"Du bliver den andens hjerne"
Hanne Gammelgaard Larsen stod på sidelinjen, mens hendes mand var syg med Alzheimers. Nu fortæller hun historien om, hvad det koster at miste den man elsker, mens de stadig er her, og hvordan hun lærte at leve igen.
Når man træder indenfor i hjemmet, forsvinder den briske oktober luft med det samme. Kulden afvises straks i døren, og i stedet kommer en varm fornemmelse, der næsten spreder sig op til knæene. Vinteren er på vej derude, men herinde er der lunt.
”Vil I have noget til jeres fødder?”, spørger Hanne Gammelgaard Larsen med et stort, varmt smil.
Hun står skarpt i rummet, klædt i en langærmet, blå kjole med grønne hjerter og to store, blå knapper, matchet med blå leggings og varme hjemmesko. Hendes lange, grå hår er samlet i en fletning, og hendes øjne vandrer roligt gennem rummet, mens hun byder på kaffe, te og nybagte klejner fra den lokale Kvickly.
Duften af de lune sager breder sig hurtigt og bringer langsomt livet tilbage i tåspidserne.
Stuen er et levende farvehav. Hanne henviser til den iøjnefaldende røde sofa, der skriger på opmærksomhed i selskab med to grønne stole. Midt i det hele står sofabordet. Et solidt træbord, som Lars Nordbo selv har lavet af råt træ fra Tanzania.
Det er et hjem, hvor historien træder frem i hvert et hjørne. Afrikanske skulpturer og tætpakkede bogreoler vidner om fælles eventyr, mens billeder af Lars holder hans minde levende i rummet. Selv det lille hjerte på badeværelsesdøren slår den varme tone an, der gennemstrømmer hele huset.
Hanne sætter sig i stolen ved siden af sofaen. Hun kalder den ”Fællesstolen.” Det var her, Lars plejede at sidde og betragte naturen udenfor. Nu sidder Hanne i den. Den samme stol, hun selv brugte, dengang hun holdt sine terapitimer. To livshistorier smeltet sammen i et møbel.
Når Hanne finder ro i stolen, søger hendes tanker uundgåeligt tilbage til begyndelsen. Til det tidspunkt, hvor hendes mavefornemmelse fortalte hende, at noget var helt galt.
Den snigende forandring
Det begyndte som en stille undren i 2008. Mens kollegaerne stressede over et nyt, større ansvarsområde, bevarede Lars en usædvanlig ro. Det lignede ham ikke. Førhen kunne han vågne klokken seks om morgenen med tankerne fulde af arbejde. Hanne skød i første omgang tanken væk, men da Lars gik på pension samme år, tog undringen til. Han begyndte at åbne køkkenskabene uden mål og blot for at sætte ting ind.
For Hanne, der balancerede et travlt arbejdsliv som lærer og en terapeutuddannelse, var tålmodigheden tynd. Hun husker sig selv som kradsbørstig i den periode. Fyldt med en irritation over det, hun så, og med den kontante tanke ”Ej, hold nu op. Tag dig nu sammen.”
Men hun kunne bare mærke, at der var noget galt, og derfor snakkede hun med deres læge og fik en henvisning til neurologisk afdeling. Det blev starten på et opslidende forløb. En undersøgelse i foråret 2009 viste ingenting, og Hanne fik den nedslående besked, at ”når de fleste mænd stoppede med at arbejde, så satte de sig bare hen.” En forklaring, der prellede fuldstændig af på Hanne, som vidste, at Lars var det sidste menneske, der blot ville sætte sig passivt hen.
Herfra fulgte fire seje år fra 2009 til 2013, hvor systemet afviste yderligere undersøgelser, fordi den første undersøgelse ikke viste noget. Først da Lars i 2013 blev opereret for grå stær og efterfølgende begyndte at se dobbelt, kom der skred i tingene. Øjenlægen slog hurtigt fast, at problemet ikke lå i øjnene, hvilket banede vejen for en ny neurologisk henvisning.
Mens de fire lange år gik med at kæmpe mod systemets afvisninger, sneg sygdommen sig for alvor ind over dørtærsklen og vendte op og ned på parrets samliv.
Den ene bliver den andens plejer
Når sygdommen melder sin ankomst, rystes relationens fundament. Lars havde altid været dybdegående selvstændig. En mand med mange praktiske færdigheder, der blandt andet havde boet og arbejdet seks år i Tanzania med sin datter. Men pludselig krævede hverdagen hjælp til de ting, han førhen kunne gøre i søvne.
"Jeg skulle lægge rent tøj frem til ham, og jeg skulle efter tandlægens anvisninger børste hans tænder. Det var underligt", fortæller Hanne med et fjernt blik i øjnene.
Men Hanne satte også en klar grænse for sin egen rolle. At vaske Lars, var noget, hun absolut ikke ville. Skiftet fra et ligeværdigt ægteskab til et ægteskab, hvor den ene var den andens plejer, er svært.
"Du bliver den andens hjerne."
Selvom sygdommen tog over, veg respekten aldrig. Tvang var aldrig en del af sygdomsforløbet, og det var vigtigt for Hanne at bevare.
To sårede sjæle finder hinanden
Historien om Hanne og Lars tog sin begyndelse i et naboskab. Lars flyttede ind i huset ved siden af Hannes mor med sin daværende kone og deres børn. Selvom Hanne ikke længere boede hjemme, mødtes de ofte, når hun var på visit. Fordi Hanne elskede børn, faldt hun hurtigt i snak med familien, og hun bemærkede Lars’ hjælpsomme væsen, når han gav hendes mor en praktisk hånd i hverdagen.
Da Lars senere skulle skilles, blev han boende i huset. En fælles udflugt med børnene blev vendepunktet. Her opstod de første glødende gnister, og de to blev kærester. Det var dog ikke kun kemi, men også en dyb, gensidig forståelse for hinandens sårbarhed, der bandt dem sammen.
"Vi fandt hinanden, fordi vi havde det svært begge to", forklarer Hanne.
Lars var hårdt ramt over skilsmissen, og bar en tung skyldfølelse over, at ægteskabet var forbi, fordi hans ekskone havde fundet en anden.
Hanne bar på sine egne dybe ar. Efter en tryg barndom i Silkeborg, flyttede hun som 8-årig til Sinding med lillebror og forældre. 4 år efter blev de skilt. Hanne skulle med moren og lillebror med faren. Hanne var i sorg. Morens nye kæreste var alkoholiker på grund af et belastende liv. Når han drak, kunne han slå Hanne. Hans misbrug og morens vedvarende fokus på at få sin mand ud af misbrug, gav Hanne en ungdom præget af usikkerhed og ensomhed kombineret med hendes usete sorg.
"Vi kunne være der for hinanden. To sårede sjæle der kunne hjælpe hinanden", fortæller Hanne, mens hun griner stille.
De to sårede sjæle blev gift og opbyggede et familieliv fundamenteret på kærlighed, fællesskab og gensidig støtte. Netop derfor blev det også tydeligt for Hanne, da noget begyndte at forandre sig hos Lars. Små tegn dukkede op i hverdagen, og den mand, hun kendte så godt, virkede gradvis anderledes.
Da virkeligheden ramte
Den nye henvisning har bragt dem til den kognitive spørgsmåltest. Det ligner en dag som alle andre. Men intet er som før. Lars sidder ved det lille bord. Foran ham ligger papirer med 30 opgaver, han skal løse. Hans løsning af opgaverne skal måle færdigheder som hukommelse, sprog, opmærksomhed, rum-retningssans og meget mere.
Første gang han tog testen, ventede Hanne udenfor i venteværelset. Denne gang har hun insisteret. Hun sidder på stolen ved siden af ham, helt stille. Opgaverne begynder.
Hanne holder vejret. Det, der udspiller sig foran hende, rammer som et fysisk slag. Hanne kigger på sin mands hånd. Den hånd, der plejede at styre hverdagen med præcision. Lægen sidder på den anden side af bordet og følger Lars´ forsøg på at løse opgaverne. Lars anbringer sin streg på urskiven helt forkert. Ved billedet af 2 firkanter, der lapper ind over hinanden, er Lars usikker og nølende.
Tårerne presser sig på bag Hannes øjenlåg, men hun tvinger dem tilbage. Hun sidder og græder indvendigt, mens hun kigger på sin mand, der kæmper mod sin egen hjerne. Hun tænker over, at der bare er så meget, han ikke kan.
I det korte sekund, hvor blyanten skraber mod papiret, spoler Hannes hjerne baglæns i filmstrimler. Hun ser den mand, han var engang. Skarp, velfungerende, uafhængig og særdeles god til at tegne. Kontrasten til den mand, der sidder her i det kliniske lys og farer vild i en simpel tegning, er ubærlig. Det er ikke bare uhyggeligt. Det er dybt frygteligt. Virkeligheden rammer hende med en voldsom, rå kraft. Sygdommen har overtaget.
Midt i en bombe af følelser mærker hun en anden følelse, der skyller ind over hende som en varm bølge. Vrede. Hvorfor skulle der gå så lang tid? Hun bad om denne undersøgelse for længe siden. Hvis bare de havde lyttet noget før, tænker hun. Men samtidig hvisker den rationelle stemme i hendes baghoved. Hanne har brugt utallige timer på at dykke ned i forskningen om Alzheimers. Hun ved godt, at de ikke kunne have stillet meget op, selvom diagnosen var kommet før.
Blyanten lægges ned på bordet med et lille klik. Testen er forbi. Men for Hanne, er hendes verden forandret for altid.
Sorgen efter døden
Lars Nordbo døde den 18. december 2016. Bisættelsen blev holdt på Sallingsund Færgekro. I foråret forinden havde Lars cyklet op til kroen alene, hvor han var gået ned og bade. Han svømmede en tur og kiggede op på bropillerne i stilhed. Efterfølgende kom han hjem og fortalte om turen med stor glæde. Hanne og Lars plejede også at sejle med deres kajakker her, når de skulle have et lille afbræk fra hverdagen. I disse omgivelser var Lars en del af den natur, som han holdt så meget af.
Det hele kan føles utroligt tomt, når man har været vant til at dele sit liv med et andet menneske, og personen ikke længere er der. Huset føles større, end det plejer. Den ensomme kaffekop på bordet. De lange gåture med sine egne tanker. Reflektionen i spejlet som kun viser en person i stedet for to.
For Hanne var det svært at give slip. Sorgen blev skubbet ud. Den blev erstattet med en masse gøremål og aktiviteter, som gjorde det nemmere at distrahere sig fra sorgen. Men den forsvandt aldrig. I sommeren 2019 krakelerede det hele.
"Jeg var fyldt med sorg", fortæller Hanne.
Forløbet med sorgen gjorde, at Hanne igen blev bevidst om, hvor vigtigt det er at have gode mennesker omkring sig. Da hun var på sit laveste, boede hun hos nogle gode venner, fordi hun ikke kunne bo alene af frygt for, hvad hun kunne finde på at gøre ved sig selv. De, hendes børn, familie og andre venner tog hånd om Hanne og passede hende
De pårørendes sygdom
Ifølge tal fra Nationalt Videnscenter for Demens lever omkring 103.000 danskere over 65 år med en demenssygdom. I takt med at befolkningen bliver ældre, forventes antallet at stige markant, så mere end 146.000 danskere vil være ramt af demens ved udgangen af 2040.
Alzheimers sygdom er den mest udbredte form for demens i Danmark og står for næsten to tredjedele af alle demenstilfælde. Sygdommen påvirker dog ikke kun den person, der får diagnosen. Den har også store konsekvenser for de pårørende, som ofte oplever et betydeligt psykisk pres. Belastningen kan føre til stress, nedsat livskvalitet og dårligere funktionsniveau, ligesom forskning peger på, at pårørende kan have en større risiko for selv at udvikle demens.
Livet efter Lars
Man kan vist ikke beskrive Hanne som en person, der ligger på den lade side. I dag fyldes hendes tilværelse med Alkenkoret, Gadekoret i Aarhus, involvering i Alkens kulturhus, dans og en læsegruppe. Men midt i en tætpakket kalender, er familien stadig vigtigst.
"Børn og børnebørn har førsteprioritet", fortæller Hanne med et stort smil.
Hver anden uge kommer hun fast hos sin søn og hans familie, og også den aarhusianske del af familien ser hun ofte. De mange aktiviteter giver hende glæde og indhold i hverdagen.
Når tankerne falder på Lars, er det med stor glæde. Privilegeret over at have haft muligheden for at dele over halvdelen af sit liv med sin bedste ven. Over at have stået sammen gennem opture og nedture.
Livet går videre. Men minderne bliver.