Det sorte hul foran ARoS

Træd med ind i et sort hul, der suger alt lys og materiale til sig. Se hvordan menneskekroppen strækkes ud af det enorme tomrum. En såkaldt spaghettificering, hvor kroppen gøres lang på vej ind i det sorte hul.

Oplev hvordan tiden bliver relativ og forskydes, fordi kun få ting undslipper de enorme kræfter. Tal ind i mikrofonen, og hør din stemme flere minutter senere. Din forvrængede stemme runger i brudstykker ud over Art Square.

Det er her, foran ARoS man siden fredag den sjette marts har kunne opleve, det værk der hedder, ”A Black Hole Calling us”. Ferniseringen er kombineret med åbningen af Art Square. 

Selve værket består af otte tosidede skærme, som danner en cirkel. På skærmene ser man rødlige nuancer og brudstykker af de personer, som står midt i kredsen af skærme. Man kan nemlig gå ind i midten, hvor der står et kamera og en mikrofon, som gør publikum til en del af værket. Værket er lavet af Cecilie Waagner Falkenstrøm.

Taler om kunst

Irske Alan O’Leary synes, det er et modigt værk, men han siger også:

“Det prøver for meget på at illustrere ideén om et sort hul fremfor at give en oplevelse af det.”

Alan er mødt op med sin svigerfar, til deres ugentlige samtale. Svigerfaren interesserer sig for videnskab, og Alan går meget op i kunst, og har tilmed medlemskort til ARoS.

Som Alan selv påpeger:

”Det er den perfekte lejlighed for os at have en samtale sammen.”

Alan og hans svigerfar deltager i hele arrangementet inklusive at overvære taler fra ARoS’ museumsdirektør, Rebecca Mathews, kunstneren bag værket, Cecilie Falkenstrøm og Rådmanden for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen.

Alan står med resten af de fremmødte stimlet sammen i en halvcirkel om en midlertidig talerstol, akkompagneret af to højttalere der brager talernes budskaber ud over det nye Art Square.

Hvis man er i tvivl om, hvad der bliver sagt, bliver det heldigvis kastet tilbage fra de omkringliggende bygninger i form af ekko.

Med byggepladsen, der lige nu udgør The Dome, som baggrund bliver der fra talerstolen talt om visioner, sorte huller og kommunale planer for kunst og kultur. Publikum klapper troligt efter hver tale.

Efter talerne bevæger mange sig ind i caféen i ARoS, hvor en DJ spiller musik.

Andre bliver ude og beundrer værket - nu med større viden om hvad det egentlig er for noget.

 Teknologi og kunst

ARoS’ museumsdirektør kan i et interview efter talerne fortælle om visionen med Art Square, hvor værket er placeret:

“Vi vil sørge for, at ARoS forbliver interessant og fortsætter med at udvikle sig for folk, der vil komme og besøge os.”

Hun er oprindeligt fra Storbritannien, så interviewet foregår på engelsk. Hun har travlt, for talerne er trukket ud, og programmet skredet for hende. Hun skal egentlig til reception med kunstneren Cecilie Waagner Falkenstrøm, men har lige tid til at svare på et par spørgsmål om, hvordan værket ”A Black Hole Calling Us” taler sammen med den vision, ARoS har for fremtiden:

“Cecilie stiller virkelig vigtige spørgsmål om, hvordan kunst og teknologi forholder sig til hinanden. Så at placere noget som dette i den offentlige sfære, hvor alle kan opleve det, er en vigtig måde at forære vores publikum noget.”

Og netop det taler ifølge museumsdirektøren direkte sammen med ARoS’ DNA, som ifølge hende indeholder en konstant evolution.

Byen som lærred for kunst

En anden person for hvem programmet er skredet, er Rådmand Jesper Kjeldsen.

Han er yderst begejstret for værket, og at det er offentligt tilgængeligt. Han er af den opfattelse, at der ikke er nogen by, noget sted i verden, der bliver fattigere af at have kunst i det offentlige rum:

”Jeg er meget, meget glad for det, der hedder contemporary art, hvor vi låner byrummet ud i en periode og viser noget frem, så byen på en eller anden måde bliver et lærred for kunstnerne.”

Et andet aspekt ved værket, der betager rådmanden, er det element, at det konstant ændrer sig, qua den interaktion det indbyder til:

”Det er en ny oplevelse, hver gang man besøger stedet – det er goddag og farvel. Det synes jeg, gør det enormt dyrebart at bruge tid med værket.”

Mens Jesper Kjeldsen taler, udsender kunstinstallationen konstant bølger af forvrængede lyde.

Lydene fra værket blander sig med lyden af folk på pladsen, der trasker rundt i det perlegrus, som dækker jorden.

Efterhånden som eftermiddagssolen begynder at glide længere ned mod horisonten, står værket endnu tydeligere frem og kaster orange lys af sig.

Fascinationen over værket, på den nye plads, synes ikke at dampe af. Der er uafbrudt mennesker omkring og i det.