Er en lækket adgangskode nok til at hacke din konto?

Når en virksomhed bliver ramt af et datalæk, kan din adgangskode ende i de forkerte hænder. To-faktor-login lægger en ekstra forhindring mellem hackeren og din konto.

Offentliggjort

Et datalæk hos en virksomhed kan betyde, at hackere får adgang til din adgangskode. Og fordi mange af os bruger den samme adgangskode flere steder, kan en lækket adgangskode blive brugt til at logge ind på andre tjenester.

Hvis en tjeneste kun kræver en adgangskode til dit brugernavn, bygger sikkerheden på en enkelt faktor, nemlig noget, du ved – din adgangskode. Har hackeren fået de oplysninger gennem et datalæk, er det derfor nok til at logge ind som dig.

Med to-faktor-login skal du udover noget du ved bevise din identitet med noget, du har – eksempelvis din telefon med MitID eller en sms-kode. Derfor er det ikke nok for hackeren at kende din adgangskode. Hackeren skal også have adgang til denne anden faktor.

Softwareudvikler Mads Eckardt forklarer, at netop kombinationen af noget, du ved, og noget, du har, skaber en ekstra barriere af sikkerhed. Han understreger dog også at to-faktor ikke er hundrede procent sikkert, men at det gør det markant sværere for andre at overtage din konto.

To-faktor-login kan altså ikke forhindre selve datalækket. Men det kan forhindre, at en lækket adgangskode alene bliver nøglen til endnu en af dine konti.

Kilde: Mads Eckardt, Softwareudvikler
Powered by Labrador CMS