Fælleskab og langbordsmiddag “det er jo ren hygge

Susi råber hele teltet op, og fællessangen kommer som en bølge over Jazz- & Folkteltet på Skt. Pauls Kirkeplads.

“Vi skåler med dem, som vi kender, og dem, som vi ikke kender, dem skåler vi med. Skåååål!”.

Håndværkernes dag er skudt i gang.Selv om klokken kun er 12.Ude på gaden tæsker regnen ned, men inde i det lille telt er alle til stede og lige i momentet. For kun 100 kr. er der langbordsmiddag side om side og fri bar. Shotsrør og øl bliver hentet i pendulfart til lyden af “Står på en alpetop”.Allerede inden Susi og drengene gik på, kunne man høre lyden af mennesker, der snakkede på kryds og tværs, som konstant blev brudt af latter. Ved indgangen kan det ikke undgås at komme forbi et fadølsanlæg. En mand hilser på dem, han sidder ved siden af, med et lille smil, men uden den helt store udstråling. Med solbriller i panden, så isblå, at de minder mere om et par skibriller. En gråternet fleecejakke. Køen til tag selv bordet bliver længere og længere, mens duften af brun sovs lægger sig som en tung tåge inde i teltet. Den velkendte duft, flæskesteg og kartofler repræsenterer mangfoldigheden.

Et formål at være sammen.

Ude ved rygeområdet tager Finn smøgen ud af munden for at sige hej til en mand iført blå vindjakke, store briller.

“Hva’ så, har vi det godt?”

Mens de slår armene sammen og griner. Finn er her med sine kolleger. De har en klub nede på arbejdet gennem Dansk Metal, hvor de alle har betalt en lille skilling til klubben for så at komme til arrangementet. Manden med brillerne er Henrik og er kommet for at se de gamle kolleger, der har inviteret ham med. Han gik på pension i oktober.    

“Det var mine kolleger, der trak mig herned. Jeg vidste ikke engang, hvem der skulle spille her.”

Heller ikke maden kommer Henrik. Han er kommet for at få en god snak med sine kolleger. Han savner hverdagen og samspillet blandt sine kolleger. Ved det runde bord i støvregnen står hans tidligere kollega Flemming, der mener, det også er et fedt arrangement, hvor man kan få godt med saft, og så gør det ikke noget, at musikken er god.

“Det er jo ren hygge.”

Samtalen falder hurtigt på dengang, Flemming fik en medalje af dronning Margrethe for at være 40 år hos DSB.

Et arbejdende folk

Fælles for dem alle, der er mødt op i det lille telt, er, at de har med et fag at gøre, hvor man skal bruge hænderne. Det er et fag, hvor de unge med al deres teknologi og kontrol gør det svært bare at få lavet noget. 

 “Lad os nu bare lave vores arbejde, så kan i lege med iPad’en,” siger Flemming og griner.

Et stykke derfra står den tidligere slagter Jan og tager hul på sin anden øl. Med et hurtigt kig hen på den sprøde flæskesteg kan han konstatere, den er godkendt. Slagterfaget har været hans vej, da han ikke har kunnet sidde stille og kigge i en bog. For Jan har det været et hårdt arbejdsliv, men også et arbejde, hvor man er på gulvet og lærer af sine erfaringer.

“Til alle djøfere, der tjener en fed løn: Kom nu ud og mærk livet!

 Jan er her ikke for musikken. Hvis han skal være helt ærlig, er han der heller ikke for musikken. Han synes, Susi er blevet for gammel, og at han ikke rigtig hører hendes musik.

Inde på scenen står Susi forrest iført sin røde kjole og med sit ikoniske røde hår, mens hun har en endnu mere skrigende rød guitar i hånden og spiller teltet op. Mange af gæsterne ved langbordene er kommet her mange år i træk for at mødes om fællesskabet – og måske også om maden og øllen.