Efter flere knytnæveslag: 25-årig kvinde fra Congo undgår udvisning

En lørdag nat i maj ankommer en beruset kvinde til en 7-Eleven butik på Aarhus Hovedbanegård. Uprovokeret slår hun den unge ekspedient, der forsøgte at hjælpe hende.

Facade af ældre retssal i mursten med trappe og en person på pladsen foran.
En 25-årig kvinde dømmes ved retten i Aarhus for uprovokeret at have slået en 7-Eleven-medarbejder med knytnæveslag.
Offentliggjort

Retten i Aarhus har fundet en kvinde fra Congo skyldig i at have udøvet vold mod en 7-Eleven-medarbejder på Banegården i Aarhus. 

Dommen blev fastslået til 50 dages ubetinget fængsel, advarsel om udvisning samt at skulle betale for sagens omkostninger. Den tiltalte kvinde accepterede dommen. 

Trods den gentagne vold undgår kvinden at blive udvist af Danmark, da dommeren vurderer, at dette vil være i strid med menneskerettighedskonventionen.

Episoden fandt sted natten til den 25. maj 2025 efter kvinden var kommet med toget til Aarhus fra Aalborg, da hun havde deltaget i årets karneval. Kvinden forklarer, at hun ikke kan huske episoden, da hun var beruset.

Undgår udvisning

Idet kvinden ikke er dansk statsborger, behandlede retten også spørgsmålet om udvisning.

Selvom det ikke er første gang, den 25-årige kvinde sidder i retten i Aarhus dømt for vold, fandt retten ikke grundlag for at udvise hende. 

Retten vurderede, at selv om udlændingeloven giver mulighed for udvisning, vil det i dette tilfælde stride imod Danmarks internationale forpligtelser. 

Denne vurdering laves på baggrund af kvindens personlige forhold, da hun har boet i Danmark siden barndommen, taler flydende dansk, har to børn i Danmark og ikke har noget tilhørsforhold til hjemlandet, Congo. 

Dermed bliver dommen fastslået til en advarsel om udvisning med henvisning til udlændingeloven. 

Var påvirket af alkohol

Kvinden, der lørdag den 24. maj 2025 havde været til Aalborg Karneval, var kommet retur til Aarhus natten til søndag kort efter midnat. Her var hun blevet eskorteret ud af butikken af en medarbejder efter at have afslået at modtage hjælp. Kort tid efter kom hun løbende tilbage i butikken og begyndte at slå ud efter medarbejderen, der forsøgte at afværge slagene.

Tiltalte fortæller, at hun ikke kan huske noget fra episoden, men bekræfter, at det er hende, som man kan se på de overvågningsvideoer fra 7-Eleven den pågældende nat, som der vises i retten. 

Ingen tvivl om skyldsspørgsmålet 

Ved domsafsigelsen lagde retten vægt på overvågningsvideoerne, vidneforklaringer og lægeerklæringen, der alt sammen blev fremført under retsmødet. 

Retten vurderede, at volden var uprovokeret og rettet mod en medarbejder, der blot forsøgte at passe sit arbejde. Kvindens tidligere voldsdom indgik ligeledes i strafudmålingen.

Kvinden var tydeligt berørt, da dommen blev afsagt.

Powered by Labrador CMS