En lang vej til behandling: “Det handler ikke kun om det kvarter, man er inde ved lægen”

Anja Budde har flere gange oplevet at måtte vende om på vej til behandling.
Offentliggjort

Transporten til og fra behandlinger i sundhedsvæsenet kan for nogle borgere være en barriere for overhovedet at møde op. 

Det mærker 53-årige Anja Budde, der bor i Alken mellem Ry og Skanderborg, når hun skal til behandling på Skejby Sygehus. For hende kan det være en kamp at komme afsted, fordi rejsen foran hende kan virke helt uoverskuelig: 

“Rejsen for at komme ud på Skejby kan næsten spolere muligheden for at møde op på det tidspunkt man er blevet bedt om.” 

Turen dertil kræver nemlig god planlægning, togture som passer med skift, og at overskuddet fra Anjas side, er nok til turen på den givende dag. 

 

En kandidatgrad i navigation 

Anja har hele sit liv været psykisk syg, og fik for 15 år siden konstateret multipel sklerose. Det har krævet flere rejser frem og tilbage mellem Alken og diverse behandlingssteder. Hun mener, at en aftale i sundhedsvæsenet er noget mere kompleks end, hvad folk måske skulle tænke: 

Skejby Sygehus er et af de største og mest specialiserede hospitaler i Danmark.

“Hvis man er udfordret på flere parametre, så kan det være en barsk omgang med offentlig transport. Og når man kommer ud på Skejby, skal man have en kandidatgrad i navigation for at finde den dør man skal ind af. Der kan jeg være helt brugt op, så det handler ikke kun om det kvarter man er inde ved lægen.” 

 

For at nå frem til sin medicineringstid på Skejby Sygehus, skal Anja med toget til Aarhus, en tur på 30 minutter, før hun derefter kan stige på letbanen med kurs mod Skejby Sygehus. Det kan være noget af et bjerg at skulle bestige når man blandt andet lider af angst: 

“Hvis jeg en dag er meget angstpræget, så er offentlig transport en kæmpe udfordring. At stå og gnubbe sig op ad mennesker man ikke kender, det er frygtelig ubehageligt.” 

 

En i mængden 

Anjas problemer er langt fra enestående. Professor i lokale sundhedsudfordringer og ulighed og leder af Centeret for Sundhedsforskning, Merete Labriola, påpeger transporten som en reel barriere for ens helbred: 

“Folk fravælger den opfølgning de reelt skal have, fordi de simpelthen ikke orker den lange transporttid. Det betyder noget i forhold til, at der kan komme nogle sygdomme eller forværringer til, som ikke bliver fanget.” 

 

For dem, der lever med flere sygdomme eller psykiske udfordringer, kan sundhedsvæsenet virke som et puslespil med alt for mange brikker:

“Måske skal du ind og tjekkes på din diabetes et sted, men så skal du tjekkes for noget andet, et andet sted. Hvis du så også lider af noget angst eller andet psykisk, så kan det virke fuldstændigt uoverskueligt.” Fortæller Merete Labriola. 

 

For Anja er det hver gang en kamp, og en konstant opvejning inden rejsen starter: 

“Det er svært at kunne mønstre håbet om, at det er værd at tage afsted. Jeg har vendt om flere gange. Jeg har prøvet at komme op til toget, og bare mærket efter og vurderet: det her, det kommer simpelthen bare ikke til at ske i dag.” 

Powered by Labrador CMS