Få til stede til event: regnen var dagens mest trofaste deltager
Selvom LGBT+ For Dummies havde fået central plads under Aarhus Festuge, var der kun en håndfuld fremmødte
”Vi venter lige to minutter mere” lyder det fra Malene Winther. Hun står på en lille scene, som er placeret centralt i Kuplen midt i Byparken. Til daglig underviser hun i LGBT+ Huset og holder foredrag, men i dag skal hun snakke om køn og seksualitet til Aarhus Festuge. Hun kigger ned på sit ur, klokken er netop slået 15.00, hvor eventet LGBT+ For Dummies skal til at begynde. Hendes kollega er ude for at lokke flere folk til, for foran den lille scene er flere bænke tomme.
Indenfor har kun en mor med sin datter, enkelte festugefrivillige og et par veninder fundet vej til eventet. De to veninder er kommet ved et tilfælde, og de har tilbragt det meste af dagen i Kuplen, hvor de har overværet forskellige events fra den bløde sofa bagerst i rummet. Egentlig er de kommet til festugen for at hygge sig med hinanden, drikke kaffe og strikke videre på deres projekter, og sofaen i Kuplen virkede som det bedste sted. På de resterende bænke er det ikke mennesker, der fylder – det er foldere om LGBT+ og kondomer, der ligger spredt ud i stort overtal og næsten overdøver de få tilskuere, der faktisk er mødt frem. Da Malene ikke kan trække tiden længere, begynder hun at fortælle. Hun lover det lille publikum at gøre dem klogere på bogstaverne i LGBT+, pronominer og seksualitet.
Et tilfældigt møde
Udenfor Kuplen begynder regnen at sile ned, og det udvikler sig hurtigt til et kraftigt skybrud. Store tunge dråber trommer mod plastikloftet, og lyden fylder hele rummet. Malene Winther må hæve stemmen for at trænge igennem til de få, der allerede sidder på bænkene. Regnen udenfor får flere forbipasserende til at søge ly i Kuplen, og Malene smiler stort til de nyankomne, som tilsyneladende er blevet draget ind af den uventede regn.
Langsomt fyldes bænkene med folk i regntøj, med vådt hår og dug på brillerne. De kigger nysgerrigt rundt, nogle tøvende, mens de prøver at forstå, hvad der foregår på scenen. Stemningen i rummet er en blanding af forvirring og nysgerrighed og Malene bemærker det med et opmuntrende smil, inden hun fortsætter sin fortælling med stor begejstring. ”L står for lesbian. Det betyder lesbisk. Altså kvinder. Der er til kvinder,” forklarer hun. En mand i regntøj, som netop har fundet en tom bænk, kigger forvirret på scenen, tydeligvis usikker på, hvad han er havnet i. Ud fra hans udtryk i ansigtet ligner han mest af alt en der lige er landet på månen. Han bliver siddende et øjeblik, men rejser sig hurtigt da han ser at hans sidemakker er en folder om LGBT+. Han er ude af Kuplen inden hun når til B i bogstavsrækkefølgen.
Øvelse gør mester
”Det er ikke personligt – det er en grammatisk fejl,” forklarer Malene Winther, mens hun taler om køn og pronominer. Hun understreger, at det kan være svært at navigere mellem han, hun og hen, men at fejl er en del af læringen. ”Øvelse gør mester, det bliver nemmere,” tilføjer hun. Det kan 77-årige Julie Krügher nikke genkendende til. Som frivillig under festugen har hun oplevet, hvor uvant det kan være at huske nye pronominer. ”Jeg har et papbarnebarn, der er ved at skifte køn” fortæller hun. Da navnet skulle ændres, fik hun mulighed for at foreslå et nyt. ”Han er egentlig døbt Simon, så jeg foreslog Simone i stedet, for jeg vidste, jeg ville komme til at lave ged i det,” siger hun. Forslaget blev accepteret, og Simon blev til Simone.
Bænkene bliver atter tomme
Da Malene Winther er færdig med at opsummere sine fem vigtigste pointer, vender hun sig mod publikum og spørger: ”Er der nogen, der har nogle spørgsmål?” De syv personer, der stadig sidder tilbage i Kuplen, stirrer tomt ud i luften. Nogle kigger på hinanden, mens andre lader blikket flakke usikkert mellem scenen og gulvet. Stemningen er anspændt, som om de frygter, at Malene vil pege på dem, hvis øjnene mødes.
Efter et kort øjeblik ryster Malene på hovedet og tilføjer: ”Ingen spørgsmål? Nej, okay – så tak for i dag.” Hun smiler opmuntrende, mens publikum bryder tavsheden med en klapsalve. Der bliver klappet høfligt, men uden megen energi. Malene pakker sin computer, notesbog og papirer sammen og går stille ned fra scenen. Langsomt rejser folk sig fra bænkene, tager deres tasker og jakker, og inden længe er Kuplen igen tom – kun lyden af regnen mod plastikloftet og den svage summen af gadeaktivitet udenfor fylder rummet. Øjeblikket efter virker Kuplen næsten som om intet havde fundet sted.
