En hjælpsom hånd fra Kitintale

27-årige Nasifu Abdallah bruger de fleste af sine vågne timer på at hjælpe, mætte, uddanne eller på anden vis organisere humanitært og socialt arbejde i Kampalas slumområder. Han vil egentlig bare gerne hjælpe med at gøre slummen til et lidt bedre sted at leve.

Frivillige og lokale kampalanere arbejder på en ny vandvej, der skal bekæmpe oversvømmelser i Kampalas slum.
Offentliggjort

Et voldsomt uvejr førte for nogle uger siden til store oversvømmelser i Nasifu Abdallahs hjemby, Kitintale, i Kampalas slum. Markeder, butikker og hjem blev ødelagt af vandet og mudderet, fortæller han.

”Det var helt forfærdeligt, men vi tog derned hurtigt dagen efter og gik i gang med oprydningsarbejdet og hjælp til nogle af de indbyggere, det var gået hårdest ud over. En mand havde mistet sin Boda boda-cykel i mudderet. Vi hjalp ham med at grave den fri”, fortæller Nasifu Abdallah.

Arbejdet ender med at tage dagevis, og der er mange der - selvom Nasifu Abdallah og hans kollegaer gør, hvad de kan for at hjælpe - alligevel ender med at miste deres hjem og levebrød til oversvømmelsen.

Om hændelsen fortæller Nasifu Abdallah, at der desværre er kommet flere og flere af den slags kraftige uvejr og oversvømmelser i Kampala hen over de seneste par år, og at det efterhånden har udviklet sig til en ret stor udfordring for mange områder i byen og slummen især.

”Vi prøver at hjælpe folk, så godt vi nu kan, men ofte er skaderne så store, at det er svært at gøre noget ved, når det først er sket”, forklarer han og fortsætter:

”Der er ingen rigtig infrastruktur til at håndtere vandet i slummen, og derfor er vi nu i gang med indsatser lokalt, der forhåbentlig i fremtiden skal kunne aflede og blokere regnvandet bedre”.

 

En driftig lille fyr

Nasifu Abdallah er født og opvokset i den lille landsby, Kitintale, der ligger i et af Kampalas flere slumområder. Der bor omkring 1,8 millioner mennesker i Kampala. Ifølge en FN-rapport fra 2022 bor over 700.000 kampalanere dog i byens slumområder. Langt de fleste har svært ved at forsørge sig selv og deres familier, og som konsekvens lever mange derfor fattigt og har meget ringe adgang til rent vand, mad og basale sanitære forhold.

Nasifu Abdallah, 27. Frivillig leder i organisationen ’NAC’, ’Network for Active Citizens’ i Kampala, Uganda.

Nasifu Abdallahs forældre har heller ikke meget, da han vokser op, men dog nok til at han selv, og de fleste af hans syv søskende, kan komme i skole. Her lærer han hurtigt at regne, læse og skrive, og nu kan han pludselig bedre hjælpe sine forældre med at tjene penge og samtidig hjælpe sine mindre søskende i skolen.

”Vi havde det ikke altid nemt, da jeg var mindre, men jeg ved, at der er mange, der har haft det langt værre end os, så vi har også været heldige”, fortæller Nasifu Abdallah.

Med tiden opdager Nasifu Abdallah, at han ikke kun kan være en hjælpende hånd i hjemmet, men faktisk også kan være af gavn rundt om i Kitintale. Han begynder at hjælpe sine venner og andre bekendte i byen med alt fra at starte små forretninger til at reparere og anlægge små nye veje i området.

”Efterhånden blev jeg lidt den, folk i Kitintale gik til, hvis de ville have hjælp til at få noget gjort eller på anden måde havde nogle gode ideer til noget”, fortæller Nasifu Abdallah og fortsætter:

”Jeg syntes bare, det var sjovt, og så var det også en god følelse at kunne gøre andre glade”.

 

En bedre by

I dag er Nasifu Abdallah uddannet inden for forsyning og logistik men fortæller, at der er høj arbejdsløshed i Kampala. Selv for veluddannede og især for unge.

”Det er de færreste, der får arbejde lige efter studiet. Der kan gå mange år, før man måske får noget. Jeg ved, at mange af mine studiekammerater også er arbejdsløse efter studiet”, fortæller han.

I realiteten er Nasifu Abdallah dog langt fra arbejdsløs. Han arbejder frivilligt - i hvad der svarer til en fuldtidsstilling - for organisationen ’Network for Active Citizens’, eller bare ’NAC’, som han kalder det. ’NAC’ er en NGO med base i Kampala.

”Tanken med ’NAC’ er at give unge kampalanere bedre muligheder for at være med til at præge, udvikle og skabe positive forandringer i deres lokalsamfund”, forklarer Nasifu Abdallah.

Nasifu Abdallah har været en del af ’NAC’ i seks år og har i den tid både udviklet, organiseret og iværksat en lang række forskellige programmer og projekter i flere forskellige lokale landsbyområder i Kampalas slum, heriblandt i Kitintale.

Projekterne er ofte med fokus på humanitært arbejde, uddannelse, bæredygtighed, byplanlægning eller sociale forhold, der skal give unge muligheder for at gøre slummen til et lidt bedre sted at være.

”Vi lavede for eksempel et socialt projekt med en lokal skaterklub i en lille landsby, Mutungo, hvor unge i området kunne komme og få gratis undervisning af en instruktør og bruge skateparken som et frirum og socialt samlingssted. Det blev en stor succes!”, forklarer Nasifu Abdallah.

Skateparken i Mutungo er blevet et hyggeligt frirum til alverdens aktiviteter for unge i området.

Lidt har også ret

Selvom Nasifu Abdallah, sammen med mange andre frivillige i Kampala, nu i efterhånden mange år har arbejdet ihærdigt på at skabe en bedre by, er det ikke kontroversielt at sige, at Kampalas slumområder desværre stadig er forholdsvis barske og ubarmhjertige steder. Mennesker sulter, dør af simple infektioner og vold, kriminalitet og korruption er ifølge flere FN-rapporter stadig større udfordringer i Kampalas slum. Alligevel fremhæver Nasifu Abdallah de fremskridt, han mener, trods alt er sket i Kampala igennem de sidste par år.

”Vi kan jo se, at vores og andres arbejde virker, og at vi med tiden har kunnet hjælpe med at forvandle meget barske bydele til spirende lokalsamfund, hvor børn kan færdes mere sikkert i gaderne igen”.

Og det er sådan set også rigtigt. Der er sket store forandringer i Kampala de senere år. De estimerede slumområder er skrumpet, økonomien vokser og der bliver skabt flere arbejdspladser, der løfter flere ud af fattigdom. Og selvom det selvfølgelig langt fra kun er ’NAC’s fortjeneste, er det lokale arbejde ifølge Nasifu Abdallah helt afgørende.

”Det ser måske ikke ud af så meget, men jeg tror, at du altid kan gøre en forskel for nogen, uanset hvor lidt du selv har. Og at det kan inspirere andre til det samme", forklarer Nasifu Abdallah.

”Det håber jeg i hvert fald, og det er også det, der driver mig til at blive ved”.

Powered by Labrador CMS