Et stykke af Tanzania ved Århus Å
Hver tirsdag mødes dansegruppen Vipepeo for at dyrke sukumastammens dans, sang og trommespil.
”Ojeee”, udbryder en af de erfarne på trommer. ”Okayyyy”, svarer et helt kor af dansere. ”Vi danser Pachanga”, råber Dina Björn, som har været en del af gruppen i 19 år.
De ni på trommer slår det første slag, og gulvet begynder at sitre. Hvert eneste slag går hele vejen op gennem kroppen.
Først fødderne, som sender vibrationerne videre op gennem kroppen og når endemålet helt oppe i hårrødderne.
”Pift, pift, pift, pift”, lyder det fra en egetræsfløjte, som en af de forreste har rundt om halsen, og så går det ellers løs. Hakkerne, som er træstave, bliver svunget rundt om deres kroppe til rytmen. Først rundt om nakken, ned under benet, rundt om maven og jordomrejsen om kroppen fortsætter.
”Er vi bare mega friske eller hvad? Det skal sgu være hårdt!”, råber en af de erfarne sukumadansere, som står forrest.
Stedet de danser er et kulturhus ved navn Turkis. Når man træder ind ad døren ude fra kølige Aarhus og ankommer til Turkis, kan man næsten mærke den varme brise, som når man træder ind i et helt andet land. Der er orientalske tæpper overalt på gulvene, orange rispapirslamper og hvide klæder, der hænger fra loftet. På en trappe ligger flerfarvede puder i store dynger, som inviterer en til at slå sig ned. Lokalet Turkis holder til i er en koncertsal, hvor der i den ene ende er en scene og i den anden en bar, med et skilt hvor der står "Husk at drikke gratis vand".
Dans, sang og trommespil fra Sukumaland
Danse- og spillegruppen, som holder til her, hedder Vipepeo. De mødes for at danse, synge og spille nogle bestemte stilarter fra sukumastammen i Tanzania hver eneste uge.
Gruppen er en blanding af både børn, studerende, forældre og pensionister og flere af medlemmerne er vokset op med at dyrke den tanzaniske sukumadans.
”Flere på holdet har selv rejst og boet i Tanzania og på holdet er der 2, som har rødder i Tanzania”, forklarer Sarah Pehn Engholm, som har været en del af holdet i 3 år.
Et varmt kram og velkommen til
”Er det herinde, der er Vipepeo?”, spørger en lyshåret pige med en næsering ved navn Nuja Pi Bech.
”Det er nemlig første gang, vi er her”, siger hendes veninde Isis Goodwin.
”Nåå, jamen velkommen piger”, siger en garvet sukumadanser ved navn Marianne, og giver begge piger et kæmpe knus.
Pigerne var for nogle somre siden på den såkaldte ”Utamaduni lejr” på Djursland, hvor man i en uge dyrker Sukumalandets dans, sang og trommespil. Det var denne lejr, som gjorde at pigerne fik øjnene op for den tanzaniske dans og kultur, og grunden til de i dag starter på Vipepeo.
En hakke i hånden og tørklæde om hoften
Da alle ca. 50 gruppemedlemmer er ankommet, skal de næste 2 timers dans, sang og trommespil til at starte.
”Alle tager en hakke og stiller sig klar”, råber Dina og alle danserne stiller sig klar med et farverigt tørklæde rundt om hofterne og hakken i hånden.
"Forestil jer mens I danser, at I skal hakke ned i jorden, ligesom man gjorde dengang, hakkerne blev brugt til at dyrke landjorden," forklarer Dina Björn danserne.
Hakkedans, eller på tanzanisk Bogobogobo, kaldes dansen. Det er en traditionel dans fra sukumafolket, som stammer fra landsbrugskulturen, hvor hakken var et dagligt arbejdsredskab.
Træstavene skal derfor symbolisere hakkerne, som de gennem dansen støder hårdt mod jorden til lyden at trommerne, ligesom hakkerne engang løsnede jorden eller fjernede ukrudt.
En dansegruppe – ikke et dansehold
Hos Vipepeo er der ingen ansatte instruktører eller danselærere.
”Dem som har mest erfaring og har bedst styr på dansene plejer at stille sig forrest. Så kan de nyere dansere stille sig længere bagved og lære dansene henad vejen,” forklarer Sarah Engholm, som selv skifter mellem at stå på forreste række og spille på tromme.
”Derfor plejer vi heller ikke at kalde os et ´dansehold´, men nærmere en danse- og spillegruppe. Flere på holdet har danset sukumadans, siden de var børn, så det bliver nemt et familiært forhold, man har i sådan en gruppe her,” siger Sarah Engholm og fortsætter:
”Vi er jo en flok i alle aldre og med forskellige baggrunde, så der er plads til alle og et godt fællesskab.”
Et familiært forhold med plads til alle
Da de to timers dans er ved at nå sin ende, begynder trommeslagerne at slå højere og højere på trommerne. Alle danserne trækker ud til siden og danner en halvcirkel, hvorefter dem som har lyst, en efter en, går ud på midten af gulvet og laver en solo.
”Wuhuuuu kom så Dina!”
”Ai ai ai aiiiii”
”Du er så sej!”
Der bliver hujet, heppet og klappet i takt med trommerne, mens danserne bruger alle deres bedste moves i centrummet af halvcirklen.
Man kan se Nuja og Isis ude i kanten, klappe med og sende facinerede blikke efter de modige sukumadansere i midten.
Trommerne slår de sidste slag.
"Ojeee", råber en af trommeslagerne og får som en boomerang svaret tilbage - "Okayyy".
"Vi ses igen næste uge, men husk at der er træningsweekend næste søndag. Man må gerne tage sine børn med," råber en af de erfarne sukumadansere.
Danserne begynder langsomt at samle hakker og tørklæder sammen. Kram bliver delt ud til højre og venstre, hvorefter deltagerne bevæger sig fra de varme himmelstrøg ud i den aarhusianske septemperkulde igen.
