Skyerne ligger som en dyne over Risskov.
Ikke en dyne man får lyst til at kravle ind under,
men en, der leder tankerne hen på storm og regn.
Det perfekte vejr til kapsejlads
"Den kan ikke kæntre, den vejer 8 ton"
Jan Ankerstjernes J-120 ligger i vandet med en vinkel på 30 grader, da han kaster bemærkningen. Det giver dog et lille sug i maven at kigge direkte ned i vandet, der synes at fortsætte i et uendeligt mørke.
Langs bro 14 ved Århus Ø ligger bådene på en snorlige række. Grønne, gule, røde, grå.
Fra himlen advarer mågerne om det forstående uvejr. Jan Ankerstjerne står for enden af broen på sin båd, J'ouvre, i striktrøje, uden at tage notits af de skyer over ham, der gradvist bliver mørkere.
En for en bliver skibsmotorerne startet og knurrende bliver sejlbådene manøvreret rutineret ud af havnen. Aftenens sejlads er nemlig ikke en enestående begivenhed.
Hvis man går en tur i Risskov og kigger ud over bugten, vil man de fleste dage fra klokken seks se både sejle fra bøje til bøje i et forsøg på at nå målet først.
Spillet knurrer, da Jan ruller sejlet op. Godt 80 kvadratmeter stof rejser sig som en mur over båden og hver gang et vindstød rammer muren lyder en øredøvende rusken.
Upåvirket, som var det hverdagskost udbryder Jan Ankerstjerne:
"Hov, der er en sæl"
Og rigtig nok, der, i overfladen, stikker et lille hoved op.
"Jeg går lige ned og finder noget regntøj" siger Jan Ankerstjerne, mens de første dråber falder på dækket.
Trods han nærmer sig de 70, bevæger han sig med en lethed rundt på båden, som nogle måske gør det på en fodboldbane og andre på et klaver.
Han har også sejlet siden han var helt ung.
Det er måske også den fremtid, der venter den gruppe studerende, der sejler rundt inde ved Århus Ø. Springende rundt i våddragter på de små sejlbåde, er det ikke sjældent de kæntrer og må rejse båden igen.
De fleste, der sejler i Danmark er ellers mænd på Jan Ankerstjernes alder. Flere steder bliver der dog lavet tiltag for at tiltrække sejlere i alle aldre, fordi Dansk Sejlunions medlemstal er det laveste det har været i over ti år.
En artikel fra Minbaad.dk peger dog på, at klubber med et højt aktivitetsniveau klarer sig bedre sammenlignet med andre.
Dansk Sejlunion fremhæver blandt andet kapsejlads for voksne som en af de aktiviteter der er med til at øge medlemstallet. Med flere ugentlige sejladser, er det noget de har taget til sig i de århusianske klubber.
Nu er der 9 minutter til at sejladsen går i gang.
Regnen lander koldt på kinderne.
Det tegner til at blive en våd fornøjelse.
Et hektisk startskud
"Hov hov" udbryder et besætningsmedlem på en båd, med sorte sejl, lavtliggende i vandet.
Et øjeblik sitrer luften af spænding.
Jan Ankerstjernes 8 tons tunge sejlbåd har kilet sig lige ind mellem to andre.
Hans ellers rolige adfærd er et kort sekund skiftet ud med et par hektiske bevægelser med det store hjul af et ror. 8 ton kan gøre meget skade, når der ikke er en bremse.
Men nu er der ingen tid til at tænke mere på det, intensiteten ude på vandet er blevet skruet op. Sejladsen er i gang.
"Slæk, slæk, og træk så... mere... ja det er godt", råber Jan Ankerstjerne for at overdøve den markante susen af vind i ørerne.
Båden er vendt og det bliver helt stille. Medvind.
Sammen med medvinden klarer himlen op, det forventede regnvejr er passeret. I stedet melder et nyt problem sig. De andre er kommet foran.
Jan Ankerstjerne tager det i stiv arm: "De sejler også med spiler. Det er 150 kvadratmeter mere til at fange vinden... og de har Finn med. Alle kender Finn, han har været med til at få mange mennesker til OL"
Da båden drejer om den grønne bøje, rammer solen stik ind i øjnene. Sidste strækning.
Jan Ankerstjerne sidder roligt og holder i roret, mens bådens hældning sender skumsprøjt op på dækket.
Et dyt lyder, da han passerer dommerbåden ti minutter senere.
Sejladsen er ovre, men det blev ikke til en sejr.
Om der er en vis knurren i Jan Ankerstjernes stemme, eller om det blot er lyden af den genstartede motor, er ikke til at sige.
"Normalt er jeg ikke et konkurrencemenneske, men der kommer noget over mig, når jeg sejler. Men i dag er det okay. Vi havde vundet, hvis vi havde sejlet med spiler."
Der er gået 53 minutter siden sejladsens start,
Smil og nik bliver udvekslet mens sejlene bliver pillet ned et for et hos de omkringliggende både. Stemningen er anderledes nu. Konkurrencen er ovre.
Sejlsport som medicin
Nede i kahytten mindes Jan Ankerstjerne en af sine mange oplevelser på vandet:
"Fjorten dage siden lå jeg for anker ovre på den anden side. Pludselig kunne man se tre-fire marsvin sådan lige rundt om båden, der pustede ud. Og så lidt senere lå der en sæl, så skålede jeg lidt med den mens solen gik ned, altså det kan et eller andet"
Forskning viser da også at sejlads kan et eller andet. Det er både godt for den mentale og den fysiske sundhed.
Havet og livet om bord på en båd kan sænke ens stressniveau og samtidig øge ens livskvalitet. Det er blandingen af natur, fællesskab og fysisk aktivitet, der er den gyldne opskrift.
En svag lugt af havn rammer, da båden igen ligger til kaj, fenderne bliver bundet fast til rælingen og fortøjringerne bliver kastet tilbage ombord.
En stille summen fra folk, der pakker deres både sammen, lyder fra de mange broer.
Der er næsten helt mørkt udenfor nu, men lyset skinner fra vinduerne i en lille lade. Snak og grin strømmer ud fra den åbne port, hvor aftenen slutter af.
Bag porten sidder hovedsageligt mænd med gråt hår.
Det er også kun hos de ældre sejlere, at medlemstallet har været stabilt i de år, hvor andre aldersgrupper er faldet fra.
Dog viser en undersøgelse fra Dansk Idrætsforbund, at en anden gruppe er i fremgang.
Siden 2015 er antallet af kvinder i sejlsporten steget med 20 procent og der står da også to kvinder i køen til mad. Iklædt i blå, sporty rullekraver udbryder de godt nok frustreret: "Vi vinder aldrig, det er skideirriterende!"
Efter præmieuddeling og hyggesnak er det tid til at sige tak for i dag.
Havnen ligger nu øde hen, sejlbådene ladt til sig selv og kun lyden af snore, der slår mod masterne, bryder aftenstilheden.