Er Jakarta det nye Atlantis?
Indonesien er for mange mennesker et ferieparadis, men for indbyggerne i hovedstaden Jakarta, er byen ved at udvikle sig til et mareridt. Oversvømmelser, tørke og luftforurening giver store udfordringer for mange af indbyggerne.
I en tårnhøj glasbygning sidder Ilafi Rani. Her holder det indonesiske finansministerie til, og det er her, hun har sin daglige gang. Det ligger centralt i Indonesiens hovedstad, Jakarta, en by Ilafi Rani hader.
Hun er ikke ene om at have et problem med byen, for selvom det er den mest folkerige by i verden, med sine imponerende 41 millioner indbyggere, oplever byen jævnligt store problemer.
Byen der forsvinder ned i jorden
Det har i mange året været et offentligt kendt problem at Jakarta synker. Nogle steder helt op til 25 centimeter om året, hvilket har resulteret i, at 40 procent af det nordlige Jakarta befinder sig under havets overflade. Og det er altså ikke fordi byen er bygget oven på kviksand.
Problemet er opstået på baggrund af den store tilflytning byen har oplevet. Udvidelsen er derfor ikke sket uden konsekvenser. Grundvandet bliver pumpet op i sådan en fart, at naturen ikke kan genopfylde depoterne.
Det afføder op til flere gange om året store oversvømmelser. Men selvom hele gader nogle gange står under vand, flytter lokalbefolkningen ikke.
”Det er ikke muligt for os at gøre noget ved det, vi har simpelthen ikke råd til at flytte”, siger Ilafi Rani.
Selvom hun lever 12 kilometer fra kysten, har hun flere gange oplevet at gaderne omkring hendes hus bliver fyldt med vand.
Det kan dog vise sig at blive strengt nødvendigt, for store dele af indbyggerne i Jakarta, at flytte. Målinger viser at store dele af byen vil stå fuldstændig under vand i 2050, hvis der ikke bliver gjort noget ved udviklingen.
Den tørre jord
Selvom oversvømmelserne selvfølgelig er forårsaget af vand, lægger indbyggerne hovedet bagover, og kigger længselsfuldt efter nogle mørke skyer på himlen.
Klimaforandringerne har påvirket vejret i Indonesien i sådan en grad, at tørkesæsonen har fået store konsekvenser.
”Det skulle have regnet nu, men der har ikke været en eneste dråbe vand i to måneder”, siger Ilafi Rani, og fortsætter:
”Engang kom regnsæsonen på et bestemt tidspunkt hvert år. Nu er det blevet meget mere utilregneligt”
Den manglende regn kommer altså med nogle udfordringer. Det er ikke alle i Jakarta der har adgang til rent vand, så man er derfor afhængig af regnvand, og når det udebliver, så er der mange, der står uden rent drikkevand.
På med masken!
Tørken har også sat sig på naboøen Borneo. Her er man i øjeblikket ramt af de værste skovbrande i mere end ti år. Borneo er dækket af tropisk skov, og det er altså her ilden breder sig. Men selvom det ikke brænder i Jakarta, påvirker det stadig byen.
Vi danskere lagde mundbindene og maskerne på hylden, da Corona var overstået, men for indbyggerne i Jakarta, er det stadig en del af hverdagen.
”Man skal altid bære maske, når man er udenfor”, siger Ilafi Rani, og tilføjer at hun aldrig går udenfor en dør uden sin maske.
I en storby som Jakarta, er der så meget luftforurening, at det kan være usundt at indånde luften. Det er ikke noget nyt, men det er kun blevet værre i takt med skovbrandene breder sig.
Byen flytter, eller gør den?
Men hvad gør regeringen så for indbyggerne?
Indonesien har igangsat byggeriet af en ny hovedstad. Langt fra kysten skal Nusantara ligge.
Men ifølge Ilafi Rani, som arbejder for regeringen, var det den tidligere præsidents projekt, som ikke får samme fokus fra den nuværende regering.
Det har dog heller aldrig været planen, at hele byen skal flyttes. Det har fra starten været regeringen, der har været førsteprioritet, hvilket også er noget der møder kritik.
”De vil kun flytte regeringen, de bekymrer sig ikke om folket”, siger Ilafi Rani.
Men selvom hele byen ikke skal flyttes, hvilket også ville være noget af en opgave, prøver regeringen at regulere byens tilvækst, så problemet ikke forværres.
Det ændrer dog ikke på Ilafi Rani syn på byen. For da hun afslutningsvist bliver spurgt om hun kunne forestille sig sit barn vokse op i Jakarta, er svaret meget klart.
”Det håber jeg ikke, jeg håber ikke hun skal leve det liv, vi levere lige nu.”