Dronningen af trapez har viet sit liv til cirkusset
Manegen er hendes arbejdsplads, artisterne hendes familie og cirkusvognen hendes hjem. For den 65-årige cirkusdirektør Isabella Enoch Sosman har grænsen mellem privatliv og arbejde altid været lige så flytbar som cirkusteltet.
Skyggerne fra cirkussets artister danser nervøst bag det tunge, postkasserøde velourforhæng. Det er showtime.
Ind på manegen træder en midnatsblå redingote med besætning af guldsnore, der pryder overkroppen. Smilet er bredt og indbydende, håret spændt op i et gyldent hårbånd, der matcher dragtens detaljer.
Det er 65-årige Isabella Enoch Sosman, cirkusdirektør i Cirkus Trapez, der har indtaget det røde og gule manegetæppe. Hun er syvende generations cirkusstjerne og dermed på mange måder født til at blive det, hun er blevet.
En halv time inden showtime begynder den velkendte duft af popcorn at sprede sig på Skjern Torv. Isabella og resten af Cirkus Trapez er i gang med at gøre klar til Open Air Show.
De store cirkusvogne aflæsses, manegen samles, cirkusfolkene forvandles til artister i pompøse outfits.
Følger man udviklingen på torvet, opdager man det. Cirkusset er i sin essens flygtigt. Det opstår, fortryller og forsvinder igen.
Men for Isabella er det flygtige også det hjemlige. Hun har nemlig valgt at følge cirkussets cyklus, siden hun blev født.
“Det bedste liv, man kan give et barn”
Titlen som trapezartist fik hun allerede som 11-årig. Og egentlig lidt ved et uheld.
Hun var på cirkusturné med familien i Ecuador, da det der ikke måtte ske, skete. Cirkussets trapezkunstner blev grundet sygdom i familien nødt til at rejse hjem.
Som løsning på problemet trådte Isabellas far, Haddy Enoch, til og foreslog, at Isabella kunne overtage trapezkunstnerens plads.
Inden den dag i Ecuador for 54 år siden havde Isabella brugt utallige timer oppe under træningslokalernes loft, hvor hun sammen med veninderne Tanja og Tammie kastede sig fra barre til barre i saltomortaler og diverse badutspring.
"Det var en leg. Og vi legede jo altid, at vi optrådte," fortæller hun.
Bag scenetæppet i cirkusset i Ecuador stod 11-årige Isabella med nerverne ude på tøjet, da en mandlig trapezkunstner gav hende et fif med på vejen.
Hun skulle tage lidt benzin på fingrene og smøre det sammen med den harpiks, hun normalt påførte i håndfladerne. Så kunne hun holde ekstra godt fast om metalbarren.
"Jeg havde taget så meget harpiks og benzin på, at jeg ikke engang kunne åbne hænderne," fortæller hun grinende om episoden.
Men da hun hang i barren under cirkusteltets krone, var hun ikke et sekund i tvivl. Hun ville være trapezartist.
For når hun hang deroppe, var der intet, der kunne forstyrre hende.
"Jeg har altid elsket den der følelse af frihed."
For alt uden for trapezen var præget af det flygtige og det kaotiske.
Et liv på hjul
I hver by sidder kaosset altid på første række. Det er med, når teltet skal sættes op, og rejser troligt med videre, når showet er færdigt. Men for Isabella er kaosset en naturlig del af cirkusset.
Magien og legen opstår nemlig, når der er plads til kaossets uforudsigelighed.
Beboelsesvognen følger Isabella og Bernhardt, hvor end tournéen fører dem hen. Den giver kaosset faste rammer, når de er væk fra deres base på gården i Mølby.
Vognens røde veloursofaer og utallige elefantskulpturer danner både rammen for Isabellas hjem, kontor og kostumegarderobe mellem forestillingerne.
Bunken af kvitteringer, sutskoene ved døren og duften af friskbrygget kaffe vidner om, at nogen både arbejder og lever her.
Sådan har det altid været for Isabella. Cirkusset har aldrig bare været et arbejde, hun kunne tage hjem fra. Det har altid været hjemmet, med børn og alt hvad det indebærer.
“I cirkus er det meget svært at forestille sig, at børnene rejser hjemmefra. Det har de gjort ved mig, fordi de har haft et halvt privat liv og et halvt cirkusliv. Men i andre lande er det det mest naturlige i verden, at børn og forældre altid er sammen,” konstaterer Isabella med alvor i stemmen.
For hende har familien altid fulgt med cirkussets cyklus. Selv har hun aldrig kendt til andet. Gennem hele livet fulgte hun sine forældre fra by til by og boede side om side med dem, indtil hendes mor halvandet år før sin død måtte flytte på plejehjem.
Når familien lever så tæt, bliver fraværet også desto større, når én pludseligt mangler.
Da sønnerne var blot ni og elleve år gamle, mistede de deres far, og Isabella sin mand. Sorgen var så ubærlig, at cirkusset blev Isabellas redning. Sæsonen startede kort efter dødsfaldet, og for Isabella var det den bedste måde at komme videre på.
The show must go on.
Da sæsonens sidste forestilling var overstået, forsvandt arbejdet som værn mod stilheden. Det var dér, fraværet af afdøde Eddie for alvor blev tydeligt. Først dér begyndte hun at bearbejde det tab, der hele sæsonen havde rejst med i cirkusvognen.
I dag hænger farverige fotografier af familien på væggene i Isabella og Bernhards cirkusvogn. Fotografierne vidner om et liv med børn, børnebørn og cirkusartister. Og Eddie hænger her også.
Begge forældre har hver deres indrammede billede og stor stadig som hendes største forbilleder og læremestre.
De har lært hende alt, hvad hun ved om at få et cirkus til at rejse sig på ny, hver gang man hiver teltpløkkerne op af jorden og rejser mod næste by.
De skæve billeder af sønnernes og børnebørnenes glade ansigter vidner om, at det ikke kun er inde under cirkussets teltdug, at der er højt til loftet.
Isabella har altid været opmærksom på, at hendes egne børn skulle have mulighed for at vælge et andet liv end cirkuslivet. Et valg, hun ikke selv fik som barn.
Derfor var det vigtigt for hende, at de to sønner både fik en almindelig skolegang på lige vilkår med andre børn, men også fik undervisning i akrobatik og musik.
For selvom hun stadig håber på, at sønnerne vil tage over efter hende, er det vigtigste stadig, at det er lysten, der driver cirkusset videre.
Den selvvalgte cirkusfamilie
Uden for cirkusvognen lyder en insisterende borren i oktoberjorden. Langsomt men sikkert toner et rødt og blåt cirkustelt frem.
Fire heste, et par campingvogne og lyskæder med funklende pærer røber, at Cirkus Trapez har indtaget byen.
Det er Isabellas mand, Bernhardt Kaselowsky, og cirkusartisten Stoica Marius, der er i færd med at stable det prangende cirkustelt på benene forud for efterårsferiens ni forestillingsdage.
Det er svært at forestille sig, at græsplænen i Randers om få dage vil være forvandlet til en fortryllende cirkusplads. Men med samarbejde og flid er alt muligt.
Som cirkusdirektør er Isabella vant til at holde mange bolde i luften på samme tid. Det betyder at hun i årenes løb har måttet uddelegere de opgaver, som døgnets timer ikke rækker til, at hun selv ordner.
Her kommer altmuligmanden Magnus Pilgaard Sørensen ind i billedet. Han har i de seneste syv år varetaget alt fra børnepasning og kiosksalg til administrative opgaver og er i dag virksomhedens primære administrative medarbejder.
Turnéplaner, tilladelser og den omrejsende tilværelse betyder, at de to kolleger hver dag må tjekke ind hos hinanden, både professionelt og privat.
Magnus beskriver det tætte samarbejde fra by til by som noget helt særligt. For ham er forholdet til Isabella og Bernhard blevet næsten familiært.
“Det er helt specielt. De er både mine chefer og kolleger, men også gode venner og min ekstra familie. Det er lidt en hårfin balance.”
En forretningskvinde under pres
“Syv ni tretten,” afbryder hun sig selv, mens hun banker tre gange under bordet.
Som cirkusdirektør kan man tydeligvis have brug for både overtro og faste ritualer, hvis det hele skal gå op i en højere enhed.
“Forretningen er gået godt i ’25 og ’26, men det svinger rigtig meget, og man kan ikke rigtig sige hvorfor.”
De tre banken under bordet skal sikre, at næste sæson bliver mindst lige så god for bundlinjen. For med høje driftsudgifter og stigende priser er økonomien en reel bekymring for Isabella. Denne bekymring deler store dele af den danske cirkusbranche.
Cirkuskunsten har siden 1799 haft sin faste plads i den danske kulturarv. Før moderne underholdning med biografer og fjernsyn, var cirkusset en oplevelse, som tiltrak store publikummer.
Men at cirkusbranchen skulle være en økonomisk sikker levevej, er de seneste årtier blevet et levn fra gamle dage.
Ifølge Danmarks Nationalleksikon har flere af landets store cirkusser siden finanskrisen i 2008-2009 måttet dreje teltpløkkerne op af jorden og endegyldigt pakke teltet sammen.
Cirkus Benneweis, Cirkus Dannebrog og senest Zirkus Nemo har alle inden for det sidste årti lidt under økonomiske kvaler og har måttet se enden på cirkussernes rundrejser.
I 2024 besluttede kulturministeriet, at noget måtte sættes i værk for at hjælpe de tilbageværende cirkusser.
Cirkusserne, der levede op til kriterierne for at være “professionelle, traditionelle cirkusvirksomheder, der udfører turnéer i Danmark og opererer som omrejsende enheder,” blev til deling givet fem millioner kroner, som skulle sørge for, at teltene fortsat blev slået op landet over.
Dette initiativ har man desuden videreført ved den nye finanslov i år. Dog har Cirkus Trapez i denne omgang ikke modtaget den ellers kærkomne støtte. Begrundelsen kender Isabella endnu ikke.
Det bekymrer Isabella, men med tålmod og mails til diverse politikere håber hun, at hun kan blive en del af de omrejsende cirkussers klub til næste regnskabsår.
Fra trapez til Trapez
Særligt en kommentar har siddet fast i Isabella siden tidligt i hendes karriere.
"Jeg var inde og se en forestilling i Cirkus Benneweis, hvor en ældre kvinde hang i trapezen. Og så var der nogle damer, der sagde: Hvad er det for en gammel bedstemor, der hænger deroppe?" fortæller hun med en blid latter i stemmen.
Derfor havde Isabella altid forestillet sig, at hun ville stoppe, når kroppen blev for stiv til, at hun kunne svinge elegant under teltets krone.
Men inden kroppen nåede at sige fra, gjorde en bilulykke det for hende.
Med en sådan stædighed og styrke, som kun en livslang akrobat kan besidde, tvang Isabella sig op i metalbarren en sidste gang. Selvom kroppen var tung af hospitalsstål, ville hun slutte karrieren, hvor den startede. Under teltdugen.
Først da fødderne igen ramte savsmuldet på manegegulvet, var hun klar til at takke af. Herefter indstillede hun trapezkarrieren i en alder af 45 år.
Men Isabella forlod ikke manegen.
Jubilæumsshowet, som Cirkus Trapez i år turnerer med, markere ikke kun en milepæl for cirkusset. For i det seneste årti har Isabella nemlig indtaget manegen som cirkusdirektør.
Og hvis man spørger Isabella, om hun forventer at gå på pension, fniser hun.
For selvom hendes rolle har ændret sig, har en ting altid stået klart: Hun skal dø i cirkusset.