”EJEJEJ SE hvor sort vandet er,” udbryder en kvinde, da hun når ned til bredden.

Søen ved Vestereng lyder da også mere som en forlystelsespark fyldt med rutsjebaner så morsomme, at der umuligt kan være mere end et sekunds pause mellem hvinende ’IIiiihhh’-lyde og forskrækkede skrig, end et område reserveret til fuglefløjt og naturlig sø-idyl.

’Every lady has a dirty side’ står der på ryggen af en gruppe kvinder, to andre kommer løbende om et hjørne klædt ud som nonner, mens lyserøde t-shirts og tylskørter ses i alle retninger. Fælles for alle skal de igennem sømudderet ved Vestereng Sø. En arm prøver hjælpeløst at trække en kvinde op på bredden på den anden side. ”Man sidder jo fast,” lyder det fra de fleste, der med mudder til hofterne, prøver at krydse strækningen, hvor lyserød bliver til brun.

”Det gjorde du bare ikke”

Det er kun en halv time siden, at den første gruppe af i alt 465 tilmeldte kvinder stod klar ved startlinjen til det 8 kilometer lange mudderløb i skovområdet Vestereng i Aarhus N. Backstreet Boys runger ud over pladsen, mens kvinderne varmer op til forhindringer i vand, på land og nede på alle fire, arrangeret af Mud Race. Det kræver en betalt billet at deltage denne lørdag formiddag og, vigtigere, en vis portion vilje.

Viljen er ikke problemet for Sara Muff Smedegaard, der løber mudderløbet for fjerde gang i dag. Åbenrå, Odense og Fredericia er det allerede blevet til, og siden Fredericia har datteren Natascha Muff Sørensen og hendes veninde Emma Mærsk Petersen også været trofaste deltagere.

”Hver gang jeg bestiller billetten, tænker jeg, det gjorde du bare ikke,” fortæller Sara med øjne, der stadig virker lidt chokerede over sit nyeste hobbypåfund. ”Men når man så er i gang, er det sjovt.”

Brækkede fingre og tær med viljen kær

Den første tur i Aarhus for de tre esbjergensere, der måske mest af alt ligner de tre lyserøde musketerer i en 70’er-discoversion, ender dog ikke kun i fest og farver. Knap halvvejs gennem ruten, når de tre en forhindring, der kræver mere end lysten til at blive beskidt. Et enormt, sort plastikrør placeret op ad en container med et reb i midten, godt mudret til og rimelig svært at få hænderne omkring.

Sara får kæmpet sig vej op gennem hele røret, men de glatte fingre glider nær friheden i toppen. Nedad går det og med grebet lige så viljestærkt som før, er det tre fingre, der betaler første del af prisen, mens begge storetæer må afdrage anden rate i mødet med jordunderlaget – alle fem brækkede.

Natascha og Emma må videreføre den lyserøde fane alene, mens Sara transporteres tilbage til startpunktet i en jeep. De to kæmper sig over de sidste forhindringer af stillads-stiger og skumsprøjt og over den brændende målstreg med sæbebobler fygende overalt omkring dem. Ikke synderligt udkørte, løbets dramatiske og smattede form taget i betragtning.

”Når man har løbet 8 km igennem smadder og mudder og op og ned, giver det også en form for selvtillid,” som Sara beskriver selve årsagen for, at de vender tilbage igen og igen.

Slut med mudder, klar til Monner

Flere og flere skum- og mudderindsmurte kvinder samles på den store plads, mens en kommentator livligt taler med dem, der stadig krydser målstregen. Ordene ”BA BING BA BUM” forlader ofte kommentatorens mund og når ud til de mange forsamlede. Hvad udtrykket betyder, og hvorfor han finder det relevant at gentage så mange gange, bliver man som tilskuer aldrig rigtig klog på. Entusiasmen er dog ikke til at tage fejl af, og den matches nogenlunde af højtrykket hvormed, der bliver vendt grillpølser i boden ved siden af. 

På mandag kalder hverdagen som SOSU-medhjælper igen på Sara, måske med en lidt atypisk sygemelding eller som minimum en god historie med til frokostpausen. Men først skal formiddagen afsluttes med en hvid Monster, der forhåbentlig kan lægge en lille dæmper på de flot tilsidesatte smerter, før turen går til skadestuen. De tre kvinder kigger hjælpeløst på hinandens hænder, da dåsen skal åbnes. Moren ude af stand til at bevæge de brækkede fingre og de to pigers fuldkommen tildækkede af mudder.

Da en tår monster endelig er slubret, behøver man knap nok at spørge Sara, om hun vil med til mudderløb igen en dag, før svaret prompte kommer.

”Jaja. Ja, det skal jeg nok. Måske vi må tage Aarhus en gang til først.”