Digitale spil online er et socialt frirum - især for drengene

Mange voksne bekymrer sig over, hvor meget tid børn og unge bruger på online digitale spil. Men for dem der spiller, handler det oftest om fællesskab.

Drenge spiller mere end pigerne og forskellen øger med alderen.
Offentliggjort

Sammen om at have det sjovt

DR’s årlige medierapport viser, at der er stor forskel på børns vaner, præferencer og motivation for at spille computerspil, men:

«Forestillingen om zombie-lignende børn, der indoktrineres af skydespil eller af teenagere, der er groet fast i gamerstolen, indfanger ikke, hvad gaming er for de fleste danske børn i dag»

(Medieudviklingen 2024, DR, 2025)

Underholdning er den altoverskyggende motivation for at spille for børn i alle aldre, men både drenge og piger søger socialt samvær gennem digitale spil. Det sociale aspekt bliver vigtigere med alderen, men allerede tidligt spiller børn med hinanden over nettet og taler sammen imens:

«Fra ni års-alderen er det 9 ud af 10 børn, der spiller med venner, der ikke er fysisk til stede. Her taler 2 ud af 3 med deres spillefæller via chat eller lyd inde i spillet eller parallelt over Messenger eller FaceTime, mens de ældre børn hælder mere til Discord»

Unikt digitalt samlingssted

Professor Rasmus Kleis Nielsen forsker i nyhedsmedier og demokrati. Han peger på at nyhedsmedier giver os mulighed for at være en del af et større fællesskab. I dag, med stadigt større mængder nyheder og underholdning online, er der kamp om vores opmærksomhed. Der er mange nye måder at vedligeholde meningsfulde relationer på online, i følge Kleis Nielsen.

Digitale spil online er et af disse nye fællesskaber. Spilplatformene kan noget unikt, som tiltrækker børn og unge. 

Især drengene gamer

Digitale spilvaner blandt børn mellem 12 og 15 år

· 75% af drengene spiller hver uge.

 · 50% af drengene spiller dagligt. Heraf spiller halvdelen mere end 14 timer om ugen.

· 40% af pigerne spiller aldrig.

· 10% af pigerne spiller dagligt. Heraf spiller 13% mere end 14 timer om ugen.

(Medieudviklingen 2024, DR)

 

Når teenageårene sætter ind, spiller drengene i øgende grad og langt mere end pigerne. Mange definerer sig som ’gamere’ og en del spiller mere end 14 timer om ugen.

Det er dog sjældent timer tilbragt alene. 

Næsten 8 ud af 10 drenge mellem 12 og 15 år angiver, at de bruger digitale spil som ramme for at hænge ud med vennerne. De samles om Fortnite, Minecraft eller andre spil, konkurrerer eller samarbejder online, mens de taler sammen - ofte akkompagneret af video.

Åbent rum under lockdown

Online gaming er et socialt rum og gamerne kunne stadig spille sammen, da de ikke måtte samles fysisk under Covid-19 lockdown i 2020-21. Et dansk studie viser at: 

«Gaming fungerede som en legitim social arena i en udfordrende tid»

(Playing Apart Together, Bengtson et al, 2021)

Så mens mange sang fællessang på TV, var drengene 'sammen hver for sig' på spilplatformen.

Powered by Labrador CMS