Et Aarhus uden Radar

Statens Kunstfond har trukket sin støtte på to millioner kroner til Radar i 2025. Det sender spillestedet ind i en usikker fremtid – en situation, som mange små spillesteder i Danmark står overfor.

Spillestedet på Godsbanen i hjertet af Aarhus.
Offentliggjort

Det ikoniske spillested Radar i Aarhus står over for en mulig lukning på grund af en reducering af offentlig støtte. I mange år har Radar været en platform for både upcoming bands og etablerede kunstnere, men den kulturelle fremtid ser nu usikker ud.

Siden sin åbning i 2001 har Radar været en central trædesten i det aarhusianske musikmiljø. Spillestedet har opnået et ry for at give plads til upcoming bands og musikere. Det har været et af de få steder, hvor nye talenter har kunnet møde et publikum i øjenhøjde og udfolde sig på en scene.

Lasse Gitz Thingholm, der er musiker og har spillet på Radar op til flere gange, beskriver, hvad stedet betyder for ham:

“Det er et fedt sted, hvor der er plads til alle typer. Det er et mangfoldigt spillested med musik for unge, gamle og alt derimellem. Det er ligesom et frirum, hvor man ikke behøver være på en bestemt måde.”

Spillesteder på kanten

Radars økonomiske problemer stammer fra tabet af støtten fra Statens Kunstfond. Manglende offentlig støtte har i de seneste år fået flere spillesteder og kulturinstitutioner til at dreje nøglen om. Nu risikerer spillestedet at blive det næste i rækken.

Tobakken i Esbjerg, Danmarks næststørste regionale spillested, måtte i 2023 begære konkurs. Jan Mols Poulsen, tidligere spillestedsleder på Tobakken, beskriver konsekvenserne som et hav af kunstnere, der bare synker til bunds. Specielt den smalle genre og de udenlandske navne har været fuldstændig manglende i den tid, hvor der har været lukket. Han mener altså, at det er essentielt, at små spillesteder forbliver åbne, så udviklingen af talentmassen fortsat kan blomstre.

Mere end bare en scene

For borgerne handler spillesteder som Radar ikke kun om underholdning, men også om at få et indblik i, hvad musiklivet kan være. Et sted, der sikrer talentudvikling og diversitet på musikscenen. Der er en frygt for, at byen kan miste et miljø, som dyrker lysten til at lege med formater og eksperimentere. Steder, der fungerer som ringe i vandet, spreder sig ud og inspirerer andre omkring sig.

Hvis Radar lukker, vil unge artister, som forsøger at etablere sig som kunstnere og musikere, miste en meget vigtig platform. Byen selv risikerer at miste kreative talenter. Et kæmpe tab for et ellers vigtigt sammenspil mellem kultur og kreativitet.

Powered by Labrador CMS