En stille revolution: Kunstig intelligens bevæger sig ind i psykiatrien

Niklas Andersen kunne smage blod. 

Han kunne høre skrig, og inde i hans hoved rumsterede 1.000 forskellige stemmer. 

Forestil dig stemmerne fra alle de mennesker du har mødt. Din far. Din mor. Dine kollegaer og klassekammerater. Dine bedste venner.

Niklas havde mistet sit sind, som han selv siger. 

Psykosen havde stået på i næsten et halvt år. Men den her lørdag i efteråret 2020 blev enden på en uge, hvor stemmerne tog over. Hvor lugte og lyde kravlede ind i hans hoved. Han havde nærmest ikke sovet i seks dage. 

Alligevel lagde Niklas sig på sengen, og lukkede øjnene. Klokken var omkring 23, men allerede et kvarter efter vækkede endnu et mareridt ham. 

“Jeg ringede til min søster. Det var et kæmpe råb om hjælp, og hun hørte det.” 

Mens Niklas fortæller, knækker sproget flere gange lidt over. Som at ordet ikke helt når gennem stemmebåndet, før det næste famler sig frem. 

Hans hænder holder fast i hinanden, og øjnene, der har et snert af fugt i sine kroge, søger omkring i lejligheden og fem år tilbage i tiden.

“Min søster reddede mig. Søndag var jeg hos min familie, og mandag blev jeg indlagt på psykiatrisk afdeling.” 

Tre måneder efter fik Niklas Andersen sin diagnose.

Paranoid skizofreni.

“Det gjorde rigtig ondt at få det at vide den gang. Men jeg ville aldrig været nået til hvor jeg er i dag uden diagnosen. Nu ville jeg ikke være den foruden.” 

Diagnoser kan være altafgørende for mennesker med skizofreni. Og i en historisk presset psykiatri, kan vejen derhen være besværlig. 

Men en løsning ligger måske gemt i vor tids mest omtalte teknologi.

En intelligent spåkugle 

På forskningstidsskriftet JAMA, blev der tidligere i år udgivet en artikel, hvis resultater vil kunne vende om på livsbaner som Niklas Andersens. 

Studiet som er foretaget af forskere fra Aarhus Universitet, kredser om en sjældent omtalt side af det abstrakte begreb som kunstig intelligens er.

Maskinlæring. En type af kunstig intelligens, som kan fastlægge bestemte mønstre ud fra store mængder data. 

Eller sagt på en anden måde; kunstig intelligens i form af en maskine, som kan forudsige sandsynligheden for bestemte udfald i fremtiden. 

Og det er netop hvad forskningsprojektet fra Aarhus Universitet kredser om. 

Ved hjælp af maskinlæringsmodellen XGBoost, forudser studiet hvilke ambulante patienter som vil kunne udvikle skizofreni op til fem år inden diagnosen klinisk bliver stillet.

Og ud af de 24.449 ambulante patienter som XGBoost baserer sin forudsigelse på, ligger sensitiviteten på 9,3 procent. 

Det er altså de tilfælde, hvor modellen korrekt identificerer hvem som senere vil blive diagnosticeret med skizofreni. Hvilket som udgangspunkt kan synes lavt.

Hvad det også er. 

Men evnen til at kunne forudsige skizofreni, viser alligevel hvilken betydning kunstig intelligens kan have for fremtidens psykiatri. 

“Det ville have været helt fantastisk hvis sådan en teknologi ville kunne forudse min diagnose så lang tid inden. Det vil jo fuldstændig revolutionære psykiatrien,” fortæller Niklas Andersen, da han præsenteres for studiet. 

Og hans reaktion på maskinlæringsmodellernes potentiale er faktisk ikke så langt fra virkeligheden. 

Ved at kunne identificere skizofrenisymptomer flere år inden den endelige diagnose stilles, vil livsforløbet for et menneske med skizofreni fundamentalt kunne ændres. 

For jo tidligere behandling og forebyggelse igangsættes, jo bedre virker det også.

Men der er langt fra forskning til implementering. Hvor studiet peger i retning af en gevinst for behandlingen af skizofreni, rummer den kunstige intelligens’ indtræden i psykiatrien også sine helt egne faldgruber. 

Din terapeut, partner, bedste ven og Google i én

Egentligt var Emilie Dyrlev i tvivl om hun overhovedet skulle forholde sig til kunstig intelligens, da hun indledte sin Ph.D på Aarhus Universitet. 

Projektet begyndte i 2023, og skulle basere sig på egne undersøgelser om patienters oplevelser af digitale værktøjer i psykiatrien. 

Men det var også på et tidspunkt hvor maskinlæring og kunstig intelligens var bisætninger i et felt domineret af digitaliseringens mange andre facetter. 

“Vi valgte dog at tage det med alligevel. Og nu er det et kæmpestort forskningsfelt, hvilket vidner om udviklingen i løbet af de sidste tre år,” fortæller hun over en kop kaffe på Institut for Statskundskab. 

“Og der er generelt virkelig mange etiske overvejelser i brugen af kunstig intelligens. Maskinlæring er jo for eksempel en metode til at forudse menneskelig adfærd, og kan man virkelig det? Kan vi undgå at skabe selvopfyldende profetier i psykiatrien?,” spørger forskeren. 

Men alt imens maskinlæringsmodeller som XGBoost kan forudse skizofreni, før det diagnosticeres, er Emilie Dyrlevs fokus i virkeligheden på en anden, en mere velkendt, type af kunstig intelligens. 

Samtaleagenten. Den type vi forbinder med Chat-GPT, og som i sin grundessens kan agere som en teknologisk sparringspartner.

“Udover Chat-GPT findes der for eksempel også det, som hedder Replika. Det er en samtaleagent, hvor man får en terapeut, en partner, en bedste ven og Google i én. På den måde kan den altså udfylde alle roller for dig,” fortæller hun. 

Den kunstige intelligens som samtaleagent har også et stort potentiale i psykiatrien. 

Og når Emilie Dyrlev skuer ud over denne del af sundhedssystemet, hvor ressourcerne er i knæ, ser hun også teknologiens muligheder.

En model som Replika vil kunne flytte behandlingen ind i hjemmet, og den ellers normale halve times fysiske behandlingstid, vil kunne strækkes så langt, som man vil have behov for.

“Folk er ofte bekymrede for om samtaleagenten vil erstatte den menneskelige behandling. Men med en stepcare-model, undgår man det. Her starter man med det laveste niveau af kunstig intelligens, og bevæger sig roligt opad. På den måde vil en menneskelig behandler altid hurtigt kunne skride ind.” 

Men inviterer vi samtaleagenten med ind i psykiatriens mest sårbare rum, er frygten for at den menneskelige terapeut forsvinder, ikke den eneste blinkende pære. 

For i dette fremtidens behandlingsrum findes også en sammenblanding af menneskelig fordomsfuldhed og teknologiske jasigere. 

En kombination med ikke ubetydelige følger. 

En samling af etiske gråzoner 

Kort sagt er samtaleagenterne produkter af de mennesker som skaber dem. Hvilket betyder at de også arver en menneskelig hang til fordomsfuldhed.

"Bias er problematisk i mange arenaer, men i et felt med så sårbare mennesker som i psykiatrien, er det et seriøst opmærksomhedspunkt.” 

Og som Emilie Dyrlev beskriver, fungerer en fordomsfuld samtaleagent ikke som en optimal terapiform for mennesker med skizofreni. 

Men det er ikke det eneste, der afskærer samtaleagenten som terapiform.

“Et generelt problem med kunstig intelligens er også dets tendens til at bekræfte folk, og det kan være virkelig problematisk for psykisk syge,” siger hun.

Kunstig intelligens følger nemlig med på dit tankespor. Den udfordrer dig ikke, og som den unge forsker fortæller, kan det være farligt for et menneske med vrangforestillinger og hallucinationer.

Og det er også derfor, at samtaleagenten som behandlingsform har lange udsigter. 

I hvert fald hvis man spørger Kim Mathiasen. Han er professor i psykologi på Aarhus Universitet og mildest talt skeptisk over for en indførsel af samtaleagenter i psykiatrien.

“Der er store juridiske barrierer for placeringen af behandlingsansvaret, og vi kan heller ikke forudsige outputs, så der er væsentlige bump på vejen, når vi snakker om samtaleagenter,” fortæller han. 

Der findes altså betydelige gråzoner i den kunstige intelligens’ etiske spektrum. Men én ting virker sikkert. 

Den kunstige intelligens er kommet ind under huden på den danske psykiatri. Spørgsmålet er blot hvilken reaktion det afgiver? 

Flækkede frontallapper og det hvide snit 

“Jeg var mandsopdækket døgnet rundt. Og det kan jeg kun være taknemmelig for den dag i dag.”

Niklas Andersens indlæggelse for fem år siden var præget af ord. Og der var mange af dem. Samtaler med sygeplejersker og psykologer afgjorde hans skæbne i løbet af de tre måneder i 2020, fortæller han. 

Hvilket også understreger forskningens pointe om den menneskelige indblanding. The human loop som Kim Mathiasen kalder det. Vigtigheden af menneskelig tilstedeværelse i beslutningsprocesserne. 

Og derfor har kunstig intelligens også lang vej fra forskningsfelt til klinisk metode.

Vejen derhen vil have afgørende betydning for udformningen af den danske psykiatri. Men denne udvikling kræver også en vis planlægning. 

For hvordan inkorporeres et fænomen, som i sin substans er nærmest ukontrollerbart? 

“Der er stort potentiale i det værktøj som kunstig intelligens er. Men der er ikke nogen som har sat sig ned og forsøgt at finde ud af hvad vi egentligt skal gøre. Der er ikke tænkt meget i forskningsmidler til universiteter og den danske psykiatri,” fortæller Kim Mathiasen. 

Og hvad bliver konsekvensen? Sandsynligvis at forskningen bliver drevet gennem kommercielle amerikanske interesser, som med psykologiprofessorens ord har et fundamentalt anderledes etisk blik som udgangspunkt. 

På trods af det sidder optimismen dog stadig i sin lejlighed på Aarhus Ø. Det ville jo være fantastisk at kunne forudse en skizofrenidiagnose, at kunne undgå så sort et hul, som Niklas Andersen faldt ned i som 20-årig, fortæller han.

“Engang ville jeg jo have fået det hvide snit. Så havde man lige flækket frontallapperne, og så havde jeg siddet og kigget ind i en væg resten af mit liv. Så kan man implementere det rigtigt, kan man måske hjælpe nogen mennesker på en helt anden måde.”