Et ø-liv på fuld fart 

At bo på en ø uden ungdomsklubber og caféer lyder måske ensomt, men sådan er det ikke for Peter. For ham er Samsø et trygt sted, hvor relationer ikke skal opsøges men opstår af sig selv.

Ligesom knallerten, hører Peter til her på Samsø.
Offentliggjort

Relationer på Samsø

Vi er taget til Samsø for at undersøge, hvordan relationer og venskaber i et ø-samfund adskiller sig fra storbyen.

I vores tema dykker vi ned i, hvordan opvækst, netværk og sociale normer formes på øen. Vi undersøger, hvordan det præger både dem, der er vokset op på øen, dem, der flytter til øen for første gang, og dem, der vender tilbage efter år i storbyen.

For hvordan er venskaberne på Samsø særlige, og hvad kan vi lære af relationerne?

Samsø har et rigt foreningsliv med over 120 foreninger, ifølge VisitDenmark, svarende til omtrent én forening pr. 30 indbyggere. Hvordan bidrager det til relationerne på øen?

Gennem portrætter, interviews og reportager undersøger vi, hvad samsingernes måde at leve sammen på kan lære os om fællesskab. Og om der findes noget i ø-relationerne, som storbyen har mistet – eller som den måske længes efter.

Knallerter larmer normalt, men ikke i dag. I skuret til venstre for Super Brugsen i Tranebjerg står 16-årige Peter Holm Guldborgs motorkøretøj helt stille, lænet mod væggen ved siden af de mange andre cykler og knallerter. Det er her, han møder mig efter fyraften. Nemlig udenfor det sted, hvor han tilbringer det meste af sit sabbatår, mens han venter på at starte på Den Jyske Håndværkerskole i Hadsten.

”Jeg er født og opvokset her på Samsø,” siger han og trækker den mørkegrå jakke tættere om sig, mens efterårsvinden tager til.

”Det er hyggeligt… men også lidt udfordrende. Mine venner udenøs kan bare selv tage i byen eller bowle, hvis de vil. Vi skal næsten til den anden ende af øen, hvor det knap nok er til at finde.”

Venskaber i lille samfund

”Alle kender alle,” siger han. ”Jeg har haft venner, der flyttede hertil uden at kende en eneste. Efter en uge kendte de hele klassen. Her bliver nye ansigter hurtigt en del af flokken,” fortæller han.

Det sociale liv udspiller sig ikke kun i frikvartererne. For de unge er hverdagen samt sociale medier med til at binde øen sammen på tværs af byer og afstande. Fællesskabet følger ham dog også uden for skolen.

Fed Fredag, SamBiosen og sport

Initiativrige voksne under Samsøs kultur-, idræts- og frivilligcenter SamBiosen har skabt nye samlingssteder for de unge på Samsø. Et af de vigtigste arrangementer er Fed Fredag, der har til formål at samle øens teenagere hver anden uge.

”Da jeg var yngre, havde vi ikke noget af det,” siger Peter. ”Nu er der film, volley, hockey og meget andet. Jeg synes faktisk, de gør mere end nok for at samle unge.”

SamBiosen er en vigtig base. Selv er Peter mest at finde i hallen to aftener om ugen, hvor der skabes plads til lyden af hvinende gummisko mod gulv, samt bolde som kontinuerligt smælder mod vægge. Her mødes unge og voksne på kryds og tværs, fordi udvalget af aktiviteter måske er begrænset, mens fællesskabet ikke er. 

Et godt grin før hjælpen

Når Peter beskriver, hvad et godt venskab er, kommer svaret med det samme.

”At man har det sjovt sammen. Og hvis de falder og slår sig, så griner du lige lidt først, inden du hjælper dem op,” siger han med et smil, der afslører, at han ikke kunne finde på det anderledes.

Hans venner beskriver ham præcist sådan.

”Peter er en meget god ven, der altid er klar til at hjælpe,” siger Mads.

Kollegaen Roar tilføjer, ”han kan godt finde på at være en laban og være lidt hyper, men ellers er han chill,” hvilket understøtter Peters venners billede af ham som værende en hjælpsom, sød og loyal ven, men med kant og energi.

Nogle aftener mødes han og vennerne i sommerhuse, når de, der bor udenøs, er hjemme. Andre gange er det SamBiosen eller ”tanken”, som i virkeligheden betyder Brugsen, hvor vi står nu.

”Der er jo ikke rigtig kaffebarer og sådan noget,” siger han. ”Så vi mødes der, hvor der nu er lys”. 

Samsø for livet

Selv om uddannelser trækker ham til fastlandet, er han ikke i tvivl om, hvor han hører til.

”Jeg kan slet ikke finde rundt i Jylland eller på Sjælland” siger han og ryster på hovedet, mens han smågriner. ”Og så kender jeg alt og alle herovre. Det er trygt.”

Drømmen er at købe et hus på Samsø, når han bliver ældre. Ikke fordi han er bange for at flytte, men fordi han allerede ved, hvor han hører til.

”Det er bare hyggeligt her,” siger han. ”Man ved, hvad der sker, og man hjælper hinanden. Sådan er Samsø”.

 

Powered by Labrador CMS