DF-forslag udløste massiv kritik i Esbjerg Byråd
Mandag aften på byrådsmødet på Esbjerg Rådhus løb en mand med titlen som aftenens hovedrolle. Det var Mads Engelund Larsen fra Dansk Folkeparti, efter at have fremsat et initiativretsforslag og to ændringsforslag til aftenens møde, som mødte bred kritik i byrådet.
Det hele startede som et stille og roligt byrådsmøde mandag eftermiddag, som det gør hver uge. Mødet tog dog en dramatisk drejning, da byrådet var nået til punkt 13 på deres dagsorden.
Det, der skulle stemmes igennem ved punkt 13, var et bidrag på 12,74 millioner kroner og en garanti til Esebolig til 90 ungdomsboliger på Stengårdsvej i Esbjerg Ø.
Det forsøgte Dansk Folkepartis Mads Engelund Larsen at udfordre ved at stille et ændringsforslag om fuldt ud at nægte at give bidraget på 12,74 millioner kroner og garantien.
Et forslag, som ville være et direkte brud på loven. Det mødte stærk kritik fra alle byrådsmedlemmer, udover hans partifælle Bo Hollænder, da dette ville være et direkte brud på ghettoloven, en lov Dansk Folkeparti selv stod bag tilbage i 2018.
Den varme stol
Efter at Mads Engelund Larsen havde fremsat ændringsforslaget, tog stemningen i byrådssalen en drejning. På skift begyndte de forskellige byrådsmedlemmer nemlig at kritisere Mads for hans forslag, hvor kritikken især gik på, at ændringsforslaget ville være i direkte strid med loven.
Runden startede med, at konservative May Britt Andrea Andersen fik ordet og kaldte Mads Engelund “faktaresistent” og beskyldte ham for at sende “politisk tomme signaler”. Kritikken stod hun ikke alene med.
Senere fik borgmester Jesper Frost ordet, hvor han fortalte, at han ønsker, at Dansk Folkeparti kommer med en “mere seriøs tilgang”, og at “dette ikke er ungdomspolitik, men faktisk den virkelige verden”.
Kritikken fortsatte fra både Radikale Venstre og SF. Derefter fik Mads Lustrup fra Socialdemokratiet ordet, hvor han kaldte forslaget både “usympatisk” og “højrepopulistisk spin”.
Det forbudte forslag
Man skulle tro, at Mads Engelund havde fået nok fokus efter næsten 40 minutters kritikrunde, men da byrådet nåede til dagens punkt 16, et initiativretsforslag fra Dansk Folkeparti, røg fokus igen direkte tilbage på ham.
Forslaget gik ud på, at Esbjerg Kommune skulle forbyde støtten på 5.000 kroner til foreningen Palæstina Film Festival.
Forslaget var allerede tidligere på dagen erklæret ulovligt af byrådets jurist, som byrådet var orienteret om, men alligevel skulle punktet behandles på dagsordenen, hvilket vakte Mads Engelunds forundring.
Derfor fremsatte han et ændringsforslag til sit eget punkt 16, som gik ud på, at det i stedet skulle være en principbeslutning om, at byrådet skulle sende et signal til forvaltningen om, at de ikke bør støtte Palæstina Film Festival.
Læs mere om forslaget fra DF og Palæstina Film Festival her
"Et skoleeksempel på populisme”
Herefter begyndte kritikrunden igen, hvor kritikken denne gang gik på, at initiativretsforslaget aldrig burde være kommet med, da flere mente, at det var for dårligt udarbejdet.
Nicolaj Aarøe fra Det Konservative Folkeparti udtalte, at forslaget var “et skoleeksempel på populisme”. Derudover blev forslaget blandt andet også kaldt “småligt”, “latterligt” og “uhensigtsmæssigt” på tværs af partierne i byrådet.
Alle partier fik taletid igen, og kritikken af Mads Engelund og hans to ændringsforslag samt initiativretsforslag varede i næsten en time og ti minutter, hvor de på skift fik ordet. Til sidst endte det med, at ændringsforslagene blev stemt ned af alle, udover Dansk Folkepartis to mandater, der stemte for.
Det ene forslag ville føre til direkte strid med loven, hvis det blev vedtaget. Hovedpunktet fra punkt 13 blev vedtaget med 29 stemmer for og to fra Dansk Folkeparti imod.