Et Netflix-abonnement på antibiotika?

”Tillykke, din kræft er slået ned -men vi kan ikke behandle den lungebetændelse, du har fået!” Et muligt scenarie, da vi som samfund kæmper mod bakterier der har udviklet resistens overfor eksisterende antibiotika.

Medicin "on-demand"?
Offentliggjort

Udviklingen af ny antibiotika er stagneret, og i 2020 investerede amerikanske lægemiddelvirksomheder 50 gange mere i ny kræftmedicin end i antibiotika.

Politisk chef i Lægemiddelindustriforeningen (LIF), Anders Hoff, forklarer:

”Det er en markedsmodel, der er gået i stykker. Hvis du skal kaste flere milliarder i at udvikle et nyt lægemiddel, og samfundet efterfølgende helst ikke skal bruge det, så du altså ikke kan sælge det - så hænger tingene jo ikke sammen ud fra et forretningsmæssigt perspektiv.”

Man ønsker nemlig at begrænse forbruget af antibiotika, for ikke at fremme udviklingen af resistens.

Anders Hoff nævner flere muligheder for at sikre, at lægemiddelvirksomheder kan udvikle ny antibiotika uden underskud på bundlinjen, heriblandt ”Netflix-modellen”: når mange brugere betaler for adgang, uanset hvor meget de ser, har Netflix økonomi til at producere nyt indhold.

Lande ville have abonnement på antibiotika, og betalingen afkobles fra det reelle forbrug.

Anders Hoff kalder til handling nu.

”Nogen er nødt til at blinke først og komme i gang. Hvis vi hele tiden venter på at lave den perfekte europæiske model, så kan det godt være det ikke kommer til at ske.”, slutter han af.

Powered by Labrador CMS