»Du har fritid uden frihed«

For offentligheden kan livet som professionel fodboldspiller ligne en tilværelse med gode lønninger, berømmelse og masser af fritid. Men ifølge Emil Berggreen er virkeligheden langt mere krævende. Han har spillet størstedelen af sin karriere i Tyskland, et år i Holland og afsluttede med to et halvt år i Danmark. Undervejs blev karrieren præget af alvorlige skader, men også af et konstant krav om at præstere.

»Jeg synes desuden folk overser, at det kræver en disciplin som man sjældent ser på almindelige arbejdspladser, at nå langt i fodbold.«

Disciplinen handler ikke kun om træning og kamp. Som professionel er man nødt til hele tiden at bevise sit værd, fordi konkurrencen om pladserne aldrig forsvinder.

»Medmindre du spiller på et lavere niveau end du burde, så skal du bevise dig hver gang du går på banen. Det er et pres du tager med dig på fridage og i ferier, fordi du lever af din krop.«

Det betyder, at fodbolden også bestemmer hverdagen uden for banen. Rutinerne kan ikke bare lægges til side, fordi man har fri.

»Når man spiller, har man fritid uden frihed. For du kan næsten aldrig bryde dine rutiner.«

Det største pres kommer indefra

Det er dog ikke kun konkurrencen om pladserne, der skaber pres. For Berggreen kommer de største forventninger ofte fra spilleren selv. Man skal kunne håndtere både modgang og medgang uden at miste troen på sig selv.

»Man skal ikke dukke nakken i modgang, men man skal heller ikke tro man kan gå på vandet i medgang.«

Særligt frygten for at fejle kan fylde meget hos unge spillere. En dårlig kamp kan hurtigt sætte sig mentalt, og derfor handler det om at kunne komme videre og genfinde selvtilliden.

Berggreen har selv oplevet presset ved at spille foran tusindvis af tilskuere og mod nogle af verdens bedste spillere. Han havde dog et særligt trick til at holde nervøsiteten på afstand:

»Jeg gik altid og tænkte, at de andre var dårlige. Det var jeg god til at bilde mig selv ind. Og det gjorde faktisk, at jeg ikke selv var nervøs. For de andre var jo dårlige.«

Også kritikken fra offentligheden er en del af jobbet. Når man præsterer på højt niveau, bliver både gode og dårlige kampe diskuteret offentligt. Det kan være hårdt, men Berggreen mener, at man med tiden lærer at leve med det.

»Det er faktisk ret nederen at blive kritiseret offentligt, men det gode er, at man vænner sig til det. Og omsider bliver man bedøvende ligeglad.«

En kultur med hård konkurrence

Presset kommer ikke kun udefra. Det findes også internt i klubben, hvor holdkammerater samtidig kan være konkurrenter om den samme plads. Berggreen fortæller, at det ikke nødvendigvis er let at adskille venskab fra konkurrence.

Han peger især på illoyalitet over for holdet som noget, der kan ødelægge sammenholdet i omklædningsrummet.

»For mit vedkommende påvirkede det mig enormt, hvis holdkammerater slikkede røv på træneren eller på anden vis var illoyale overfor holdet. Det kunne bestemt give anledning til dårlig stemning og skabe en frygtelig kultur.«

For Berggreen er det netop en del af det professionelle fodboldliv, som offentligheden sjældent ser. Bag kampene og de store stadionoplevelser ligger en hverdag med konstant konkurrence, selvdisciplin og forventninger til den enkelte. Det er ikke nok at have talentet. Man skal også være villig til at arbejde for det – hver eneste dag.