Dronningen uden mandat

Det norske kongehus har i årtier udmærket sig ved at være mindre højtidelig end det britiske, mindre poleret end det danske og med en bevidst jordforbindelse til det folk, det skal repræsentere.
Men da kong Harald døde 28. august, mistede Norge ikke kun sin konge. De mistede også manden, der mere end nogen anden var blevet selve billedet på det folkelige norske monarki.
I talen efter Haralds død blev den tidligere konge beskrevet som en monark, der både stod for kontinuitet og fornyelse, og som havde forstået betydningen af nærhed til folket. En konge, der mente, at afstanden mellem befolkningen og tronen ikke bør være større end højst nødvendigt.

Det er den arv, Mette-Marit nu skal være med til at forvalte.
Og det er på mange måder en vanskeligere opgave, end det ser ud til.

Hos den 39-årige Isabelle Hernandez har den nye titel skabt et helt kontant misforhold. Norge har fået en ny dronning, man bøjer sig for af forfatningsmæssig nødvendighed, men som man reelt ikke stoler på:

"Man kan sagtens anerkende vores grundlovs nøgne fakta og acceptere, at hun formelt er vores dronning, uden at man af den grund har tillid til hende som person", fastslår Isabelle Hernandez.

Vinterens moralske regnskab 

Isabelles forbehold har sit dybe udspring i et kriseramt forår. I februar mente 44 procent af nordmændene, at Mette-Marit var uegnet til at blive dronning. Kun 22 procent mente, at hun var egnet. 76 procent sagde samtidig, at deres tillid til hende var blevet svækket.

Tallene stammer fra en Norstat-måling, som Dagbladet og NRK fik lavet tilbage i februar. Den kom efter offentliggørelsen af dokumenter om Mette-Marits kontakt med Jeffrey Epstein. Dokumenterne viste, at hun gennem flere år havde haft kontakt med den amerikanske finansmand og seksualforbryder.

Samtidig begyndte retssagen mod hendes søn Marius Borg Høiby. Han blev senere dømt for blandt andet voldtægter og mishandling i nære relationer og har anket dommen.

Mette-Marit kan ikke holdes ansvarlig for sin voksne søns handlinger. Men i offentlighedens bevidsthed er grænsen mellem søn og mor mindre enkel. For Marius’ handlinger har udspillet sig i en familie, der ikke bare er en familie, men også Norges kongefamilie.

Men i spørgsmålet om det moralske ansvar holder Isabel Hernandez dog fast i en kontant skillelinje:

"Jeg synes, man skal skelne mellem Marius og Mette-Marit. Hun kan ikke stå til ansvar for det, hendes søn har gjort. Epstein-sagen er anderledes, fordi det handler om hendes egne valg. Det var hendes egne handlinger, hendes egen svigtende dømmekraft, og det er de valg, der har ødelagt min tillid," understreger hun.

I hård modvind

Tre dage efter kong Haralds død var nordmændene fortsat delte om Mette-Marit. En InFact-måling for Dagbladet viste, at 37,8 procent i lille eller meget lille grad mente, at hun var egnet som dronning. 35,8 procent mente det i stor eller meget stor grad.

De adspurgte blev også stillet spørgsmålet: "Hvordan vil du vurdere din tillid til dronning Mette-Marit?". 

Målingen viste, at hele 40,3 procent havde lav eller meget lav tillid til Mette-Marit, mens 31,4 procent havde høj eller meget høj tillid. Det er især bemærkelsesværdigt, når man sammenligner hende med resten af kongefamilien, hvor 88 procent har stor eller meget stor tillid til for kong Haakon og 91 procent for dronning Sonja.

Det peger på en tydelig forskel mellem opbakningen til monarkiet og tilliden til den nye dronning. Mette-Marit selv møder en langt større skepsis, hvor langt flere mener, at Mette-Marit kan udfylde rollen og embedets ydre funktioner, end der reelt udtrykte høj tillid til hende som person.

Siden har bevægelsen dog forskudt sig. I Aftenpostens måling fra 15. september svarede 47 procent, at de i stor eller meget stor grad anser Mette-Marit for egnet som dronning, mens kun 25 procent mente det modsatte

Martine Aurdal, debattredaktør på Dagbladet, har kommenteret på Dagbladets målinger og peger i den forbindelse på monarkiets mest grundlæggende præmis: Nordmændene vælger ikke selv deres kongefamilie.
Det er ikke en meningsmåling eller en popularitetskonkurrence, der afgør, hvem der bliver dronning - det er kongen og arvefølgen.
Folket kan acceptere hendes funktion, fordi forfatningen kræver det, men deres personlige tillid følger ikke automatisk med.

Samtidig ser Aurdal anderledes på Mette-Marits kriser. Hun tror på, at Mette-Marit på længere sigt faktisk kan blive elsket af folket – »i al sin fejlbarlighed, og også på grund af den«.
For Aurdal er ufuldkommenheden og skandalerne ikke nødvendigvis det modsatte af det folkelige, de kan tværtimod udgøre en del af forklaringen på, at en kongefamilie føles menneskelig og genkendelig.

Tidens prøve

Men for Isabelle Hernandez lader tilliden sig dog ikke diktere af hverken sociologiske teorier eller flygtige procenttal:

"Jeg tror ikke, at én god måling ændrer min holdning. Hvis jeg skal få tilliden tilbage, skal jeg se, hvordan hun er som dronning over tid," fastslår Isabelle.

Ikke desto mindre truer krisen om dronningen ikke det norske kongehus. I en måling fra mediet VG støtter 78 procent af befolkningen fortsat monarkiet som styreform, mens blot 16 procent foretrækker en republik.  

Mette-Marit står derfor i en uafklaret og mærkelig position. Hun har overtaget den titel, som vinterens målinger satte spørgsmålstegn ved, men hun mangler endnu befolkningens tillid. Kong Harald efterlod sig et kongehus, som i årtier har forsøgt at komme tæt på folket. Mette-Marit har nu fået den svære opgave at finde ud af, hvor tæt folket reelt ønsker at være på hende.