Emilie har lagt sværdet fra sig – nu vil hun hjælpe andre på vej

Emilie troede, at Jesus var ligeglad med hende, indtil hun mærkede hans hånd i sin. Nu vil hun være præst og hjælpe andre unge piger med at finde deres plads i kristendommen.

Emilie Hauge Kristensen bor sammen i en lejlighed i Aarhus sammen med sine to veninder.
Offentliggjort

“Jeg kender jo godt Jesus, men hvad skal jeg bruge det til?” 

Det er spørgsmålet, der tager form i Emilie Hauge Kristensens hoved, mens hun står og kæmper nikotinabstinenserne væk i New Zealands fugtige nattevarme. Hun er frivillig kok på en kristen højskole denne sommer, og en af eleverne har lige peget i Emilies retning og sagt ’I skal bede for hende der’, til en amerikansk missionær. 

I et lille lokale sidder hun med lukkede øjne. Missionæren sidder ved siden af. Emilie Hauge Kristensen har ikke sovet godt natten før. Folk bliver ved med at fortælle hende om Jesus. Ham kender hun allerede, han vil bare ikke have noget at gøre med hende. Skrot det. Hvad skal hun bruge Gud til alligevel?

Hun er træt af at blive fortalt hvad hun må og ikke må. Hun har ikke røget siden Kastrup Lufthavn. Det hele er skrækkeligt. Intet missionæren kan kaste hendes vej er nyt, og hun leger egentlig bare med. Det skader ikke med en ekstra bøn. Missionæren siger Gud vil fortælle hende noget.

“Fortælle mig noget?” tænkte hun. “Han er her jo ikke. Ikke på den måde.” “Hvad tror du, at Gud vil give dig i din hånd lige nu?” spørger missionæren.

Et sværd. Den eneste tanke der falder hende ind. Hun prøver hurtigt at tænke på noget bedre. Men intet andet kommer. Når missionæren spørger hvad hun skal gøre med sværdet, svarer hun før hun selv tænker over det, som om nogen har overtaget hendes mund.

“Det skal jeg smide væk.” 

Nu er hånden tom.

“Hvad skal du tage i hånden i stedet for?” spørger han igen. 

Emilie Hauge Kristensen mærker en varm hånd tage fat i hendes. Hun spjætter og trækker hendes hånd ind mod sig selv. 

“Du skal ikke holde mig i hånden,” tænker hun.

Men som hun åbner øjnene og kigger over på missionæren, sidder han helt stille ved siden af, med hænderne ved hans side. Så vidste hun at det var unægteligt: der er noget større end hende selv til stede. 

“Der gik jeg hånd i hånd med Jesus.”


Hej Far, det er Emilie 

Hun har holdt fast i den hånd lige siden. 

Emilie Hauge Kristensen, 23 år, læser teologi på Aarhus Universitet og drømmer om at blive præst. Det var ikke noget hun blev opfordret til, mens hun voksede op i Indre Mission. 

Hendes familie var ret overraskede, da hun fortalte dem om hendes fremtidige arbejdsplads. Hele hendes barndom var præget af kristendom, lige fra vuggen indtil første dag i gymnasiet. Men kvindelige præster at se op til fandt hun ikke i Indre Mission.

Der var generelt en mangel på kvindelige forbilleder i hendes tro igennem årene. Det er en af grundene til at Emilie Hauge Kristensen nu er medskaber af et feministisk kristent fællesskab: Jesuspiger. 

Hun guider aftenen igennem lovsang og ærlige intime samtaler mellem de kristne piger. De kommer i en smilende flok og hilser på hinanden. Nogle kan huske hinanden fra sidst. Andre ankommer alene, men står ikke solo længe.

Emilie Hauge Kristensen sidder på en cajon, en kasse lavet af træ som fungerer som en akustisk tromme der fylder lokalet med dybe rytmiske slag. Det er tid til lovsang. Hun trommer og nikker i takt med musikken mens hun synger med resten af pigerne. Hendes øjne er lukkede. Hendes hånd løfter sig naturligt mod loftet. Hun rækker ud efter noget større end hende selv. 

Det hjælper hende med at føle hvor almægtig og umuligt stor hendes ‘Far’ er. Far er nemlig Guds navn i hendes kontaktliste.

“Det trækker kristendommen ned på et mere relaterbart niveau, Gud er jo’ faderen, og det behøver ikke altid være så formelt. Far er et trygt ord.” påpeger Emilie Hauge Kristensen.

Til det seneste Jesuspiger-møde dukkede over 80 piger op og nød en aften fyldt med samtaler om feminisme og deres kærlighed til Jesus.

Over Emilie Hauge Kristensens seng hænger noget af det, som betyder mest for hende - foto af hendes forældre og diverse religiøse symboler fra hendes rejse til Cameroun og Israel. Og et Heineken-ur fra New Zealand, fordi hun elsker øl.

Hash, røgelse og myrra

Med hendes egne ord er Emilie Hauge Kristensen opvokset i en boble i en lille vestjysk by, Aulum. I hendes barndom har hun gået på en kristen folkeskole og videre til en kristen efterskole. Hendes første møde med et liv udenfor kristendommen skete, da hun startede på HF i Holstebro. 

De stillede kritiske spørgsmål til hendes tro, som fik hende til at overveje, om alt det hun gik og troede på faktisk hang sammen. På samme tid kunne hun se, at de også havde et godt liv, også selvom de levede uden troen på Gud.

“Jeg forbinder livskvalitet med frihed, glæde med sig selv og det man laver, og det kunne jeg jo se, at de havde. Og selvfølgelig er livet ikke nemt, men altså de kommer da også igennem det – og det er jo ikke fordi, at det gør det nemmere at være kristen.”

I de religiøse kredse som Emilie Hauge Kristensen voksede op i, blev nogle vers i biblen fortolket på en måde, så kvinden skal underordne sig manden. Helt op til efterskolealderen blev hun fortalt at kvinder ikke må blive præster. På det tidspunkt mærkede hun en kæmpe irritation over at få sat en begrænsning på sig udelukkende grundet sit køn, selvom hun slet ikke overvejede at blive præst. 

En dag var 20-årige Emilie Hauge Kristensen ude og drikke øl med sine venner fra kirken i Herning. Her mødte hun nogle fremmede, som tilbød dem en joint. Hun prøvede at ryge hash for første gang, og fandt hurtigt ud af:

“Shit, det er faktisk virkelig sjovt at ryge hash.”

Hun mærkede hurtigt, at hun blev afhængig af den umiddelbare glæde, som hashen kan give efter et sug. Efter at hun havde prøvet at ryge et par gange oplevede hun, hvordan hashen fik hende til at føle sig fri. 

Ved hjælp af hashen kunne hun hive sværdet frem, skære de svære tanker væk og bare være i nuet. Det føltes som et frirum, væk fra det ellers begrænsede rum hun ofte befandt sig i.

En dag var hun hjemme hos en af hendes venner, hvor de havde aftalt at dele en joint. Midt i deres samtale kunne hun mærke hvordan hendes øjne blev mere og mere fortabte, og hvordan hans ord flødsammen til en uforståelig tåge. Hendes hoved blev fyldt med selvkritiske tankespiraler, der cirkulerede rundt om sig selv. 

“Hvad laver jeg egentligt her? Jeg har ikke et fedt liv længere. Jeg har fuldstændig mistet glæden, jeg sidder her og sejler - og ja, så kastede jeg op.” 

Det var hendes første og eneste “bad trip”, hvor hun havde en ubehagelig oplevelse med hash. Det virkede for hende som et wakeupcall. Selvom hun synes, at hash var sjovt og gav hende et frirum, så kunne det også blive for meget. Selvom hun gjorde sig disse erkendelser, fortsatte hun stadigvæk. 

Men det satte alligevel nogle spørgsmål i gang.

“Er det virkelig det her, jeg vil bruge mit liv på?” 

“Hvad må man og hvad må man ikke som kristen?” 

I takt med hendes opbrud med hendes tro og de spørgsmål hun stillede sig selv, tog hun på højskole, og fandt ud af, at mange faktisk godt mener, at man må være præst som kvinde. Det var i det, at drømmen om at blive præst spirede i hende – selvom hun vidste, at nogle ville være uenige idet.

Så Emilie Hauge Kristensen skyllede hashen ned i toilettet, pakkede kufferten og vendte snuden mod den livsændrende tur i New Zealand, hvor hun ubevidst var på vej til et møde med Jesus.


Præstekraven på vej 

Der er masser af ledige stillinger til friskbagte præster, så spørgsmålet om jobsikkerhed fylder ikke så meget. Hun har ikke besluttet sig for hvilken kirkeretning føles mest tilpas. Sådan nogle valg haster ikke.

Det er helt okay, så er der mere plads til hendes løbende samtale med Jesus og Gud. Hun har en dialog kørende med dem, på vej i skole, når hun er i kirke eller ude med venner.

“Jeg tror på at Han vil sige noget til mig. At guide mig i hvad jeg skal, og hvilke valg jeg skal tage.” 

Til Jesuspiger-møderne, forventer Emilie Hauge Kristensen, at Gud vil vise sin tilstedeværelse for deltagerne, på samme måde som hun selv har oplevet at blive taget i hånden både fysisk og følelsesmæssigt. 

Hun skal være en hyrde der hjælper dem på vej. Alle de valg hun tager i livet, bunder i at hun gerne vil have at andre får muligheden for at opleve den samme klarhed hun fik i New Zealand den sommernat.

Emilie Hauge Kristensen vil ikke være den slags kristen der slår budskabet om Gud ned i hovedet på folk. Hun tror på Jesus, og vil være en hjælpende figur for dem, der er interesserede i ligge deres sværd og, om intet andet, bare prøve at holde Jesus’ hånd for en stund.

Hendes familie er stadig tilknyttet Indre Mission. Indre Missions ønske om at kunne fravælge kvindelige præster har gjort at der er blevet sat spørgsmålstegn ved hendes beslutning. De er primært mest glade for, at hun stadig har sin tro.

"’Det er bare dit eget valg’, sagde de. Mine forældre holder fast i den holdning de er vokset op med. Men det har helt klart gjort noget, at jeg har taget beslutningen at blive præst. Det tager lang tid at ændre ens syn på sådan nogle regler.”

Hun er den eneste i hendes nærmeste familie der er brudt fra Indre Mission, og erkender sig selv som lidt en ‘outsider’.

Alligevel fortsætter Emilie Hauge Kristensen. Hun mener at det var både tanken om, at hun nok kunne bringe noget friskt og anderledes til præsterollen, samt manglet på kvinder i hendes oplevelse af kirken, der virkelig skubbede hende over kanten til at ligge sværdet og række hånden ud til andre.

Hun ved udmærket godt hvad sværdet repræsenterer. Hendes selvbeskyttende tendens. Hun har haft sværdet med sig hele livet, og har peget den spidse ende i alle retninger. Ingen måtte komme for tæt på. 

Nu er det hende der tager første skridt mod dem der tvivler. Sværdet samt mindet af den oplevelse lever stadig på hendes arm i sort blæk. Så hun altid husker Jesus’ hånd i hendes. 

Sværdet er blot en af hendes mange religiøse tatoveringer. Emilie mener hun nok er en af de mest tatoverede fremtidige præster i hendes årgang.
Powered by Labrador CMS