Det man ikke hører, har man ikke ondt af - endnu!

Erkendelsesprocessen af Helle Galsgaards høretab har været lang for både hende selv og hendes omgivelser. Det har givet konsekvenser på længere sigt, fordi det man ikke hører, har man ikke ondt af - endnu!

Kolesteatom

Det er med en vis portion bekymring, at Helle Galsgaard træder ind i ørelægepraksissen for, hvad der føles som 117. gang med mellemørebetændelse. Hun er skrækslagen for den smerte rensningen af ørerne giver. Helle Galsgaard har på fornemmelsen, at ørelægen synes, at hun er hysterisk, men hendes øre er super følsomme efter alle de gange, hun har fået dem renset på grund af Kolesteatom.

Imens hun sidder og tænker på, at det slet ikke er til at holde ud, siger ørelægen, at hun skal tage til psykolog, så hun kan få behandlet angsten for at få renset øre.

Helle Galsgaard kigger på ham: “Jeg har ikke angst, jeg har ondt.”

Sådan kan det lyde, når selv ikke fagfolk helt forstår konsekvenserne.

Konsekvenser

Helle Galsgaard går som sædvanlig over på sin plads i den rigtige side af klassen. Fuldstændig uviden om hvor tærende hendes ellers stortrivende liv som social blæksprutte, er på hendes hjerne og krop. De mange mellemørebetændelser har gjort ondt, men ikke ændret meget i hendes unge liv, hvor høretabet ikke er blevet centrum for hendes eller omgivelsernes handlinger.

Det er først langt senere i livet, da det går galt og sygdommen Kolesteatom kan påvises, at Helle Galsgaard får hjælp og selv erkender, at hun har et høreproblem.

Efter operationen opdager hun, hvor virkelig lost hun er uden høreapparater. Det var pludselig en nødvendighed, hun ikke vidste, at hun havde.

Helle Galsgaard sidder i bilen og tårerne triller ned ad hendes kinder. At være på højskole passer til hendes sociale natur, men denne gang har de kommunikative anstrengelser været langt over hendes grænse. Hun føler, at hun ikke kan kommunikere ordentligt. Hun skulle helt sikkert fra starten af højskoleopholdet have sagt, at hun ikke kan høre så godt, reflekterer hun.

“Jeg har virkelig fundet ud af hvor rigtig meget, jeg går glip af. Der er sætninger jeg selv støber sammen.” “Jeg er blevet mere opmærksom på, hvornår jeg er træt, fordi jeg anstrenger mig så meget.”

Efter de store opdagelser er Helle Galsgaard blevet mere opmærksom på, hvornår hun skal bruge sine særlige sociale blæksprutte kompetencer. De bliver mere prioriteret at bruge i de tætte og værdifulde relationer frem for at gøre sig synlig i større sammenhænge, der er mindre relevante. “Jeg kigger efter, hvad kan egentlig betale sig.”

Erkendelse

Helle Galsgaards stemning skifter til en mere alvorlig mine og pauserne bliver længere før svarene kommer frem. Om hun har accepteret sit høretab svare hun lidt afvigende: “Jeg er irriteret over det.” og fortæller at det jo er et vilkår, så der er vel en form for accept.

Det er lidt værre med omgivelsernes erkendelse af hendes høretab, fortæller hun.

De forstår ikke helt hvor lidt hun hører. De.kan finde på at snakke til hende fra et andet rum og forvente, at hun kan høre det. Det skaber stor anstrengelse i hende for at høre, hvilket er det der trætter.

“Jeg har nok ikke selv været god nok til at forklare det. Måske er det, fordi jeg ikke selv har taget det helt så alvorligt som det i virkeligheden er.” funderer Helle Galsgaard.

“Det er jo et handicap, der er lidt overset. Det er et stort handicap. Det har stor indflydelse på ens psyke. Det er jeg blevet mere bevidst om.”

“Det er faktisk et stort tab. Jeg kan mærke, at det sådan er begyndt at gøre mig ked af det nogle gange, fordi det er jo et fravalg af noget socialt.”

Hun snakker langsommere og lyder som om, hun formulere tankerne i højt.

“Altså når man erkender noget, så er der også fokus på det.”

“Erkendelse er en god ting, fordi det er med til at få det bedste ud af det man kan, men samtidig får man også øje på alt det man ikke kan.”

“Det er også der, at man får øje på begrænsningerne. Hvor du ligesom kan sige magter jeg faktisk at tage på sådan en højskole eller gøre sådan og sådan. Hvor tidligere har jeg bare kastet mig ud i det.” forklarer hun og tilføjer at selvom hun holder meget af at være i sociale sammenhænge, så tærer det på kræfterne.

“Det er også der man mærker sorgen over noget man ikke kan.”

Erkendelsesprocessen har været lang for Helle Galsgaard og hendes omgivelser og konsekvenserne er både lydlige og sociale anstrengelser, som udmunder sig i en træthed, hun gerne ville have været foruden formulere hun:

“Så meget træthed og slid det har givet, som jeg kunne have været bevidst om, hvis der var nogen der havde hjulpet mig rigtigt med at få øje på det.”