Et liv med tid til livet
Undersøgelse fra Realdania, viser at sociale relationer er den vigtigste enkeltstående faktor for vores livskvalitet. Men det handler ikke kun om de nære relationer – selv de lette relationer, hvor man hilsner og taler med dem, man møder, har en markant positiv effekt på vores livskvalitet - og det er de bedre til i de små samfund.
Jane Solby har et galleri på hovedgaden i Stege. Store abstrakte malerier i stærke farver lyser op i det rummelige lokale. Hun er selv kunstneren bag og byder velkommen med et stort smil, korthårsfrisure, farverig pels og øreringe med hunde. Hun passer helt ind i disse omgivelser, men det var et bump på vejen, der fik hende tvunget til at finde en ny retning – en krise som hun i dag er taknemmelig for.
Den nødvendige beslutning
Som 34 procent af danske kvinder fik Jane symptomer grundet stress.
”Lægen sagde til mig, at han kunne udskrive medicin, men han sagde også, at det jo ikke var en løsning på problemet. Jeg kørte fra lægen til mit job og sagde op med det samme”.
Et job som marketingschef lå nu bag Jane som 59-årig og med det den faste indkomst. Det fik hende af nød til at prioritere benhårdt, og se på sit forbrug med helt nye øjne. Faktisk havde hun observeret at komme hjem med nyindkøbt tøj, som lignede det, hun allerede havde i skabet, og flere og flere ting var slet ikke nødvendige, fandt hun ud af – der imod opdagede hun friheden og den ro, hun havde fået.
I undersøgelsen fra Realdania om livskvalitet fra 2025 har 122.000 voksne danskere besvaret spørgeskemaer fra Danmarks Statistik. De vigtigste faktorer for høj livskvalitet er sociale relationer og adgang til natur og grønne omgivelser. Sidstnævnte begrundes af hjerneforskningen med, at mennesket i et moderne miljø udsættes for mange stimuli, som vi i naturen får en pause fra. Dette kan måles på et faldende kortisol-niveau, der modsat stiger, når vi er stressede.
En ny begyndelse
For sin opsparing lejede Jane et lokale i Stege by og slog sig ned som gallerist med egne billeder. Hun kendte Møn som sit fristed, da hun år forinden havde købt et hus på landet, der skulle være hendes fritidshus. Siden barnsben havde hun holdt af at tegne, male og sy, men det mest kreative studievejlederen kunne hitte på i retning af uddannelse var teknisk tegner – det skulle være anvendeligt og praktisk. Gennem Janes liv blev kunsten et helle. På aftensskole i midt firserne fik hun undervisning af multikunstner Bjarne Tuxen, der udfordrede hende til at male abstrakt. Hendes inspiration er naturen.
Plads til alle
Mødet med Møn var også en omvæltning.
”Jeg havde min sjæl på Møn og min krop i København i de år, jeg arbejdede i storbyen. I det lille ø-samfund hilsner man på hinanden, man hjælper til, der er kort fra tanke til handling og folk melder sig som frivillige, når nogen får en god idé. Det er let at lave netværk her. Har du brug for fred og ro, kan du altid finde en strand helt for dig selv", forklarer Jane.
Der er også den praktiske tilgang til tingene i det lille samfund – frisøren i hovedgaden, der sælger fiskegrej og Janes galleri, der har en afdeling med frysere, hvor fra der sælges kvalitetsfoder til øens hundevenner. Cockerspanielen Ronja er Janes tro følgesvend og byder velkommen til alle, der kigger forbi galleriet – også dem med fire ben må komme ind.
Uden for ruderne til galleriet kører biler langsomt forbi i Storegade – Steges handelsgade. Butiksfacaden er prydet med skiftende malerier, et udvalg af hundesnacks og keramik. Der er altid en skål i snudehøjde med vand på trappestenen. Om sommeren summer byen af markeder med lokale delikatesser, loppefund og håndarbejde. Cafeer og de små havne har arrangementer med musik, og rundt omkring på øen har lokale den travle tid i sommermånederne, hvor der stilles friske varer i vejboder til høflig selvbetjening og tillid til sine medmennesker.