Et unikt fællesskab - ”Hvis nogen har brug for hjælp til at flytte, så der nogle der står klar til at hjælpe.”

Fodboldtrøjer, zip-ups, t-shirts og aktivister.

Inde i baglokalet på Posten i Odense sidder de frivillige, som på Posten kaldes aktivister, klar til briefing.

I en summen af snak og latter på tværs af lokalet, ser man på væggene billeder af tidligere julefrokoster og påskefrokoster.

Det er d. 6. marts, og flere har byttet den sorte Posten-trøje ud med en fodboldtrøje i anledningen af indsamlingen til børnecancerfondens fodboldtrøjefredag. Blandt andet OB-trøjer går igen sammen med den danske landsholdstrøje.

Morten Østlund, som er spillestedsleder, byder velkommen og tjekker om alle er mødt op.

”De fleste kender artisten, den gamle Gulddreng”, som får flere til at trække på smilebåndet. Malte Ebert spiller for anden aften i træk udsolgt koncert, hvor der kan være plads op til 900 gæster.

Det er folk i alle aldre som har vagt denne aften. De er delt ud på forskellige poster. Alt fra garderoben, baren og til at være bandsupporter. I alt har Posten omkring 175 frivillige.

Efter gennemgang af det praktiske runder Morten Østlund af:

”Der er fuldt hus, I skal være forberedt på, at der bliver travlt. Så går vi i gang”.

Bar 1

Musikanlægget er tændt, glassene står stablet på rækker ved hanerne, klar til at der kan blive skænket Albani. Med dæmpet belysning fra de tre sorte lysekroner over baren, får Søren Fredensborg instrueret Astrid Hjernø Haas i betalingssystemet, og hvor de forskellige ting er. Det er den første bar man møder efter man har fået hængt jakken i garderoben. Inde ved scenen er de to andre barer placeret.

Astrid Haas skal stå i bar 1 sammen med Lene Woller og Søren Fredensborg. Det er kun hendes tredje vagt og første i baren, så hun er spændt på hvordan aftenen kommer til at forløbe.

Allerførst skal de hente is ude i køkkenet og få skåret lime og citron til baren. Alle er i fuld gang rundt om dem. Det er både klude, viskestykker og glas som hentes.

Astrid Haas får fyldt is i spandene og Lene Woller står for lime og citroner. Lene Woller har været frivillig i et halvandet år.

”Alle kommer fra forskellige baggrunde. Det er som en ekstra vennekreds og familie. Vi holder julefrokost, påskefrokoster og hvis nogen har brug for hjælp til at flytte, så der nogle der står klar til at hjælpe ”, siger Lene Woller.

Et sted mange har været frivillige i flere år og sågar også flere der har mødt deres partnere igennem Posten.

Stilhed før stormen

Der er stilhed før stormen. Det er den første bar der åbner og den sidste som lukker.

Der bliver i baren forventningsafstemt på hvordan aftenen kommer til at forløbe:

”Der plejer at være god stemning. Det er fredag, så folk er tørstige”, siger Søren Fredensborg med et skævt smil.

Lene Woller står bag baren og venter på gæsterne kommer. Hvis man spørger Lene Woller hvad hendes bedste minde er, så har hun et klart svar:

”Jeg vil næsten vende den om. Jeg har ikke haft nogen dårlige og man bliver taget så godt imod”, siger Lene Woller.

Frihed under ansvar

Skyl glasset, glasset på skrå, kortet på.

Gæster fylder baren op hele vejen hen, som alle skal have noget til ganen inden koncerten går i gang. Alle tre er i fuld gang bag baren, hvor kroppen trækkes ind til siden, når de krydser hinandens veje.

Drikkelse er ikke det eneste som der bliver delt ud af. Selvom tempoet er højt, er der plads uddeling af en masse smil efterfulgt med ”god fornøjelse”.

Da det stilner af med gæster i baren, siger Søren Fredensborg til Astrid Haas, at hun kan gå en tur ind i bar 3, hvor der god udsigt til scenen.

Astrid Haas bevæger sig gennem lokalet, ud gennem køkkenet med indgang til baren på venstre side af scenen.

”Det er rigtigt. Der er god udsigt”, siger Astrid Haas med et bredt smil.

Inde i bar 3 bliver kroppene bevæget fra side til side med tonerne af Malte Ebert.

Selvom der kan være travlt i løbet af aftenen, er Astrid Haas glad for, at man kan få lov til at nyde et glimt af en koncert, som hun beskriver som frihed under ansvar.

Aktivister

Astrid Haas er tilbage i baren, og der bliver skænket den ene gintonic efter den anden, hvis det ikke er Odense Pilsner der kommer over skranken.

Flere gæster opholder sig under koncerten ude ved bar 1 ved bordene rundt i lokalet. Det er heller ikke fordi man behøver at misse noget af koncerten når man er ude og hente drikkelse. På væggen ved siden af baren hænger en stor Tv-skærm, hvor man kan følge koncerten.

Da der ikke var mange at betjene, finder Astrid Haas og Søren Fredensborg snittet til at fylde op med glas, mens Lene Woller holder skansen.

Der er gennem koncerten let trafik bag baren, med andre frivillige og vagter.

Mange af gæsterne er inde til slutningen af koncerten. Dem man finder i baren, er andre frivillige der ikke er på vagt, og der bliver flittigt hilst på dem som går om bag baren.

”Dem der står ved baren, er alle sammen aktivister. Der er et utrolig godt sammenhold”, siger Søren Fredensborg, som selv har været aktivist i fem år.

Klude bliver kørt hen over bordene og tomme glas får fyldt afrydningsbakken. Mens pligterne bliver ordnet, synges der med på teksten til ”Fortæl mig hvis du vil noget andet”.

”Så simpelt, at man kan få det sociale med”

En myretue af mennesker strømmer ud efter koncerten, og nogle bliver hængende.

Aftenen levede op til Astrid Haas' forventninger:

”Det er nemt og overskueligt. Jeg er overrasket over hvor organiseret det er. Alt er så simpelt, at man kan få det sociale med. Selvom man kun har tre vagter om måneden, så ved man hvad man skal”, siger Astrid Haas mens hun fylder afrydningsbakken.

Klokken ringer, ”Sidste udskænkning.”

Når de sidste gæster har forladt Posten, mødes aktivisterne oppe i rocken, som er et lokale oppe over Posten, til en enkelt øl eller to.