En sognegård fuld af unge: ”Det er altså virkeligt rart at møde nogle, man ikke lige møder til hverdag”
Den sidste torsdag i hver måned inviterer Sankt Johannes Kirke på Trøjborg til fællesspisning og brætspil for unge.
Rundkredsen vokser i takt med støjniveauet, jo tættere klokken kommer på 18. Blød musik blander sig med introduktioner og nogle ”Hej, er det din første gang?”
Det er det for nogle, og andre er kommet igennem flere år. Men her er der plads til alle, så længe du er mellem 18 og 30 år, uanset om du er studerende eller færdiguddannet.
”Hooooold da op, du har allerede en bachelor – ej undskyld mit udbrud,” blander den unge teologistuderende Gertrud Brøndum sig.
”Ja, Brøndum ligesom hotellet i Skagen,” siger hun og retter på brillerne.
Hun er sammen med 12 andre unge dukket op den sidste torsdag i måneden til Spis & Spil arrangementet i sognegården, Johannesgård. Her skal de bruge tre hyggelige timer blandt lysestager og salmebøger.
”Her er bare megahyggeligt,” siger Gertrud, der er kommet til arrangementet et par gange gennem de seneste år. Men over halvdelen af de unge i lokalet har aldrig deltaget før.
”Jeg tror ikke, at jeg 100% er lavet til at være for mig selv”
Ved langbordet, hvor der er sat to ekstra stole i bordenden, så ingen skulle sidde alene ved det andet bord, flyder samtalen hen over vaserne med selvplukket blomster og kanderne med vand og saft.
Selvom flere først lige har mødt hinanden, bliver der vendt alt fra uddannelse til kærestesorger.
”Er jeres fredagsbar god?” er et gentagende spørgsmål sådan en aften før fredag, når de fleste er studerer på forskellige uddannelser. De studerer alt fra medicin og fysik til statskundskab og tysk.
”Det er altså virkeligt rart at møde nogle udenfor sit studie, nogle man ikke lige møder til hverdag” siger kvinden med leopardkjolen, der sidder overfor Gertrud.
Her er Gertrud helt enig, hun søger altid nye fællesskaber, om det er her, på højskole eller kollegie.
”Jeg tror ikke, at jeg 100% er lavet til at være for mig selv,” siger hun, mens hun kigger rundt på de andre, så hendes korte hår svinger.
”Brætspil er for alle”
En lugt af tun fylder lokalet, da de frivillige sætter maden på buffetbordene. Menuen er som altid pitabrød med masser af grøntsager, feta, hummus og tun. Paptallerkenerne buer under vægten af det pålæsset måltid.
”Vi henter bare mere, når der er spist op,” lyder det fra sognepræsten Anette Brøndum, der også er Gertruds mor.
Anette har afholdt arrangementet i syv år, siden første gang i 2019. Det begyndte, fordi sogneanalysen viste, at der var flest unge i kirkens sogn.
”Dem måtte vi jo gøre noget for,” siger Anette og retter på brillerne.
Derfor talte de med flere unge, og lagde hovederne i blød.
”Det var også den tid, hvor brætspilscafeerne var begyndt at dukke op. Brætspil er for alle,” tilføjer hun.
Det er også højdepunktet for Gertrud, der efter maden begynder at spille Wavelength sammen med fire andre.
”Det må man altså godt her”
”EJ,” bliver der råbt, da et andet spil ikke går som håbet. Imens drikker de kaffe og kakao, som der er blevet skaffet efter ønske sidste gang.
”Jeg syntes ikke, at jeg kunne fiske efter dem, som jeg godt kan lide,” siger hende ved siden af Gertrud efter at have været oppe med slikskålen.
”Det må man altså godt her,” svarer Gertrud straks.
Det er for de unges skyld
Helt ubemærket går belysningen fra at komme udefra til at komme fra standerlampen i hjørnet. Udsigten gennem vinduerne til Trøjborg Kirkegaard forsvinder, men lokalet forbliver fyldt.
”Det giver fornyet livsmod at se fællesskabet blomstret blandt dem,” siger Anette, mens hun kigger rundt på de snakkende deltagere.
”Det er hverken for mig eller kirken, at vi afholder det, men jeg og kirken kan mærke, at afstanden mellem os og de unge i sognet blive mindre. De tør række ud til mig som præst,” siger Anette, der er berørt af forskellen sådan en aften kan gøre.
Til trods for arrangementet afholdes af kirken bliver tro ikke nævnt en eneste gang. Det vigtigste ved sådan en aften er hyggeligt sammenværd.
”Hvis der bliver snakket på kryds og tværs, er missionen lykkedes,” siger Anette smilende.
”Det gør I bare, når I har tid”
Det eneste denne aften kræver af deltagerne er, at de på et tidspunkt i løbet af aftenen får sendt 20 kroner på MobilePay til kirken.
”Det gør I bare, når I har tid,” siger Anette, der ikke har opkrævet pengene med det samme, men stoler på, at det nok skal blive gjort.
I Gertruds tilfælde er det også den eneste gang i løbet af aften, at hun bruger sin gule telefon, inden hun siger tak for i aften.
