Familiehuset har skabt tryghed, men nu er fremtiden uvis

Helene Wang føler ikke, at hun kan undvære sine trygge rammer i Familiehuset i Holstebro. Om fire måneder udløber bevillingen til projektet, og så ændrer hverdagen sig for alle dem, der kommer i huset.

Familiehuset er et åbent hus, hvor borgere i Holstebro uforpligtende kan søge rådgivning fra fagpersonale.
Offentliggjort Sidst opdateret

”Du-er-ikke-alene-fællesskabet” og forældregruppen har været en uundværlig støtte for Helene Wang, når hun har tvivlet på sine egne evner som førstegangsforælder. Her har Familiehuset grebet hende.

”Det betyder virkelig meget. Når man træder ind ad døren, føles det bare som mit sted,” siger hun.

Familiehuset i Holstebro fik i 2023 en treårig bevilling, som udløber til august i år. 

En politisk beslutning skal afgøre Familiehusets fremtid

Det er ikke til at komme uden om, at projektet som det er lige nu, ikke længere vil eksistere når bevillingen udløber. Kommunen kæmper dog for at kunne videreføre det gode arbejde, familiehuset har lavet.

”Vi arbejder helt bestemt på at der stadig findes et tilbud som Familiehuset efter bevillingen er udløbet,” udtaler Robert Bagger, der er chef for Dagtilbud og Børnesundhed i Holstebro Kommune.

Han forventer, at der i juni måned lander en politisk afgørelse for, hvad der skal ske med Familiehuset fremover. Det er stadig uklart, hvad der møder familierne, der tidligere har brugt Familiehuset, efter sommer.

”Vi har nogen ideer, men det er op til det politiske råd, hvordan Familiehuset kan leve videre,” siger han.

Et frirum for familier

Helene Wang stiftede første gang bekendtskab til Familiehuset igennem sin sundhedsplejerske, hun mødte i starten af sin første graviditet. Lige siden har Familiehuset støttet hende og skabt et rum, der passede til hendes behov.

”Det er heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har nogle psykiske udfordringer, som gør, at jeg kan være bange for ikke at kunne klare det. Og jeg havde også en frygt for, at nogen ville tage mit barn, fordi jeg ikke kunne,” siger hun.

Familiehuset har fået Helene Wang overbevist om, at hun gør det godt og er en god mor. Hun oplevede kun opmuntrende og anerkendende ord fra familiehusets personale.

Hver anden uge mødes de i "Du-er-ikke-alene-fælleskabet", og her kan Helene Wang spare med andre forældre, der af den ene eller anden grund, har brug for en støttende hånd i det nye forældreskab.

Der er mulighed for at både forældre og børn kan danne nye relationer i huset.

Disse grupper er bare én af mange tilbud Familiehuset har. Samtaleterapi, NADA-behandling, legestue og fødselsforberedelse er blot nogen af de andre tiltag Familiehuset faciliterer.

Familiehuset i Holstebro Kommune er etableret som en del af det politiske initiativ "Børnene Først". Familiehusets formål er at styrke den tidlige- og forebyggende indsats for kommende forældre og småbørnsfamilier. 

Især én bekymring fylder

En årsrapporten fra Familiehuset viser, at der alene i 2025 var 130 par, der søgte de åbne tilbud hos dem. Det er en fordobling fra 2024, hvor 65 par søgte støtte hos Familiehuset. Robert Bagger understreger, at de gode tal forhåbentlig vil tale for projektets fremtid. 

Den potentielle lukning af Familiehuset gør Helene Wang bekymret på vegne af andre førstegangsforældre, som ville kunne nyde godt af det ekstra sikkerhedsnet, som Familiehuset skaber. 

”Jeg tænker også meget på andre førstegangsforældre. Der er helt sikkert mange som mig, der er usikre som mødre – de vil have rigtig meget gavn af det,” afslutter Helene Wang, og understreger, at hun personligt vil savne huset meget, hvis det skulle at lukke helt. 

 

 

Powered by Labrador CMS