En festival der starter samtalen

Grundtvigs hemmelige fjerde vers

Det er blevet tid til spørgsmål. En kvinde rækker hånden i vejret. Folk er musestille. En gråhåret kvinde i en lang lilla jakke rejser sig op i publikummet. Hun begynder at synge det hemmelige fjerde vers fra Grundtvigs højskolesangbog. Klapsalven runger i den lille baggård ved Vartov. Hun er den der får den største klapsalve i løbet af de næste par timer.

Blå højskolesangbøger fylder borde og klapstole til Himmelblå festivalen foran den store Grundtvig statue på Vartov. Mellem alle oplæg bliver sunget fællessang. Den ældre generation dominerer Himmelblå festivalen, der kredser om de store spørgsmål i vores samtid - alt fra forholdet mellem menneske og maskine til livet som folkeskolelærer. ”Det er fantastisk, alsidigt og berigende på godt og ondt. Det er emner man normalt ikke forholder sig til”, fortæller Majbritt Vendelbo med strikketøj i hånden.

Tomatsuppen som samtalestarter

Folk sidder foroverbøjet, nærmest som ’Tænkeren’. Ordene der kommer fra Himmelblå-scenen bliver lyttet til intenst. Men i pauserne er det ikke kun de store spørgsmål, der fylder. ”Ej, den her tomatsuppe er fantastisk”, siger kvinden ved siden af mig. En sætning der leder til en samtale ved bordet om alt fra suppeopskrifter, til hvorfor man er til festivalen. ”Jeg er her for at få ny viden”, siger kvinden i den blå cowboyjakke ved siden af mig.

Samtalerne sprudler rundt om tomatsuppe og kaffekopper i den grønne baggård. Der bliver grint og krammet mellem bekendte. En ung mand tilbyder sin stol til en ældre kvinde. Der er et usagt fællesskab på Himmelblå festival.

Fællessang der får hjerter til at slå i takt

Midt på eftermiddagen er der en times fællessang. Timen fløj afsted, ikke mindst på grund af det overraskende humoristiske indslag af Lea Korsgaard og Rasmus Meyer. ”Jeg holdt et oplæg tidligere i dag i en kirke. I er ligesom at være til en rockkoncert sammenlignet med det”, siger Rasmus Meyer smilende, mens folk sidder grinende med højskolesangbogen i hånden.

Rådhusklokkerne bimler, og sangstemmerne bliver skruet op. Hver sang bliver reflekteret på scenen ”det er en skøn måde at veksle mellem det sjove og muntre og så det alvorlige og fortælle når man har noget på hjertet”, fortæller Lea Korsgaard om oplevelsen af fællessang. Hun forklarer hvordan fællessang er en måde til at fortælle samme historie og få kroppene til at findes en fælles rytme. Man trækker vejret i takt og hjerterne gør ligeledes, ”det skaber en samklang og fællesskab”, ifølge Lea Korsgaard. Hun beskriver publikummet som ”læn sig ind”-mennesker, der er interesseret i udveksling af ideer og refleksioner.

Samtalen der fortsætter

Eftermiddagen skrider frem og gården bliver tættere og tættere. Der bliver flyttet rundt på klapstole. Folk rykker sammen på bænkene. Selv det lille vandkar midt i gården er blevet til en siddeplads.

Den strikkende 53-årige Majbritt sidder med veninden Mette Avnshøj. De har været til Himmelblå fire gange sammen. ”Det er som jeg kender det. En masse interesseret og lyttende mennesker, hvor vi får emner som vi kan reflektere over sammen”, siger Mette Avnshøj.

Da jeg går, forsætter samtalen mellem de to veninder. Ude på den anden side tager storbyens larm over igen.