På land ved Holmen i København står Sælen. Danmarks sidste ubåd.

Står man under den, er det svært at forstå, at dens største styrke er usynlighed. Den er alt andet lige 47 meter lang, 340 tons tung og knap og nap fire meter høj.

Går man op ad trappen, bøjer hovedet og bevæger sig ind ad den smalle dør, udfolder sig et imponerende stykke isenkram. Overalt findes sirlige systemer: rør, der leder i alle retninger, målere i alle størrelser. En fornemmelse af, at alt kan skrues på og kalibreres.

Det hele er ét langt, sammenhængende rum. Man starter ved torpedorørerne, bevæger sig forbi køjerne i tre lag og ender ved motorerne.

Sælen kom vidt omkring. Skyggede mistænkelige skibe i Middelhavet og patruljerede i Østersøens dyb.

Nu står ubåden på land, pensioneret og slidt af solen. I 2004 nedlagde man de danske ubåde. Forsvarets fokus blev rettet mod terror og krige langt væk.

Nu har verden ændret sig igen. Arktis er et højspændingsområde, truslen er igen tæt på vores grænser. I år har både Tyskland, Storbritannien, Sverige og Norge købt nye ubåde.

Med udviklingen opstår spørgsmålet: Bør Danmark gøre det samme? Eller er ubådene dyre og irrelevante?

Maskinen 

Før historien bevæger sig videre, er det nødvendigt at få på plads, hvilket stykke maskineri en ubåd er.

Der er selvfølgelig variationer. Nogle er store, nogle er små, nogle drives på diesel og andre på atomkraft. Nogle kan være under vand i et par uger, andre i måneder. Så er der dem, der primært dykker ned for at samle informationer, og dem, der kan sende 160 atombomber afsted i ét angreb.

Men fælles for alle er evnen til ikke at blive set. Usynligheden.

”Selv med de sidste 40 års udvikling, så kan man stadig ikke finde en ubåd, der ikke vil findes,” siger Søren Nørby, marinehistoriker ved Forsvarsakademiet.

Enheder på overfladen, fx kampvogne og fregatter, er hurtige at opstøve. De har svært ved at gemme sig for en radar eller drone.

Men i havets dyb er fysikkens love anderledes. Elektromagnetiske bølger kan ikke trænge igennem vand. Det gør det svært at se, hvad der foregår under overfladen, hvis man befinder sig over den.

Eller, sagt på en anden måde: Det er ofte kun en ubåd, der kan finde en anden ubåd.

Usynligheden gør ubådene oplagte for særligt to ting:

”I fredstid skaffer de efterretninger. I krig er de våben, usynlige for fjendens radar,” forklarer Nørby.

Fra havets dyb kan ubåde overvåge, spionere og rekognoscere - og dét over længere tid.

Modsat et fly skal ubåden nemlig ikke tanke brændstof eller proviant, men kan holde sig under overfladen i flere uger.

Det gør ubåden brugbar til overvågning i al slags vejr, fx under is.

Usynligheden er afskrækkende. Vi er vant til at forholde os, til det vi kan se:

”Pointen er, at det ikke er til at vide, om de er 40 meter fra dig eller 4 kilometer,” siger Søren Nørby.

Det er en gammel vittighed blandt ubådskendere, at man ikke behøver en ubåd. Man kan bare sige, at man har en.

”Om du en kutter, der fisker ulovligt, eller en der vil sprænge en gasledning. Hvis man er i tvivl om man bliver overvåget, så holder man sig væk.”

Havets dyb er det sidste ægte gemmested.

Historien

I 2004 nedlagde Danmark ubådene og trak Sælen på land. Den Kolde Krig var for længst slut. Tiden var en anden, Forsvaret skulle følge med.

”Vi skulle redde verden. De krige, vi kæmpede i 2004, var andre folks krige,” siger Johannes Riber, forsker i småstater og sømagt ved Forsvarsakademiet.

Man indgik et forsvarsforlig. Det har siden opnået en nærmest sagnomspunden størrelse på grund af den omstilling, det lagde op til.

Fokus blev rettet mod internationale operationer. Afghanistan, Irak, Baltikum. Det territoriale forsvar blev irrelevant, nu gik frontlinjen langs mellemøstlige bjerge.

En fortælling, ubådene ikke kunne tappe ind i:

”Ubådene har et koldkrigsprædikat. Der var ikke et argument for deres rolle i en ny verdensorden,” forklarer Riber.

Styrken blev et symbol for hele den daværende danske sikkerhedspolitik. Væk med store kampenheder og offensive signaler.

Sælen blev et museum. Danske soldater drog mod syd og øst. Rusland deltog i NATO-øvelser. Det var 2004.

Siden har verden ændret sig. Nu er spørgsmålet, om afviklingen af ubåde var den rigtige beslutning.

Fjeldene og fjordene

For at forstå ubådenes rolle i et moderne forsvar kan man skele til Norge.

I Stortinget er diskussionen ikke, om der skal købes ubåde, men hvor mange, forklarer Tor Ivar Strømmen. Han forsker i marineforsvar og er lektor på Sjøkrigsskolen i Bergen.

Mellem fjelde, fjorde og tyndstammede træer ligger hovedbygningen, men egentlig er skolen lige nu en stor byggeplads. Den skal udvides, antallet af kadetter fordobles.

Grunden? ”Putin,” svarer Strømmen.

Skolen huser gamle malerier af store søfartsmænd - også danskere. Reminiscenser af en 300-årig fælles marinehistorie. Nu driver Danmark og Norge to meget forskellige slags forsvar.

I Norge har man investeret massivt i ubåde, og grunden er den samme som udvidelsen - Rusland:

”Vil vi holde russerne i ro, væk fra vores forsyningslinjer og Atlanten, må vi have noget, som er vanskeligt at opdage. Det er ubåde,” forklarer Strømmen på sit kontor, der har bøger om marineforsvar fra gulv til loft og model-ubåde i vindueskarmen.

Afskrækkelse, overvågning, efterretning. Det er dét, Norge bruger ubådene til.

Ud ad vinduerne fra kontoret er der kig til et stykke af det, meget drejer sig om. Nordsøen.

Der ligger Kola. En arktisk halvø, hjemsted for rensdyrflokke, byen Murmansk - og den russiske Nordflåde, der hersker over 30 ubåde:

”De kan, rett og slett, udslette hele USA herfra,” siger Strømmen.

Lige for tiden øger Rusland deres antal af ubåde. Og når russernes vigtigste kapacitet er ubåde, bliver det også Norges, forklarer Strømmen:

”Vi holdes i skak af verdens våben. Det er djevelens logik.”

Strømmen viser en globus. En nærmest lige linje går langs den norske grænse:

”Det er ruten, de tager ud i Atlanterhavet.”

Linjen strejfer også et område, hvor Danmark har ansvaret, Østgrønland:

”Her er ingen sensorer, ingen overvågningsfly, ingenting. Det er den største grund til, at USA vil overtage. De vil dække det hul,” siger Strømmen.

Søren Nørby er enig. Nordsøen er det danske forsvars akilleshæl. Vi ved kun, hvad der foregår over overfladen. Dybet er ubevogtet.

”Der er fundet spor på Grønland, der tyder på, at russiske ubåde har været ved land. Havde vi ubåde deroppe, kunne vi finde ud af, hvad der foregik.”

I år har Danmark investeret i en lang række af såkaldt ASW-udstyr. Det er, kort sagt, militært grej, der kan opsnappe ubåde og anden aktivitet i dybet. Men det fanger ikke alt, og er afhængig af, at ubådene støjer.

”Norges prioritering af ubåde vidner om, at ønsker vi at overvåge noget som helst, så er ubåde vejen er frem,” siger Riber.

Spørgsmålet

Tilbage i det flade, kystprægede kongerige efterlader det spørgsmålet: Er det på tide, at Danmark igen køber ubåde?

Vi er den eneste moderne flåde uden, fortæller Riber.

Men avanceret isenkram koster penge. En ubåd af den type, som er relevant i dansk kontekst, koster i omegnen af 8 milliarder kroner. Til sammenligning koster et F-35 jagerfly knap en halv milliard.

Og én ubåd er ikke nok. En bæredygtig styrke skal som udgangspunkt bestå af fem skibe. En på land, to til undervisning og to på patrulje.

Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, mener, at der er større problemer:

”Norge, Tyskland og Sverige har. Jeg kan ikke se en pointe i, at vi anskaffer flere kapaciteter, som vi ikke har råd til at bemande.”

Søren Nørby stemmer i:

”Det er tordenskjoldssoldater, der bliver rykket rundt for øjeblikket. Det kunne være rart at have ubåde der holder øje med, hvem der river kabler over,”

Men, siger han:

”Det er en frygtelig stor udgift, særligt, når der er så meget andet, der sejler. Pardon my pun.”

Johannes Riber anerkender, at det er dyrt. Men vi kan ikke regne med, at andre vil dele med Danmark, skulle det blive nødvendigt:

”Sverige sejler ikke en ubåd fra Gotland til Bornholm, fordi vi synes, det en god idé. Af samme grund har vi egne fregatter, egne kampfly, egne alting.”

Desuden er en ubåd billigere i drift, bemærker han. En besætning på 20 mand koster mindre end en fregat med 130 personer ombord.

Også teknologisk kan ubåden synes oldnordisk og outdated i en tid med droner og cybertrusler. Men den køber Riber heller ikke:

”Debatten har vi haft i luften, og vi køber stadig fly. Ny teknologi er et tillæg, det erstatter aldrig. Skibe og soldater er ikke blevet unødvendige, fordi teknologien tager kvantespring.”

Peter Viggo Jakobsen mener ikke, at der er noget i vejen med ubåde som system. Men andre huller skal lappes først:

”Vi har fregatter uden mandskab, en hær der mangler alt og nærmest intet luftforsvar.”

Men konsekvenserne ved fraværet af ubåde kan være store. Nørby siger:

”Vil vi beholde Grønland og vores suverænitet, så har vi brug for ubåde indenfor 5-10 år.”

Riber tilføjer:

”Skulle det komme til krig, vil det være en kapacitet, alle fjender råder over.”

Sælen

De sidste danske fagfolk med de facto ubådserfaring går snart på pension.

Nu er mange af dem samlet på Sælen. Det er tid til julefrokost i Dansk Ubådsforening, og den pensionerede ubåd har fået kulørte lamper på.

De fortæller røverhistorier. Om kammeratskab, følelsen af vitterligt at være i samme båd.

Al inventar fra dengang er bevaret. Ludospil, porcelæn og et Panasonic-fjernsyn. Et ventilationsanlæg summer i hjørnet. Det gør oplevelsen i dag en anden.

Deodoranter var ikke tilladt ombord, og besætningen kunne deles om ét saltvandsbad til det værste skidt.

Historier går, at det kunne lugtes på Holmen, når lugen blev åbnet efter flere uger under vand.

Om ubåde vil blive til virkelighed igen, bliver ved diskussionen. I et kort skriftligt svar skriver Forsvarsministeriet, at der for nuværende ikke er planer om at investere i ubåde.

vid/foto: A.Prinds