Dommedagseksamen: "Jeg får stadig mareridt om at tage den igen"

Den hidtil vigtigste dag

Det er torsdag den 17. november 2022, klokken er lidt over otte, og 18-årige Lee Hyeonjeong sætter sig til rette i eksamenslokalet. Seks års forberedelse er nu få minutter fra sin kulmination. Alligevel føler hun sig overraskende rolig. De utallige prøveeksamener har gjort denne dag så velkendt, at hun næsten kan gennemføre den i søvne. Hun ved, at de næste ni timer vil afgøre hendes liv.

I dag er Hyeonjeong 22 år og går på sidste år af sin uddannelse til folkeskolelærer på Gyeongin National University of Education. Men den dag i november sad hun med hele sin fremtid i hænderne til Suneung: Sydkoreas nationale adgangseksamen til universiteterne, som afholdes én gang om året, og som for de fleste unge koreanere er den vigtigste dag i deres liv indtil da.

For i Sydkorea handler det ikke bare om at komme ind på universitetet, det handler om hvilket. Ifølge Hyeonjeong betyder universitetets omdømme ofte mere end uddannelsens indhold, når koreanere senere skal ud på arbejdsmarkedet: "I Sydkorea er universitetsranglisten så dominerende, at universitetets omdømme ofte vejer tungere end selve studieretningen." Universiteterne er rangeret, og i Sydkorea er det almindeligt kendt, hvilke der ligger i toppen.

Suneung: den berygtede optagelseseksamen

Suneung: det, man kunne kalde Sydkoreas svar på en studentereksamen, blot langt mere skæbnesvanger. Suneung afholdes én gang om året, altid den tredje torsdag i november. I 2025 mødte omkring 554.000 elever op for at tage prøven, der varer over ni timer og dækker fag som koreansk, matematik, engelsk, historie, samfundsfag eller naturfag samt et andet fremmedsprog.

Eksamen fylder så meget i den nationale bevidsthed, at hele samfundet bogstaveligt talt sætter farten ned den dag: alle flyafgange og -landinger bliver forbudt under den afgørende engelske lytteprøve, biler bliver bedt om at køre langsommere nær eksamenssteder, og byggearbejde går i stå. I 2024 blev over 156 fly omlagt af den grund alene.

Hyeonjeongs forberedelse til Suneung startede syv år, før hun overhovedet satte sig i eksamenslokalet. Allerede i vinterferien i 3. klasse i mellemskolen, som 12-årig, begyndte hun at forberede sig specifikt til eksamenens koreansk- og engelskdel. Fra sit sidste år i gymnasiet mødte hun ind på skolen klokken 7 om morgenen og blev der, med skolens aftenstudieprogram, til klokken 22.

De sidste seks måneder op til eksamen intensiverede hun forberedelsen yderligere og fulgte et testskema, der var identisk med selve eksamensdagens, så da dagen endelig kom, føltes rutinen næsten kropslig indlejret.

Den høje pris for et godt resultat

Det, Hyeonjeong betalte for de syv års forberedelse, var ikke kun tid. Det var også hendes helbred.

"Jeg dyrkede ikke motion i den periode. Jeg sad bare på en stol fra klokken 7 til 22, så mit immunforsvar brød simpelthen sammen. Jeg havde altid mavepine og hovedpine," fortæller hun.

Ironisk nok kom presset ikke primært fra hendes forældre. Tværtimod: "Heldigvis lagde mine forældre aldrig pres på mig i forhold til karakterer. De gav mig i stedet frihed til at vælge min egen vej," siger hun. Men netop fordi de støttede hende så massivt økonomisk gennem hendes forberedelse, endte hun med selv at lægge et endnu større pres på sine egne skuldre.

Det er en pointe, Hyeonjeong selv vender tilbage til, når hun taler om systemet som helhed. For hende er problemet aldrig kun politisk: "Det er et dybt samfundsproblem, ikke kun et problem med regeringen. Det er også forældrenes og de studerendes kultur: det er hele samfundets problem." Presset findes med andre ord, selv hvor forældrene bevidst træder til side, fordi det ikke kun sidder i familien, men i selve den måde, det koreanske samfund tænker om uddannelse på.

Presset fulgte hende ud over selve gymnasietiden. Selv i dag, som 22-årig og på sidste år af sin uddannelse, kan hun stadig ikke helt slippe det: "Jeg får nogle gange mareridt om at tage Suneung igen, når jeg er stresset. Det er virkelig dårlige drømme."

Da hun ser tilbage på hele forløbet, er svaret ikke entydigt. "Jeg ser det som en meningsfuld oplevelse, fordi jeg studerede hårdere, end jeg nogensinde havde gjort før i mit liv. Men forberedelsen krævede en enorm mængde tid og penge, og det var en periode, hvor jeg kæmpede fysisk og oplevede det værste mentale stress, jeg nogensinde har haft." Hun tøver ikke, da hun bliver spurgt, om hun nogensinde ville gøre det igen: "Absolut ikke. Det var bestemt meningsfuldt, men det var bare for smertefuldt."