"Det ligner jo ikke noget fra kommunen"

Men det er det. Københavns nye autismehus skal give dig en følelse af hjemlighed og varme

"Jeg har været rigtig meget på genbrugslageret og genbrugsportalen. Både for at spare penge, men også fordi bæredygtighed er vigtigt, og fordi jeg udfordrer min faglighed ved at genbruge" fortæller indretningsarkitekt Emma Iuul
Offentliggjort Sidst opdateret

I København er et nyt hus kommet til verden. En gammel pølsefabrik og et kontorhotel er blevet ombygget til et 2500 kvm stort Autismehus. 

Indretningsarkitekt Emma Iuul, har stået for design og indretning, og fortæller: “Det var en stor, men enormt spændende udfordring for mig at sætte mig ind i, hvordan man indretter et hus til autistiske mennesker. Mennesker med en hjerne, som fungerer anderledes end min”

Emma forklarer, at hendes fokus blev at indrette med forskellighed. “Altså autister er jo lige så forskellige som alle andre mennesker. Man kan forsøge at lave noget der passer på de fleste, og så kan man forsøge at lave noget forskellighed”.

Faktaboks

  • Autismehuset har adresse på Høffdingsvej 34 i Valby 

  • Autismehuset rummer Københavns Kommunes forebyggende tilbud til børn, unge og voksne med autismediagnoser

  • Autismehuset rummer derudover en cafe, samværstilbud og forskellige aktivitetsrum 

  • De fleste møbler og anden indretning er genbrug fra kommunens genbrugslager 

Emma beskriver, hvordan hun i starten var mest opmærksom på at gøre indretningen så lidt sanseforstyrrende som muligt, men undervejs i processen blev hun opmærksom på, at det for sansefølsomme autister også er rart, at der er noget der stimulerer sanserne. Derfor er alle rum indrettet forskelligt. På den måde tilgodeser rummene mange forskellige behov, og man kan placere sig, så man enten kan lade sit blik falde på genstande eller billeder eller på en bar væg. 

Hvordan vil man som gæst kunne mærke, at indretningen er designet til autistiske mennesker? 

“De fleste mennesker har jo basale behov i indretningen som tilpas belysning, god akustik, behagelig temperatur, god udluftning og bløde møbler, men for autistiske borgere har det større negative konsekvenser og giver større ubehag, på grund af en øget følsomhed af sanserne, hvis disse behov ikke er opfyldt” fortæller Emma. 

Udover forskellighed i indretning og at sikre de basale behov, har det også været vigtigt for Emma at skabe et sted, som udtrykker varme, ro og en følelse af hjemlighed, hvilket skabes ved brug af bløde møbler, gardiner, belysning og varme farver. 

Hvorfor er det vigtigt at skabe en følelse af hjemlighed i et hus som dette? 

“Vi forbinder typisk hjemlighed med tryghed og varme og afslapning”, fortæller Emma og forklarer, hvordan det at møde op til en samtale eller et arrangement i kommunen godt kan være svært og trigge ubehag. “Hvis ens nervesystem er meget stresset, så kan en lille smule ro og tryghed i indretningen være enormt brugbar” 

"Vi forbinder typisk hjemlighed med tryghed og varme og blødhed med afslapning. Det er et indretningsmæssigt greb, man kan bruge til at skabe noget roligt" forklarer Emma Iuul

Adspurgt til hvordan feedbacken på indretningen har været, fortæller Emma, at det der ofte går igen er, at folk siger “Ej, det ligner jo slet ikke noget fra kommunen”, hvilket Emma tager som en ros, men også som et udtryk for, at det er vigtigt, at vi også fremtidigt prioriterer godt design og indretning i kommunalt regi. 

 

Powered by Labrador CMS