En dag med bag præstekraven: Fra havelågen til alteret
Mens menigheden møder præsten ved alteret, udspiller der sig et andet liv bag kulisserne. Fra havelågen ved præsteboligen til gudstjenesten følger jeg sognepræst Lasse Holmgaard Iversen gennem en søndag, hvor arbejdet som præst viser sig at byde på mere end prædikenen fra alteret.
Kirkeklokkerne ringer over Christiansbjerg, da sognepræst Lasse Holmgaard Iversen dukker op ved den sorte havelåge foran hans præstebolig. Han er civilt klædt iført et par chinos og en blå skjorte. Buskene omkring lågen har en klar grøn farve trods den begyndende efterårskulde, og solen skinner tydeligt, og skaber en flot kulisse. "Er det dig, der er Jens Christian?" spørger han med et smil og rækker hånden frem, hvortil jeg bekræfter.
Om ca. en halv time skal han stå foran menigheden i Christianskirken og lede gudstjenesten, og være den præst, kirkegængerne møder søndag formiddag. På den korte gåtur mod kirken er der dog ikke meget højtidelighed over ham. Han virker afslappet og hverdagsagtig, mens vi taler om hans arbejde og de fem år, han har været ansat i sognet. Selv efter hundredvis af gudstjenester kan nervøsiteten dog stadig dukke op, fortæller han.
"Jeg er ikke længere nervøs hver gang, men nogle gange kan det da godt ske."
Det uformelle præsteværelse
Bag kirken fører en brun trædør ind til præsteværelset, et rum de færreste kirkegængere nogensinde ser. Et kraftigt orgel kan høres gennem væggene, mens de sidste forberedelser til gudstjenesten finder sted. Rummet fremstår som en lille tidslomme med sit blå væg-til-væg-tæppe, de mørke træmøbler og det store kors på bordet i hjørnet. Da kirkedegn Ole Erik Larsen træder ind i præsteværelset og hilser, varer det ikke længe, før stemningen bliver mere munter.
"Ole er en gammel rotte i faget," siger Lasse med et smil.
Den ældre kirkedegn tager imod kommentaren uden protest. Han er selv tidligere præst og har også arbejdet som kirkesanger, samtidig med han læste teologi. "Jeg ved meget af, hvad der foregår i kirken," siger han med et glimt i øjet. Mens orglet fortsætter i baggrunden, går snakken om dagens gudstjeneste, og arbejdet i kirken.
Få minutter senere dukker endnu en kollega op, og langsomt begynder præsteværelset at minde mere om et uformelt personalerum end om det højtidelige rum, man måske forestiller sig, gemmer sig bag alteret.
"Man skal passe på med at bagtale nogen, mens mikrofonen er tændt," bliver der sagt kækt for sjov.
Lasse griner og replicerer. "Jeg slukker altid mikrofonen, når jeg er på toilettet for en sikkerheds skyld." Latteren fylder i rummet.
Et mix af tradition og fornyelse
Ved det tomme kirkerumm står en masse instrumenter ovre i hjørnet på gulvet blandt sæderne. Et komplet Yamaha trommesæt, keyboard, bas, guitar og mikrofoner står opstillet organiseret. Christianskirken forsøger nemlig at køre med et mix af tradition og fornyelse som de selv formulerer det. Inden længe skal både salmer og rytmiske sange derfor dele pladsen i gudstjenesten, mens børnene senere sendes videre til børnekirke. Dette er med intention om at gøre gudstjenesten en tand mere moderne og fleksibel lader jeg mig forstå. Hver søndag kl 9 tilbyder Christiansirken dog også klassisk traditionel gudstjeneste, så der er til alle smage.
Folk i alle aldre kommer så småt dryssende. Børnefamilier, ældre og flere unge mennesker der lade til at være kommet alene. Umiddelbart noget der ligner et bredt udsnit af lokalbefolkningen. Mens kirkegængerne langsomt fylder bænkene, tjekker Lasse og kirketjeneren ind. Der bliver tændt stearinlys, delt sangbøger ud, og jeg kan så småt mærke at den løsere jargon i præsteværelset nu er blevet erstattet af dyb koncentration ”Nu nærmer vi os vimsestadiet” udtrykker Lasse det, og jeg fanger hintet og finder min plads.
En gudstjeneste med plads til humor
Lasses jordnære personlighed sætter sit præg på gudstjenesten, hvor han flere gange finurligt formår at flette et par sjove bemærkninger ind. Menigheden kvitterer med latter og smil, og da nadveren begynder, danner der sig hurtigt kø ved alteret. ”Hvordan var det?” spørger Ole smilende, som måske havde opfanget, at jeg virkede lidt socialt hjemløs sekunderne efter gudstjenesten. Jeg fortæller Ole hvordan jeg oplevede Lasse som en afslappet præst med plads til humor, hvilket han med det samme griber. ”Det er jo ikke raketvidenskab. Det skal jo være sådan at folk føler sig hjemme, velkomne og set, hvilket er en stemning Lasse er rigtig dygtig til at skabe.”
Efter gudstjenesten står en glad og tilfreds Lasse i præsterummet som nu igen står omklædt til civilt tøj. Han skal nu mødes med en gruppe medarbejdere fra Vestervang Kirke. De kommer i dag som gæster for at høre, hvordan Christianskirken arbejder med at engagere unge i det kirkelige fællesskab, hvilke lasse skal give et oplæg om. Stemningen er igen uformel da gæsterne fra Vestervang ankommer. Der bliver pakket frisksmurte sandwichs ud, åbnet sodavand og snakket på kryds og tværs af bordene. Lasse bevæger sig rundt mellem gæsterne og falder naturligt i snak med dem. For mindre end en time siden stod han foran alteret, og nu fungerer han som vært. En dynamisk dag. ”Er der også en sandwich til Jens Christian?” Spørger Lasse og sender et blik rundt om bordet. Lasse fortæller i sit oplæg, at omkring halvdelen af beboerne i Christianskirkens sogn er mellem 20 og 34 år, hvilket er derfor at kirken i flere år har arbejdet målrettet med at skabe aktiviteter for unge voksne og dermed udnytte demografien i sognet.
”Hvordan konkret får i så unge mennesker til at engagere sig i kirken?” Spørger en dame blandt gæsterne.
Fællesspisninger, debatarrangementer, fællessang og kurser i mental sundhed er bl.a. nogle af de initiativer som Lasse fremhæver. Ifølge ham handler det ikke kun om aktiviteter, men også om indflydelse. De unge skal ikke blot inviteres ind. De skal også være med til at præge fællesskabet og føle sig set.
