Der bliver tappet øl bag baren. 

Et glas skvulper over kanten, mens en gæst maser sig forbi med armene fulde af drikkevarer. 

Ved et bord sidder tre venner med hver deres øl.

De følger landsholdet tæt og har set et utal af kampe gennem årene. Men begejstringen har fået et knæk.

"Opbakningen er lige på vippen efter vi ikke kom til VM," siger den ene. 

Vinder Danmark ikke snart igen, kan tålmodigheden slippe op. 

De er ikke overraskede over sommerens fiasko. 

"Det var næsten ikke engang en overraskelse," siger han med et grin.  

Alligevel er de mødt op. 

Ikke kun for kampen. 

"Det er jo stemningsfuldt," siger en anden og peger ud over den tætpakkede bar.  

Rundt omkring i lokalet summer samtalerne. Røde neonrør kaster et varmt skær hen over baren, og på højtalerne spiller "En for alle, alle for en". 

En mur af fadøl og sved rammer ved indgangen. Luften er tung af kropsvarme og forventning. 

Så bliver der stille. 

Tv-lyden forsvinder under den danske nationalsang. Samtalerne dør ud. Blik efter blik rettes mod storskærmene. Alderspræsidenten rejser sig fra sin plads og står rank inden kampstart.  

Forventningen hænger i luften denne torsdag aften på sportsbaren Panenka i Aarhus. Men den er ikke helt den samme som før.  

For få måneder siden glippede Danmarks VM-drøm.

Ifølge en ny Megafon-måling er danskernes interesse for herrelandsholdet faldet markant. Hver tredje dansker svarer, at interessen er blevet mindre eller meget mindre end for to år siden. Samtidig er det kun 23 procent af de adspurgte, der tror, at Danmark kvalificerer sig til EM i 2028.

Alligevel er baren fyldt. 

Spørgsmålet er hvorfor. 

"Det ændrer ikke på, at jeg tror på det til det sidste. Danmark vinder i dag. 100 procent."

Jesper Knudsen er ikke svær at få øje på. Den røde cowboyhat rager op over de øvrige gæster, og håndleddene er pakket ind i røde og hvide striber. Halstørklædet hænger løst om halsen, mens begge hænder peger mod DBU-logoet på brystet. Hvis der skulle herske tvivl om, hvor sympatien ligger denne aften, gør påklædningen sit for at fjerne den. 

Han har set omkring hundrede landskampe og ville nødigt gå glip af en eneste. 

"Det ændrer ikke på, at jeg tror på det til det sidste. Danmark vinder i dag. 100 procent."  

Han foretrækker at se kampene blandt andre mennesker. 

Jo flere desto bedre. 

"Det betyder ekstremt meget. Både det sociale og at få lov til at se det sammen." 

Da Norge scorer, går en dæmpet mumlen gennem baren. Den ældste gæst i lokalet reagerer først. Han løfter armene og vifter roligt gennem luften. 

Det er ikke en protest mod dommeren eller spillerne. Nærmere en beroligende gestus. 

Omkring ham sidder unge i hættetrøjer, nogle enkelte i landsholdstrøjer. På bordene står fadøl side om side. En familie skåler ved et andet bord. Mor, far og søn læner sig frem mod skærmen. 

Da Danmark nærmer sig det norske felt, rejser flere sig samtidig. 

"Skyd!" 

Arme ryger i vejret. 

Så falder de ned igen. 

Et anerkendende klap breder sig gennem lokalet. 

Lidt senere bryder stilheden igen. 

"Løb! Løb! Løb!" 

En flok studerende, der kun har kendt hinanden i lidt over en måned, hujer nu side om side, som om de har været venner hele livet. 

For nogle er kampen næsten blevet en undskyldning for noget andet. 

Ved et af bordene sidder Mathilde Normann og Maja Lyrsholt. Ikke just de traditionelle fodboldfans. De fortæller grinende, at de også er kommet for stemningen.  

"Vi snakkede om, at det kunne blive en tradition," fortæller Maja. 

Ville I have siddet alene på baren? 

"Nej, aldrig," svarer hun hurtigt.  

For Mathilde handler landsholdet om noget andet end resultater. 

"Det er en fællesskabsting. Lige meget hvor dårligt det går, så kan man mødes med venner og være sammen om, at vi kommer fra det samme sted." 

Bag baren mærker bartender Nanna Duus også udviklingen. 

Hun har arbejdet til adskillige landskampe her på Panenka. 

Der kommer stadig gæster, siger hun. 

Bare ikke helt så mange som før. 

"Man kan godt mærke, at der ikke er lige så stor opbakning." 

Hun oplever også, at stemningen har ændret sig. 

"Man troede mere på det før. Nu er man her mere for opbakningen og hyggen, og ikke lige så meget fordi man tror på det."  

Så sker det.

Danmark scorer.

Euforien eksploderer gennem lokalet.

Folk springer op fra stolene. Nogle omfavner hinanden. Andre banker i bordene. Øllene skvulper. Smilene breder sig. Hænder klemmer om håbet endnu. Glimtet vender tilbage i øjnene. 

Snakken går livligt om målet. 

Måske er det alligevel ikke helt slut med at tro. 

Men kampen fortsætter. 

"Ah, dommer!" 

Et par minutter senere begynder opmærksomheden at flakke. Telefoner bliver fundet frem. Samtaler om studier, arbejde og weekendplaner sniger sig ind mellem afleveringerne på banen.  

Hverdagen trækker i trøjen. 

Fodbolden triller ud. 

Men den kommer altid tilbage. 

Tidligere på aftenen strømmede "En for alle, alle for en" ud af højtalerne. 

Nu er sangen erstattet af lyden af stole, der skubbes tilbage og glas, der samles ind. 

Da kampen slutter med dansk nedtur, forlader gæsterne langsomt baren.  

Nogle ryster på hovedet. 

Andre trækker på skuldrene. 

Der bliver ikke råbt eller smækket med døre. 

På bordene står stadig halvtomme ølglas tilbage. Kondensen løber langsomt ned ad glassene i den varme bar.