Et måltid der bygger broer mellem tro, kultur og naboer

Klokken slår 18:07. Bakken med dadler rundt på de lange borde tømmes. Dadlen bliver et symbol på, at dagens faste er nået til sin afslutning, og solen er gået ned. En tradition, der stammer fra profeten Muhammeds måde at bryde sin faste på. Skeerne er placeret til højre for tallerkenerne efter islamisk religiøs etikette ned langs de opdækkede borde. 

I det delvist nyrenoverede Fælleshuset Bispehavens cafésal, der udefra virker som en malplaceret modernitet blandt de gamle betonblokke, deles vandene normalt. Men i aften stiller Fælleshuset lokaler til rådighed for en Iftar-fællesspisning og samler beboerne til et fælles måltid. 

“Jeg mødte Huda første gang for tre år siden her til iftar-fællesspisning,” fortæller Jane grinende, mens hun får øjenkontakt med Huda, der driller Jane lidt. De to, der hverken deler samme nationalitet eller religiøse overbevisning, har placeret sig i den ene ende af salen - i det område, hvor der primært sidder kvinder og venter på maden. 

Naboer på tværs af kultur:

“Allah hu akbar,” lyder det i salen. Tiden er inde til at bede inden spisningen. Beboerne inviteres til solnedgangsbønnen “Maghrib” for dem, der ønsker at deltage i midten af salen. Lyden af snak falder, og der er næsten stille i de syv minutter, bønnen varer. I Fælleshuset samler der sig en fælles respekt for den andens religiøse praksis. 

“Vi skal respektere de forskellige kulturer og spisevaner. Jeg tager dig også med til mine kristne aktiviteter i kirken,” siger Jane. 

“Ja, vi er kendt!” siger Huda, der med sine arme og sit blik omfavner Jane i grin. 

Begge kvinder bor i Bispehaven, et område, der i hverdagssnak ofte bliver omtalt som et parallelsamfund i det vestlige Aarhus. Men denne aften virker den fortælling fjern. I stedet møder man en smeltedigel af nationaliteter. 

“Hvem mangler? Hvem mangler?” Mænd løber rundt som hovedløse høns. En lille kop med orange linsesuppe placeres foran alle. Koppen med suppe, der ligesom dadlen er en kulturel praksis, tjener som en blid stimulans til at vække kroppen efter en lang dag med faste og bliver aftenens første måltid. 

“Vi mangler her!” lyder det fra bordet ved siden af Jane og Huda. Hvide takeaway-bokse bliver placeret ned langs bordene. I dem ligger et simpelt måltid af hvide ris, salat, lidt kød og en lille frisk yoghurtdressing. 

“Her! Tag en boks med hjem til din far og hils kongen,” siger manden iført et palæstinensisk tørklæde med glimt i de mørkebrune øjne til Sofie, der smiler. 

“Tak! Jeg skal nok hilse.”, siger Sofie 

“Pointen er at samle beboerne. Man træffer ikke hinanden så meget i hverdagen, så det er en god mulighed for at hilse på hinanden og lære hinanden at kende,” siger Sofie, der denne aften er mødt op med sin veninde. Hun bor selv i Bispehaven og er konverteret til islam, så for hende er det både en måde at møde sine naboer på, men også en fejring af sin religion. 

“Jeg oplever, at man hilser på hinanden, når man så træffer hinanden i hverdagen,” siger hun smilende. 

Mere end et fællesskab blandt naboer: 

“Men mad samler jo også bare folk,” siger Cæcilie, der sidder midt i cafésalen sammen med sine kollegaer lige der, hvor opdelingen mellem mænd og kvinder mødes. Denne aften har hun udskiftet titlen som fællesskabskoordinator i Fælleshuset Bispehaven med sit private jeg. 

“Jeg kan huske, da de først begyndte at lave fællesspisninger, og hvordan der er kommet flere og flere til - med forskellige etniske og religiøse baggrunde. Det er vigtigt at understrege, at det er beboernes initiativ, og at alle i Bispehaven er inviteret. Vi kommer bare for at støtte op.” 

Maden spises, maverne fyldes op, og snakken fortsætter, indtil klokken slår 19:25. Stilheden lægger sig over salen. Der er ryddet op efter beboerne. De sidste mænd render og rydder de sidste borde.