttepartier.

»Det, der kan ske, er, at de støtter regeringen eller i det mindste ikke stemmer imod den. Så kan vi få en mindretalsregering. Det er en mulighed. Men mindretalsregeringer er meget sjældne i Israel, og de ved ikke rigtig, hvordan de skal få det til at fungere. De arabiske partier skal også samarbejde med den idé.«

Hvis det ikke lykkes at samle et flertal, kan Israel derfor ende i lange forhandlinger eller endnu et valg.

Samtidig er valget ikke nødvendigvis kun en kamp mellem højre og venstre. Rahat peger på, at israelsk politik i høj grad er blevet personificeret omkring de enkelte partiledere og ikke bare kan deles op i højre og venstre.

”Valgene er meget personlige. De handler meget om populisme versus noget, jeg ikke ved, om man kan kalde antipopulisme. Det handler ikke om højre versus venstre. Det handler om Netanyahu.”

Hvad betyder det for Israels fremtid?

Men det israelske valg handler ikke kun om, hvem der får nøglerne til premierministerens kontor. Hvem der ender i regeringen, kan også få betydning for Israels fremtidige kurs over for palæstinenserne.

Hvis Netanyahu bliver erstattet af en regering ledet af Gadi Eisenkot, kan der ifølge Rahat ske ændringer i den måde, staten fungerer på.

”Hvis Eisenkot kommer til magten, selv uden en kæmpe succes, og han kan genoprette forholdet til staten, institutionerne, domstolene og alt det, der har med staten at gøre: militæret, politiet og så videre, og professionalisere dem, så vil det være en forbedring.”

Også Israels forhold til omverdenen kan ændre sig.

”Når det kommer til udenrigspolitikken, tror jeg ikke, vi vil have mennesker i regeringen, der gør eller siger ting på samme måde, som den yderste højrefløj gør. Det vil sandsynligvis få Israel til at se bedre ud globalt, og der kan også være mulighed for en mere pragmatisk tilgang til forskellige ting. De vil heller ikke i samme grad tillade, at bosætterne gør, hvad de vil.”

Men et regeringsskifte vil ikke nødvendigvis betyde en hurtig løsning på konflikten.

Rahat vurderer, at en egentlig fredsaftale med palæstinenserne ikke er lige om hjørnet, og at en ny israelsk regering ikke vil være den regering, der etablerer en palæstinensisk stat.

Det store spørgsmål bliver dermed ikke kun, hvem der får flest mandater den 27. oktober, men om nogen overhovedet kan samle de 61 mandater, der skal til for at danne en regering.