Fællesskab frem for storbyliv: 17-årige Anton Monberg vælger Brædstrup til

I vores forsøg på at forstå, hvorfor nogle unge går imod strømmen og bliver i de mindre lokalsamfund, har vi talt med mange, som har svært ved at sætte ord på deres valg.

Anton Monberg er én af dem. 

Hans fortælling står ikke alene. Mange af de tilbagemeldinger, vi har fået fra dem, der følger med på “Vi der bliver”, beskriver valget som det mest naturlige. 

Derfor har vi besøgt Anton Monberg. For at få refleksionerne frem hos en, der som flere andre unge anser valget om at blive som en selvfølge fremfor noget særligt. 

Men hvis man tålmodigt kradser i overfladen, dukker der alligevel svar op, selv hos dem, der har svært ved at sætte ord på selvfølgeligheden. 

Fællesskabet og de nære relationer er det mest værdifulde ved livet i lokalområderne.

Svært at svare på 

På en tidligere landejendom uden for Brædstrup, i smørhullet mellem Horsens og Silkeborg, står Anton Monberg på gårdspladsen og peger rundt. Han beskriver renoveringen af huset i detaljer, hvor hans far har kæmpet med knasterne i bjælkerne, hvilke vægge der drillede, og hvordan de mange små justeringer langsomt har forvandlet stedet til familiens hjem. 

Og der er ingen tøven, når han bliver spurgt, om hvorvidt han kunne finde på at flytte til en større by. Svaret er et klart nej tak! Først da spørgsmålet “Hvorfor ikke?” melder sig, ændrer smilet sig til et eftertænksomt udtryk: 

“Puha, det er sgu egentlig svært at svare på.” 

En anden måde at se hinanden i øjnene på 

Anton Monbergs kærlighed til hjemstavnen er tydelig, da han viser rundt på den moderne gårdejendom. Men det er lige så tydeligt, at han måske aldrig før er blevet tvunget til at sætte ord på den. 

I vildrede kører han de slidte sneakers rundt i grusset på gårdspladsen, og efter lidt stilhed svarer den unge østjyde endelig: 

“Det ville være svært at have så høj livsglæde, hvis ikke jeg havde det så trygt, som jeg har det i Brædstrup. Det betyder alt for mig.” 

I Brædstrup mærker han en anden måde at man ser hinanden i øjnene på. Landsbyboerne hjælper hinanden, folk dyrker fællesskabet og træder til, når der mangler en hånd: 

”Hvis nogen i den lokale Facebookgruppe, skal have slået græsset, så går der ikke lang tid, før unge melder sig. Folk herude er bare mere tilbøjelige til at hjælpe.”

Mistede venskaber 

Selvom Anton Monberg kun er 17 år gammel, har han på trods af sin kærlighed til Brædstrup allerede fået at mærke, hvordan venskaber løber ud i sandet, når man vælger at blive boende: 

“De kammerater, jeg havde i folkeskolen, mistede jeg, da jeg kom på efterskole i 9. klasse. Da jeg kom tilbage for at tage på landbrugsskole, blev det bare værre og værre. Nu snakker jeg nærmest ikke med de fleste af dem.”

Tilbage fra efterskoleopholdet fyldte det især for den unge landmand, at hans måde at være på og ønske om at blive, blev set mere og mere skævt på af de gamle klassekammerater: 

“Alle skal være ens. Ellers passer man ikke ind med dem.” 

Hans Thor Andersen, forskningschef for Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet, genkender problematikken, der opstår i ungdomsårene, hvor unge etablerer sig eller flytter fra landet. Ifølge forskningschefen opstår der ofte en skillelinje mellem dem, der flytter til byen, og dem, der bliver i lokalområderne: 

“Det kan give indtrykket af, at man bliver efterladt på perronen, hvis alle andre er stukket af. Men man skal jo ikke udråbe nogen til taber, bare fordi de er tilfredse med livet, hvor de er.” 

Det er tydeligt at mærke på Anton Monberg, at Brædstrup er et tilvalg og ikke en konsekvens af et uddannelsesvalg.

Selvom han ikke passede ind, har han nu fundet en ny vennegruppe i og omkring Brædstrup.

De nye venner deler hans glæde for hjemstavnen, og mange af dem bor også på gårde i omegnen. Den vanlige vaklen i stemmen erstattes af begejstring, da han fortæller om dagligdagen fyldt med bilkørsel på små landeveje, improviserede knallertture og lange aftener i ”slyngelstuen” med en gedigen mængde øl og en humor, ingen andre forstår: 

“Det er en måde at nulstille hjernen på. Når jeg kommer ud i slyngelstuen, bliver min energi løftet, og jeg har mulighed for at dele, hvad der har været træls i løbet af ugen.” 

”De tror nok bare, vi er nogle åndsvage bonderøve” 

For Anton er argumenterne for at blive i Brædstrup både konkrete og følelsesmæssige. Hans venner. Hans forældre. Hans bedsteforældre. Sammenholdet: 

”Alle folk er så venlige her. De hilser, også selvom de ikke kender dig. Man kan sagtens stå og snakke med en gammel kammerat i ti minutter, uden det virker mærkeligt.” 

Han ved godt, hvilke fordomme der følger med. At de unge i byen måske ikke forstår hans valg. At de måske vil mene, han går glip af noget: 

”De tror nok bare, vi er nogle åndsvage bonderøve, der ikke fatter en skid,” siger han og griner. 

Et stort metastudie om det forandrede ungdomsliv i landdistrikterne af Finnish Youth Research Network viser, at Anton Monbergs oplevelser med stigmatisering ikke står alene. Generelt set er der en større risiko for at blive stemplet som “en taber”, hvis man som ung vælger at blive i landdistrikterne og ikke følger strømmen mod de større byer. 

Men for Anton Monberg handler livet ikke om at flygte fra noget eller “at komme videre”. Selvom han anerkender fordelene ved at bo i en af de større byer som ung, så handler det i sidste ende for ham om at blive dér, hvor han føler sig mest fri – hvor fællesskabet er stærkest.

I laden troner farens mellemblå lastbil over den unge Anton Monberg, og det sætter drømmene i gang. En dag skal en lignende lastbil blive hans, og det tvinger ham til Randers for at tage uddannelsen som lastbilchauffør. Men opholdet bliver absolut kun midlertidigt: 

”Lige så snart jeg er færdig, flytter jeg tilbage. Det ville være for hårdt at være langt væk, og jeg elsker livet herude alt for meget til, at det nogensinde kommer på tale.”