”En mulighed for at blive klogere på, hvad der sker udenfor vores lille andedam”
Vi nærmer os treårsdagen for begyndelsen på krigen i Gaza. Konflikten begyndte den 7. oktober 2023, og det har været tre lange år med sorg, foragt og opgivelse. Dette bliver, der sat øget opmærksomhed omkring med dette års Palæstina Film Festival.
Med de hvide og blodrøde farver fra de palæstinensiske shemagher samt den milde og sødmefulde duft af dadler og sesamfrø, er det ikke til at se, om man befinder sig i en mørk og faldefærdig biograf midt i Aarhus eller i en tyrkisk bazar, når der lige er kommet morgendagens friske forsyninger.
Det rummer for ørene. Støjen er ikke til at finde hoved og hale i. Ordene er ikke til at placere. Det er som at være fanget i 2.b's klasselokale om morgenen, inden deres lærer har begyndt sin tunge gå gang fra lærerværelset med sin første af dagens mange kaffekopper.
Der bliver diskuteret, udvekslet holdninger og snakket for fulde gardiner. En ældre dame spørger med rystende og skrøbelig stemme to yngre mænd om deres bedømmelse af filmen:
”Hvad tænkte I om filmen?”
”Den var FANTASTISK!”
”Det giver et helt andet perspektiv”
En vis pessimist vil måske mene, at det er de søde sager og det flotte isenkram, der gør at folk bliver hængende. Men det er ved at være et stykke tid siden, at de sidste navne i rulleteksten kravlede sig vejen op fra bunden til toppen af skærmen.
Et årligt arrangement med gentagende succes
Den 24. september 2026 startede dettes års Palæstina Film Festival. En event, der er blevet afholdt for femtende gang i træk. Formålet med festivalen er at sætte fokus på Palæstinas kultur, historie og kunst. Derfor viser man årligt film om Palæstina og palæstinensere.
I år lød startskuddet med visningen af den prisbelønnede dokumentar, House of Hope. Dokumentarfilmen handler om en pacifistisk Waldorf-skole, som befinder sig på Vestbredden, der er besat af Israel. Skolen bliver drevet af en palæstinensisk kvinde ved navn Manar og hendes mand Milad. Konflikten i Gaza medfører en hverdag med utryghed, stress og krig. Skolen skaber et frirum, hvor børnene kan træde ud af konflikten og få en fornemmelse af tryghed og håb.
Tag stilling til konflikten
”En mulighed for selv at blive klogere på, hvad der sker udenfor vores lille andedam.”
Sådan beskriver Malthe Dam Palæstina Film Festivalen. Et arrangement, han har deltaget i 4 gange før.
Malthe går med hastige skridt frem og tilbage med 3 stykker vandglas i hver hånd. Han sætter dem på det aflange bord, hvorefter han går hen i køkkenet og sætter kaffen over. Han virker en smule anspændt og stresset og lige i momentet, er der ikke tid til at svare på spørgsmål.
”Vi vil jo gerne være nogle gode værter.”
Sammen med to af sine venner er han ved at gøre klar til denne aftens ”Film og falafler”. En passende titel til dagens begivenhed.
Dette er et separat arrangement inden startskuddet på Palæstina Film Festival, der er blevet stablet på benene af Palæstinanetværket. Netværket er en nonprofitorganisation, der har til formål at oplyse om Palæstina og Israel.
Gæsterne samler sig lige så stille i lokalet. Stemningen er stille, men ikke akavet. Elevatorsnakken kommer hurtig i brug, og der bliver spurgt ind til, hvilken relation gæsterne har til Palæstina. Stolene trækkes ud under bordene, og folk sætter sig langsomt ned. Der bliver kigget lidt rundt omkring. Så kommer det. De iøjnefaldende gule poser bliver bragt ind i lokalet. Duften af krydret og ristede kikærter spreder sig ud i alle hjørner af rummet. Gæsterne trækker på smilebåndene.
Så snart poserne bliver sat på bordet, grabser folk til sig. Ligesom når løvinden bærer den nedlagte antilope i struben, og lægger den foran sin sultne flok, der ikke har spist i flere dage.
Skabe sin egen holdning
Malthe Dam har selv rejst i Palæstina og Israel, og det har givet ham indtryk, der har sat sig fast.
”Der er virkelig forskel på at leve der, og leve her.”
Det er vigtigt, at man forsøger at skabe sin egen mening om konflikten, mener Malthe. Det er et meget omdiskuteret emne, som hele tiden er fremme i nyhederne. Krigen i Gaza er med til at dele vandene og skabe splittende udtryk. Derfor er det vigtigt for Malthe at deltage i arrangementer som Palæstina Film Festivalen:
”Det er vigtigt for mig. Det er noget, som fylder i verdenen og har indflydelse på vores hverdag. Det er en mulighed for mig at blive klogere på, hvilken verden man er en del af.”